Birgithe Kosovic har på sin Facebookprofil skrevet et smukt mindeord om den afdøde journalist og forfatter Morten Sabroe:

“Jeg elskede Morten.

Vi mødte hinanden på Kvindernes Internationale Kampdag, begge som journalister, der skulle dække et arrangement i dagens anledning i Cirkusbygningen. Bagefter sad alle journalisterne og hang ud på et værtshus den anden side af gaden, og jeg syntes, han var så sjov og charmerende.

Kort efter gik vi på Riz Raz og spiste, og jeg sagde, at alle forfattere jo bare drømmer om at blive elsket for deres fejl, og han gav mig ret, så jeg forstod, at jeg havde ramt hans hjerte. Det havde jeg måske alligevel.

Morten var en storcharmør, og han charmerede også mig. Det var uimodståeligt. Den første morgen hos ham lå vi længe i sengen, og han fortalte en meget tragisk historie om to narkomaner, som han og Henrik Saxgren havde fulgt i nogle år, og de stak sig hele tiden forkert og havde så mange uheld, at de først mistede en arm og så et ben, og det var frygteligt, men Morten udfoldede denne tragedie som den største komedie, og jeg vil aldrig glemme fryden denne morgen, hvor jeg skreg, at han skulle tie stille, for ellers ville jeg tisse i sengen.

For Morten var det vigtigste i verden at få hende, som han elskede, til at le.

Vi blev gift, da jeg var 21. Da havde han friet til mig to gange. Første gang var vi på Kullen i Sverige, det var om efteråret, og bølgerne var store som bjerge, og vi var de eneste, der legede sommer, og han spurgte, om jeg ville gifte mig med ham, hvis han sprang i. Jeg sagde ja, for han ville ikke springe i, men det gjorde han, og da han bagefter havde kæmpet sig op, blev han lettere forarget over, at jeg ikke ville giftes alligevel, for det havde jo faktisk været livsfarligt at springe i. Men jeg syntes, at jeg var alt for ung til at blive gift.

Anden gang han friede, var juleaften samme år, vi var i Jerusalem og boede på American Colony Hotel, hvor alle journalister altid boede, og bartenderne var spioner, og hvor der havde boet en pasha med sine fire koner, de tre fik lige behandling, mens den fjerde fik særbehandling, men ingen af dem gav ham nogen børn, så ved hans død blev konerne sendt tilbage til deres slægter, og huset stod tomt, indtil den amerikanske koloni, som Selma Lagerlöf skrev om i ‘Jerusalem’, kom og overtog stedet. Her kunne pilgrimmene overnatte, og denne virksomhed fortsatte efter koloniens ophør og blev til American Colony Hotel. Historiens vingesus stod omkring os, vi elskede det, og da han friede til mig denne gang, blev det med det samme til et ja.

Vi blev gift på rådhuset og holdt en fest på caféen i HC Ørstedsparken, hvor billeder herunder er fra. Og så blev vi gift rigtigt i Den Danske Kirke i Paris. Verden stod åben, og vi var to legebørn, der væltede ud i den sammen. Alt var sol, alt var glæde og romantik, fis og ballade og skrivning.

Morten havde også en dunkel side. Lige så meget, som solen strålede i ham, lige så sort et mørke bar han på. Han nævnte, hvordan Sjælefiskeren på Rigshospitalet, som han kaldte den førende psykiater derinde, havde erklæret ham lettere manio-depressiv. Det troede Morten ikke på. Men han kæmpede med denne side. Og da vi var nået halvvejs igennem de syv år, vi levede sammen, begyndte dette mørke at træde frem. Jeg var så ung, jeg forstod ikke, hvordan han kunne gå sådan ned, når vi var sammen. Men det kunne han. Det var især kampen for at skrive, der var som en eksistentiel kamp. Frygten for ikke at kunne sige noget alligevel, stod foran ham som en mur, en krig, en fuldkommen undergang. Han elskede at rejse, for så følte han, at han kom væk fra alt, hvad der bandt ham og holdt ham nede, men undergangen kom med, og især når vi skulle rejse hjem igen, blev han ramt af totalt depression. Det blev så slemt, at jeg til sidst sagde, at jeg ikke ville rejse med ham igen. Jeg kunne ikke bære mere af det. Og der kom også en dag, hvor jeg ikke ville stå op, jeg ville bare ligge i sengen og græde. Den dag begyndte han at tage medicin, men det var for sent for mig.

Det svære sind. Måske ville jeg have håndteret ham anderledes i dag. Dengang lod jeg ham tage al pladsen, for jeg følte med ham. Men han blev utilregnelig for mig, og ja, Morten, det kære menneske, kom til at såre mig dybt. Jeg forlod ham med en følelse af at få al min hud revet af. For jeg elskede ham, og jeg havde aldrig troet, aldrig så meget som tænkt den tanke, at vi skulle kunne gå fra hinanden.

Vi var begge ulykkelige over det, der var sket. Men han havde altid en særlig plads i mit hjerte, og jeg også i hans. Morten fik mig til at le. Jeg elskede ham, og jeg elsker ham, og det vil jeg altid gøre.

Morten, din søde, vilde sjæl, jeg mærker dit solfyldte blik på mig. Jeg omfavner dig.”

*

Birgithe Kosovic er i dag gift med billedkunstneren Simon Bang.

Se også
Jean-Léon Gérôme ‘s lækre orientalisme