Kopierede/fra hoften

Det vækker opsigt, da to omstridte imamer deltager ved Kong Frederik X’s festgudstjeneste i Aarhus Domkirke i januar 2024.

Da Kong Frederik X, Dronning Mary, Kronprins Christian og Dronning Margrethe træder ind i Aarhus Domkirke, hilser de anerkendende på imam Siad Dahir Ali og imam Khaled Edwan fra Fredens Moske i Aarhus.
To imamer, der trækker et islamistisk spor af sharia-råd, muslimsk tvangssex og flerkoneri efter sig. De gruopvækkende spor ender hos terrorgruppen Hamas, der står bag børnedrab, voldtægt og henrettelser af homoseksuelle.

Hvorfor inviterer Kong Frederik disse to imamer til en særlig festgudstjeneste i en dansk domkirke?

Det altoverskyggende spørgsmål er, hvorvidt danskerne kan stole på medlemmerne af det danske kongehus.

Det er Kong Frederik og kongehuset, der i høj grad har ønsket og tilrettelagt den aarhusianske festgudstjeneste søndag 21. januar 2024.

“Det er den kommende konges ønske at holde gudstjenesten i Aarhus, og det er jeg selvfølgelig glad for,” siger biskop Henrik Wigh-Poulsen, der leder gudstjenesten.

Kong Frederik og kongehuset har haft altoverskyggende indflydelse på gæstelisten til gudstjenesten. En gæsteliste som de kontroversielle imamer ender på.

Men hvem er imam Siad Ali og imam Khaled Edwan? Og hvilken størrelse er Fredens Moske i Aarhus?

Siad Dahir Ali er født i Somalias hovedstad Mogadishu i 1987.

Den afrikanske indvandrer får tildelt et dansk pas i vinteren 2009. Det er den islamofile venstre-politiker og daværende integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, der fremsætter lovforslaget, der gør Siad Dahir Ali til dansk statsborger.

Siad Dahir Ali er i dag tilknyttet Fredens Moske i Aarhus. En skandaleramt moske, der har huset et lovgivende sharia-råd og kvindefornedrende ægteskabsrådgivning.

Men Siad Dahir Ali er også formand for organisationen DISR – Dansk Islamisk Råd.

Dansk Islamisk Råd har tætte bånd til den islamiske organisation ‘Det Muslimske Broderskab’. Og det er her den aktuelle terrorgruppe Hamas kommer ind i billedet.

Den islamistiske terrorgruppe Hamas blev oprindelig grundlagt som den palæstinensiske underafdeling af ‘Det Muslimske Broderskab’.

I dag er Hamas på terrorlisterne hos EU og USA.

7. oktober 2023 stod Hamas bag det blodigste terrorangreb på jøder siden Anden Verdenskrig. Jødiske kvinder bliver voldtaget, de får skåret deres bryster af, og de bliver likvideret. Jødiske børn bliver dræbt i favnen på deres forældre. Der bliver dræbt omkring 1200 ofre ved terrorangrebet. Omkring 240 mennesker bliver taget som gidsler og levende skjolde af Hamas og andre terrorgrupper. Hovedparten af gidslerne er jøder.

ANNONSE

Da Siad Dahir Ali deltager i den kongelige festgudstjeneste lidt over tre måneder efter Hamas-terrorangrebet, er den somaliskfødte imam svøbt i et palæstinensisk tørklæde med teksten “Befri Palæstina”.

Terrorgruppen Hamas har som erklæret mål at “befri” palæstinenserne for de jødiske indbyggere i Israel. I praksis har Hamas en målsætning om drab og etnisk udryddelse af millioner af jøder i Israel.

Da Kong Frederik og den royale familie skrider op ad kirkegulvet i Aarhus Domkirke, smiler kongen og bukker let for imam Siad Dahir Ali, da det kongelige følge passerer æresgæsterne.

En royal gæsteliste, der altså tæller formanden for DISR – Dansk Islamisk Råd.

Dansk Islamisk Råd står bag Danmarks første stormoské på Nørrebro i København. I 2014 får danskerne den første minaret, der troner over hovedstaden, da Hamad Bin Khalifa Civilisation Center bliver indviet.

