Kopierede/fra hoften

Det er nu 54 dage siden vi fik at vide, at Ukraine ville falde i løbet af få dage. I toppen af det amerikanske militær regnede de med fire. Men det har vist sig vanskeligere at få gjort kål på de ukrainske “nazister” end alle regnede med.
Selvom Mariupol ved Sortehavskysten nu ligner Stalingrad efter de tyske bombardementer i 1942, holder ukrainske soldater stadig ud i ruinerne. Det samme gør 100.000 civile, for de har ingen steder at gå hen, og det er risikabelt at overgive sig til russerne – i betragtning af, hvad Putins tropper har gjort mod civilbefolkningen andre steder. Hellere dø i kamp end af nakkeskud.
I Kreml sidder Vladimir Putin, og han er næppe tilfreds med Ruslands militære bedrifter. I Vesten bliver der derfor konstant spurgt, om han vil bruge kernevåben. Politiken havde i går plastret forsiden til med den dystre betragtning, at hvis vi opruster, bliver det mere sandsynligt, at den russiske krigsherre bruger masseødelæggelsesvåben. Det forholder sig naturligvis omvendt. Jo svagere NATO forekommer, des mere bliver Putin opmuntret til at bruge atomare, kemiske og biologiske våben. Han ved nemlig, at han kan gøre det, uden at det får omkostninger. Og i kulissen sidder hans gode venner i Kinas kommunistiske parti og følger nøje med. Hvis Putin får held til at afsløre NATO som en forskræmt papirtiger, står vejen åben for at de kan bemægtige sig Taiwan og store dele af det sydvestlige Stillehav.
I Washington sidder den forvirrede mus Joe, der har fuldt op at gøre med mænds adgang til dametoiletter og fri adgang til USA for enhver, der kan slæbe sig over den mexikanske grænse.
En rigtig mand ville sige, at hvis Putin vil bruge atomvåben, så skal han vide, at dem har vi også.
ANNONSE

Mest læst

Tjekkerne kaster handsken

Vildledelse som metode