Kopierede/fra hoften

Mit opslag om ”Christiansborg-farcens næste akt” har fremkaldt en del raseri hos kommentatorer, der finder min karakteristik af Pernille Vermunds bebudede afsked med dansk politik forkastelig.

Jeg kender ikke hendes motiver til at meddele sin afgang, kort tid efter at hun havde opfordret vælgerne til at stemme på hendes parti, for jeg har ingen indsigt i hendes beslutningsproces. Men Asger Aamund ved muligvis mere og kan på sin blog fortælle, at Vermunds afgang skyldes skuffelse over Nye Borgerliges mildt sagt beskedne valgresultat. Det viste nemlig, at der ikke er plads til et parti, som både er nationalt og liberalt. Adskillige står i kø for at bilde vælgerne ind, at de står for en ”fast og fair” udlændingepolitik, uden at mene noget med det. Og det tror vælgerne på ved valg efter valg – eller også lader de, som om de tror på det. Sammen med Dansk Folkeparti er Nye Borgerlige ene om faktisk at ville gøre noget ved problemet, men denne holdning synes ikke at gøre noget stort indtryk på vælgerne, der er langt mere optaget af fordelingspolitik – altså hvor store økonomiske fordele kan jeg få ved at stemme sådan eller sådan?

Følgeligt appellerer NB’s liberalisme kun til et beskedent vælgersegment, og det er måske det, Pernille Vermund har indset.

Her på falderebet benytter flere chancen for at beskylde Pernille Vermund for at have begået fejl, men hvilken politiker har ikke det? Sammenlignet med de fleste andre har hun begået meget få. Tvært imod er hun fremstået som både principfast, kompetent og tillidsvækkende. Derfor er hendes udtog fra dansk politik des mere sørgelig. Det viser nemlig, at løbet er kørt. Drømmen om, at der kan gøres noget ved Danmarks deroute til en islamiseret og evigt socialdemokratisk formynderstat, er bristet.

Pernille Vermund manglede ikke viljen, men danskerne ville noget andet.

ANNONSE

Mest læst

Krigsguden kalder