Stormoskéens imam er på daværende tidspunkt den 53-årige Jehad Al-Farra, der ikke lægger skjult på sin tilknytning til islamistbevægelsen ‘Det Muslimske Broderskab’.

“Jeg har forbindelser til broderskabet, og det er den organisation, der har lært mig om islam. Jeg er inspireret af Tariq Ramadan og hans tanker om en moderat islam i Europa,” siger Jehad Al-Farra.

Tariq Ramadan, der blev anklaget for voldtægt og trusler i 2017, er barnebarn af Hassan al-Banna, der grundlagde ‘Det Muslimske Broderskab’ i 1928.

I 1987 blev terrorgruppen Hamas dannet som en palæstinensisk underafdeling af ‘Det Muslimske Broderskab’. Hamas har siden midten af 00’erne kontrolleret Gaza-området i Mellemøsten.

Terroristerne fra Hamas har holdt Gaza i et sharia-jerngreb. I 2016 blev den 34-årige Mahmoud Ishtiwi henrettet af Hamas, fordi han angiveligt var homoseksuel. Ifølge sharialoven skal homoseksuelle dø.

Der er altså en tydelig tråd fra sharia-terroristerne hos Hamas til den københavnske stormoské og Dansk Islamisk Råd.

Den kontroversielle imam, Shaykh Khalid Yasin, har flere gange optrådt i stormoskéen i København, der er kontrolleret af Dansk Islamisk Råd.

Khalid Yasin har udtalt, at bøsser skal dø, og at kvinder tæskes.

Islamisten Khalid Yasin optræder senest i stormoskéen ‘Hamad Bin Khalifa Civilisation Center’ fredag 12. januar 2024. Knap en uge før den kongelige festgudstjeneste i Aarhus.

Alligevel inviterer Kong Frederik og kongehuset formanden for Dansk Islamisk Råd, Siad Dahir Ali, der driver moskéen, hvor Shaykh Khalid Yasin prædiker.

Dansk Islamisk Råd og Shaykh Khalid Yasin trækker også tråde til en muslimsk velgørenhedsorganisation i Danmark. En af organisationens bagmænd sidder lige nu varetægtsfængslet i en stor dansk terrorsag, der trækker tråde til Hamas.

Der er nedlagt navneforbud i terrorsagen. Derfor kan jeg ikke skrive, hvem, der sidder fængslet i terrorsagen.

Dansk Islamisk Råd har fået finansieret en stor del af stormoskéen med penge fra shariastyret i Qatar. I 2020 kom det frem, at det drejer sig om mindst 227 millioner.

Det er offentligt kendt, at Qatar har støttet terrorgruppen Hamas med mere end 12,3 milliarder kroner. Flere af de ledende terrorister fra Hamas bor og arbejder i Qatar.

Ingen danske medier stiller kritiske spørgsmål om imam Siad Dahir Alis forbindelse til Dansk Islamisk Råd og Det Muslimske Broderskab / Hamas, da den somaliske indvandrer deltager i Kong Frederiks festgudstjeneste.

Da kongehusets gudtjeneste er begyndt, sidder imam Khaled Edwan få skridt fra Siad Dahir Ali. De har begge frit udsyn til den danske kongefamilie.

Palæstinensiske Khaled Edwan står oplistet på den officielle gæsteliste til den tv-transmitterede festgudstjeneste.

Khaled Edwan er født i Libanon i 1988. Men han ankommer senere til det danske velfærdssamfund.

Den arabiskfødte imam bliver gift med dem palæstinensiske kvinde, Shaymaa Ahmad Najjar.

Shaymaa Najjar bærer islamisk tørklæde, hun har læst islamiske studier, og hun underviser i ‘mellemøstlig kulturforståelse’ hos Østjyllands Politi.

Netop Østjyllands Politi kom i vælten, da politiledelsen i 2014 oprettede det første muslimske bederum til de muslimske politibetjente på politigården i Aarhus. ‘Kulturforståelsen’ går kun én vej.

I sommeren 2008 får den libanesiskfødte Khaled Edwan tildelt et rødbedefarvet dansk pas.

