Kunstbilde

Adolph Tidemand (1814-1876).
Olje på lerret, 54 x 65 cm, privateie.

Bildet er signert og datert nede til høyre: A. Tidemand D(üsseldor)f. 1853.

Som mange vil vite, er motivet hentet fra Jørgen Moes (1813-1882) dikt Fanitullen, skrevet en gang på 1840-tallet:

I hine haarde Dage,
Da ved Øldrik og Svir
Hallingdølens Knivblad
Sad løst i hans Slir, –
Da Kvinderne til Gilde
Bar Ligskjorten med,
Hvori de kunde lægge
Sin Husbonde ned:

Stod der et blodigt Bryllup
I Hemsedal ensteds,
Hvor Leg og Dands var tystnet
Og Karlene slog Kreds.
Thi midt paa Gulvets Tilje,
I den mandslagne Ring,
Stod To med dragne Knive
Og eet Belte spændt omkring.

Og som udskaarne Støtter
I hvilende Ro
Staa endnu fire Karle
I Kredsen om de To.
De løfte Tyrilysen
Mod det sorte Bjelketag,
Hvor Røgens Hvirvler samles
Til et rugende Lag.

Forgjeves tvende Kvinder
Med Hyl trænge frem,
At bryde det faste Gjærde,
Der er stillet foran dem.
De kastes vredt tilbage
Af de muskelstærke Mænd –
Og Spillemanden rolig
Gaar til Kjældertrappen hen.

Nu skal han ned at tappe,
Thi den seirende Mand
Kan sagtens vel behøve
At kysse Bollens Rand.
I Beltespænding nappes
De kun med Blodets Tab,
Saa maa vel Aaren fyldes
Fra Tøndetudens Gab.

Men da han stod i Kjældren,
Han saa i et blaaligt Skin
En sidde der paa Tønden
Og stemme Felen sin.
Og Karlen holdt den omvendt,
Tæt op til Brystet klemt,
Og gav sig til at stryge,
Saasnart han havde stemt.

Det var et Spil, som dued:
Det klang som vred Mands Ord,
Som Hug af staalsat Bile,
Og som Næveslag i Bord.
Det jubled og det hulked
I den skumle Kjælderhal,
Da Slaattens Toner endte
Med et rungende Mandefald.

Taus Spillemanden lytted
Til de mægtige Løb;
Det var som Spillets Hvirvler
Ned ad Ryggen ham krøb.
Saa spurgte han den Anden:
«Hvor lærte du den Slaat?»
Han svared: «Det er det samme,
Men mind dig den blot!»

Nu Manden ned sig luded
Og efter Tappen tog –
Da saa han Hestehoven,
Som Takt mod Tønden flog.
Han glemte rent at tappe,
Han sprang i Stuen op –
Der løfted de fra Gulvet
Den faldne Mandekrop.

Fanitullen kaldes
Endnu den vilde Slaat,
Og Dølene den spille,
Og spille den godt.
Men lyde de grumme Toner
Under Øldrik og Svir,
Da løsner atter Kniven
I Hallingdølens Slir.

Nærmere bestemt, det øyeblikket da spillemanden ser at den ukjente fiolinist tramper takten med en hestehov, og forstår at det er selveste Fanden som spiller.

Det er bevart flere tradisjonelle feleslåtter med betegnelsen Fanitullen, men den vi oftest hører, er nok Johan Halvorsens (1864-1935) versjon fra scenemusikken til Sigurd Eldegards (1866-1950) skuespill Fossegrimen, oppført på Nationaltheatret i 1905, der Johan Halvorsen var kapellmester. Her skal vi høre den med Sigbjørn Bernhoft Osa (1910-1990) og Buen Kulturverksted.





Bildet ble solgt hos Grev Wedels Plass Auksjoner i Oslo den 21. november 2002. Utropsprisen var NOK 2 000 000, men tilslaget ble “bare” NOK 1 200 000.

ANNONSE

Læs også

Mest læst

Det er en kold tid vi lever i

Læs også