Kopierede/fra hoften

For nylig blæste hovedet af Jeannette Ehlers og La Vaughn Belles flamingoskulptur I Am Queen Mary, der er placeret ved Det Vestindiske Pakhus i Toldbodgade i København. Det blev ikke enden på skulpturen. Skulpturen skal i stedet støbes i det mere vejrbestandige materiale bronze og opstilles permanent i Toldbodgade. Det har Københavns Borgerrepræsentation netop besluttet.

I Am Queen Mary er et forunderligt miskmask af forskellige udsagn. Skulpturen er resultatet af en 3D-scanning af Jeannette Ehlers og La Vaughn Belles kroppe, men skal ifølge kunstnerne fungere som et mindesmærke over den danske kolonihistorie i Dansk Vestindien. Jeannette Ehlers, der er mere hvid end sort, er datter af en dansk mor og en far fra Trinidad. Ehlers har de seneste syv år skabt sig en karriere med værker, der har problematiseret dansk kolonihistorie og fremhævet hendes egen “sorthed”. I og for sig underligt da Trinidad, hvor Ehlers’ far stammer fra, ikke var en dansk koloni, men en britisk. Derfor er La Vaughn Belle, der er bosiddende på De Amerikanske Jomfruøer (tidligere De Dansk Vestindiske Øer), hyret ind som lokalt alibi for Ehlers’ statue.
I Am Queen Mary repræsenterer oprøreren Mary Thomas, der deltog i en opstand mod de hvide plantageejere i Dansk Vestindien. Queen Mary alias Mary Thomas var en af lederne af et oprør på øen St. Croix i 1878. Hvorfor Mary Thomas skal repræsenteres af en 3D-scanning af to nulevende kunstneres kroppe frem for af en figur, der tager udgangspunkt i historiske afbildninger af Mary Thomas, er et såkaldt godt spørgsmål. Men måske handler skulpturen mere om Jeannette Ehlers end om Mary Thomas og kolonitiden?
I en tid, hvor Jeannette Ehlers’ kunstnerkolleger på Det Kongelige Danske Kunstakademi, destruerer skulpturer, fordi de forestiller mennesker, som de pågældende ikke bryder sig om, er det påfaldende, at Jeannette Ehlers overhovedet skaber en skulptur, der hylder Mary Thomas.
Mary Thomas var en af de mest aktive under oprøret på St. Croix. Et oprør, der kostede 100 sorte livet, mens tre hvide blev dræbt. Under oprøret var Mary Thomas ifølge samtidige kilder stærkt beruset, og hun råbte, at alle, som ikke ville være med i oprøret, skulle halshugges. Hun var også aktiv i hærværk og brandstiftelse på plantagerne. Efter oprøret fik Mary Thomas en dødsdom for plyndring og ildspåsættelse. Dommen blev imidlertid konverteret til en fængselsstraf (hvoraf hun afsonede ni år i et kvindefængsel i København, inden hun blev sendt tilbage til De Dansk Vestindiske Øer for at udstå resten af straffen).
Dommen for plyndring og ildspåsættelse var ikke Mary Thomas’ første. Hun var tidligere straffet for mishandling af et af sine tre børn, der alle var født udenfor ægteskabet, og for tyveri.
Så midt i København skal der stå en syv meter høj hyldest til en drikfældig enlig mor, der var dømt for børnemishandling, plyndring og ildspåsættelse, og som opfordrede til drab på mennesker, der ikke ville det samme, som hun ville.
Men det stopper ikke her.
Den stol, som Queen Mary-figuren er placeret i, er en tro kopi af en stol, som Huey P. Newton – stifteren af den paramilitære organisation De Sorte Pantere – poserer i på et ikonisk foto.
Huey P. Newtons kriminelle cv står ikke tilbage for Mary Thomas’. I 1964 stikker Newton gentagne gange en mand med en kniv. Det udløser en fængselsdom på seks måneder. 27. oktober 1967 er Huey P. Newton ude for at fejre, at hans prøvetid er slut. Han bliver standset af en politimand, der tilkalder forstærkning. Episoden ender med, at den ene politimand – John Frey – bliver skudt og dræbt, mens den anden politimand bliver hårdt såret. Også Huey P. Newton bliver såret af skud.
Newton får en dom på to til 15 år for manddrab. Men i 1970 bliver dommen omstødt, da to på hinanden følgende juryer ikke kan nå til enighed. Forfatteren Hugh Pearson skriver i sin bog om De Sorte Pantere – Shadow of the Panther – at Newton, når han var fuld, pralede med, at han havde dræbt John Frey med fuldt overlæg. Andre forfattere, der har beskæftiget sig med De Sorte Pantere, afviser dette udsagn.
I 1974 bliver Newton igen indblandet i en mordsag, da en 17-årig prostitueret bliver skudt på gaden og senere dør af sine kvæstelser. Huey P. Newton bliver tiltalt for drabet, men forbliver på fri fod, da han stiller en kaution på 80.000 dollars. Inden retssagen imod ham begynder, flygter Newton til Cuba, hvor han opholder sig indtil 1977.
I 1977 vender han tilbage til USA, hvor han skal i retten vedrørende mordet på den prostituerede og i en sag, der omfatter et voldeligt overfald på en mand. Ofret blev ifølge anklagen slået i hovedet med en pistol.
I oktober 1977 forsøger tre medlemmer af De Sorte Pantere at myrde Crystal Gray, der er et hovedvidne i mordsagen mod Newton. Crystal Gray nægter efter mordforsøget at vidne mod Newton i retten. Manden, som Newton er anklaget for at have slået i hovedet med sin pistol, ændrer i retten forklaring flere gange og påstår til sidst, at han ikke aner, hvem, der overfaldt ham. Huey P. Newton går fri af de alvorlige anklager for mord og voldeligt overfald. I september 1978 modtager han en dom for ulovlig våbenbesiddelse.

Nu skal Mary Thomas og Huey P. Newton hyldes for tid og evighed i København. Ironien er til at tage at føle på.

Se også
Dan Park og Momodou Jallow (entartete kunst). Dobbeltportræt.

Køb Lars Hedegaards nye bog her!

ANNONSE