Kommentar

Under et møde i Det Europæiske Parlament den 7. september fortalte NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, at Ukraine-krigen kunne have været undgået.
Ifølge Stoltenberg sendte Putin i efteråret 2021 et traktatforlag, som han ville have NATO til at underskrive. Det gik ud på, at NATO skulle love ikke at udvide yderligere mod øst. ”Det var, hvad han sendte os. Og det var forudsætningen for, at han ikke ville invadere Ukraine. Selvfølgelig skrev vi ikke under på det.”
”Putin gik i krig for at forhindre NATO, mere NATO tæt på hans grænser. Han fik præcis det modsatte”, sagde Stoltenberg og pegede på Finlands indlemmelse i alliancen.
Det kan ikke være kommet bag på NATO og det amerikanske krigsparti, at Putin ville reagere hårdt, hvis alliancen rykkede tættere på den russiske grænse. De vidste, hvad der ville ske, hvis de ikke lavede en aftale med ham. Realpolitisk betyder det, at NATO’s ledende magter prioriterede en udvidelse af alliancen over hensynet til freden.
Hvis man vil være moralist, kan man anføre, at NATO var i sin gode ret til at handle, som alliancen gjorde. Man kan med moralen på sin side argumentere for, at Rusland ikke skal bestemme, hvem der skal være medlem af alliancen. Man kan tilmed hævde, at krigen har været en god løsning for ukrainerne.
Gud ved, hvad USA/NATO ville gøre, hvis Kina stationerede tropper i Mexico, på Cuba eller i Canada – naturligvis med de pågældende landes accept. De må vel have samme ret til at melde sig ind i det kinesiske imperium, som Ukraine har til at tilslutte sig NATO?
I Vesten synes der at være almindelig enighed om, at Rusland er Ondskabens Rige, at russerne er blodtørstige barbarer, og at krigen derfor er at foretrække for et kompromis med manden i Kreml. Realpolitik er således overtrumfet af hellig ildhu.
Få overvejer, hvordan det vil ende, men hvorfor spekulere på det midt i blodrusen?
ANNONSE

Mest læst