Kommentar

Alt hvad der kan krybe og gå står i kø for at hylde den netop afdøde Uffe Ellemann-Jensen. Modig var han, en stor statsmand, en værdig repræsentant for Danmark, et menneskeligt og politisk forbillede for mange. Der er ingen ende på lovordene.

Men inden vi dåner af beundring, er der en del hår i suppen, som vi gør bedst i ikke at glemme.

Mange vil således huske Ellemanns optræden under Muhamed-krisen, da han ville have Jyllands-Postens redaktør fyret for at have publiceret de berømte tegninger. I samme forbindelse kaldte han i et pakistansk tidsskrift Muhamed “islams hellige profet”, mens de fleste danskere havde svært ved at se noget helligt ved den gamle slaveholder og massemorder.

Om angrebene på den dødstruede svenske kunstner Lars Vilks – ham med rundkørselshundene – havde han følgende at sige:

“Det er jo ikke terror. Der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for.”

ANNONSE

Vilks døde ved en mystisk bilulykke for nogle måneder siden, så nu befinder han sig i det hinsides sammen med manden, der ikke havde ringeste sympati for ham. Det skal nok blive et interessant møde.

ANNONSE

Mest læst