Kommentar

Geeti Amiri har skrevet et opslag om sine tanker og følelser affødt af Afghanistans fald til Taliban og krigen i Ukraine. Det fortjener et svar, for det er velformuleret, ærligt og rørende.
Amiri beskriver sin situation: “At være rodløs, indtil mine børnebørn i fremtiden kan synge, i Danmark er jeg født og aldrig erindre følelsen af, hvad dvs. at være en ø mellem to verdener. Nu forstår jeg bedre end nogensinde før, hvorfor jeg hader samfundets klæbrige etiketter som “mønsterbryder”, “solstrålehistorie” og “velintegreret”. Jeg er ikke et hak bedre end andre flygtningebørn. Jeg var bare heldig. Det føles forkert. Jeg er ikke nogens præmieperker-trofæ. Jeg er datter af to mennesker, der aldrig blev dem, de var, før de blev flygtninge. Jeg fik smerten over at være hjemløs med modermælken. Glansbilledet var til for jeres skyld, men jeg lever med et krakeleret hjerte. Jeg overlever på trods.”
Hun vender sig mod hjemlige, apologetiske forskere, der hævder, at det nye Taliban, der tog magten i Afghanistan den 16. august 2021, skulle være mere moderat end det gamle, der midlertidigt mistede magten efter den vestlige invasion i 2001. Jeg kender også disse typer, som ikke har meget med forskere at gøre, men har gjort det til deres profession at komme med undskyldninger, uanset hvad jihadister ude og hjemme finder på.
Få, skriver hun, tager notits af den skæbne, der har ramt hendes afghanske landsmænd, efter at amerikanerne brat forlod landet. Og hun har ret. Danskerne er blevet mætte af beretninger om de forfærdelige forhold i muslimske lande. De har ikke lyst til at høre om dem, for hvad skal Danmark gøre? Hvad skal den civiliserede verden i det hele taget stille op for at løse Afghanistans permanente humanitære krise? Vesten rykkede ind med en stille forventning om, at vi kunne bygge skoler, give piger lige vilkår og berede vejen for i det mindste en rudimentær civilisation. Men efter tyve års ofre i blod og penge har vi set, at det hele var forgæves. Afghanistan er præcis som før Vestens ankomst.
Hvis flertallet af den afghanske befolkning ville af med Taliban – og i det hele taget det, der går under betegnelser “islamisk fundamentalisme“ – hvorfor brugte den så ikke de tyve år på at opbygge en hær, der kunne modstå barbarerne? Der var jo ingen mangel på vestlige penge eller militære instruktører, som stod parat til at hjælpe.
Jeg tror, at offentlighedens træthed skyldes en erkendelse af, at muslimske flertalssamfund simpelthen ikke lader sig reformere – eller civilisere, om man vil. Og at, hvis det skal ske, må reformerne komme indefra. Tiden, da vestlige regeringer rejste rundt i verden for at påtvinge fremmede kulturer frihed og demokrati, er forbi.
Geeti Amiri kritiserer, at der nu bliver gjort forskel på ukrainske flygtninge og flygtninge fra f.eks. den muslimske verden. “Flygtninge er flygtninge” skriver hun, og det anstår sig ikke for politikerne at opfinde “finurlige begreber som nærområder”.
Men der ER jo forskel på flygtninge. Efter flere generationers ophold i Danmark erklærer 77 pct. af herboende muslimer, at de foretrækker Koranen – shariaen – frem for den danske grundlov. De vil altså noget, der i betænkelig grad minder om Taliban, som ikke er nogen afvigelse fra ortodoks islam, men rendyrket islam. Når stort set hele Danmark byder velkommen til ukrainske flygtninge – der vel at mærke er rigtige flygtninge og ikke økonomiske lykkejægere – er årsagen, at ingen forventer, at de vil påtvinge os et eksotisk diktatur eller en forskruet ideologi.
Amiri slutter smukt: “Jeg har brugt min tavse periode på at bearbejde mit flygtningetraume, og forsat er i gang med at finde mit (debat)sprog. For jeg mistede det, da jeg blev berøvet kendskab til mine rødder. Igen for anden gang. Det er måske uforståeligt, når jeg er formet af København, men jeg er støbt af Kabuls skrøbelige skønhed.”
Jeg er formet af skønheden i det københavnske latinerkvarter, hvor jeg gik til undervisning i Shakespeare. Jeg elskede at gå rundt i Frederiksberg Have og Søndermarken og drikke øl ved Gammel Strand og på Gråbrødre Plads. Nu tør jeg sjældent komme der, for jeg er en mærket mand efter at have kritiseret islam.
Ligesom du, Geeti er jeg flygtning – blot i mit eget land.
Verden er et hårdt sted.
ANNONSE

Mest læst

Tjekkerne kaster handsken

Vildledelse som metode