Det er igen den stærkt islamofile venstre-minister, Birthe Rønn Hornbech, der fremsætter lovforslaget, der munder ud i endnu et dansk statsborgerskab til en kontroversiel muslim.

Allerede som 17-årig leder Khaled Edwan bønnen i Fredens Moske i Aarhus.

Khaled Edwan er søn af den kontroversielle imam, Ghassan Naief Edwan, der også går under navnet Abu Khaled.

Ghassan Edwan er født i Libanon i 1962. Han får et dansk statsborgerskab i vinteren 2015.

Denne gang er det Danmarksdemokraternes partileder, Inger Støjberg, der sætter sin underskrift på lovforslaget i sin egenskab af daværende integrations- og boligminister.

Ghassan Edwan / Abu Khaled har i en årrække været tilknyttet Danmarks mest berygtede moské – Grimhøjmoskéen i Aarhus.

Der er tale om en salafistisk moské, der har fostret et stort antal Islamisk Stat-terrorister, der har kæmpet en væbnet kamp i Syrien. 22 ud af 27 unge aarhusianere, der meldte sig under Islamisk Stats sorte faner, har haft deres gang i Grimhøjmoskéen.

Grimhøjmoskéens formand Oussama El-Saadi har udtalt:

“Jeg håber, at Islamisk Stat vinder, og at vi en dag har en islamisk stat i verden.”

I 2017 tordnede Ghassan Edwan / Abu Khaled imod de mennesker, der støtter staten Israel.

“Enhver, der ønsker og støtter, at Jerusalem bliver et samlepunkt til zionister vil tabe og skuffes,” lød det fra imamen fra Libanon.

Det er Ghassan Edwan /Abu Khaleds søn – Khaled Edwan – der allerede som teenager leder bønnen i Fredens Moské på både arabisk og dansk.

I marts 2016 står Khaled Edwan i spidsen for fredagsbønnen, da 1.530 muslimer hylder Allah. Bønnen foregår i et aktivitetscenter, der ligger tæt på ghettoen Gellerupparken.

Få dage inden er Fredens Moske kommet i søgelyset, da TV 2’s dokumentarprogram ‘Moskeerne bag sløret’ afslører, at den aarhusianske moske er dybt radikaliseret.

Facaden krakelerer ganske enkelt hos Fredens Moske og imam Khaled Edwan.

TV 2’s dokumentarserie viser, hvordan der i aarhusianske moskeer bliver udtrykt accept af stening, vold mod børn samt det synspunkt, at en mand har ret til sex med sin kone, også selvom han slår hende, og hun ikke har lyst til sex.

I Fredens Moske rådgiver en imam kvinder til at finde sig i flerkoneri, og imamen understreger, at de muslimske kvinder ikke må nægte deres mænd sex.

En imam fra Fredens Moske har på tvetunget vis fortalt, at moskeen overholder reglerne i Danmark.

TV 2 afslører også, at der en islamisk domstol og sharia-råd i Fredens Moske.

Skjulte optagelser dokumenterer, hvordan et sharia-råd bestående af ledende personer med tilknytning til Fredens Moske afgør om, muslimske par kan blive islamisk skilt.

Det er på daværende tidspunkt første gang i Danmark, at et sådant sharia-råd bliver dokumenteret med et kamera.

På optagelserne lyder dommen fra en imam til en muslimsk kvinde:

“Imamen har fældet sin dom. Tag nu tilbage som om intet af det her var sket.”

Sharia-råd, tvangssex i ægteskabet og flerkoneri er en del af mindsettet i Fredens Moske i Aarhus.

Nogle år efter dokumentarprogrammet melder den nu tidligere imam i Grimhøjmoskéen, Ghassan Edwan / Abu Khaled, sig under fanerne i Fredens Moske. Far og søn bliver forenet som forkyndere i samme moské.

I november 2019 optager Khaled Edwans kontroversielle far en video med den psykisk syge digter, Yahya Hassan, der er kendt for sin uendeligt lange kriminelle løbebane. Optagelserne foregår hjemme hos Yahya Hassans mor.

“Jeg er født muslim, og jeg vil dø muslim,” siger en tydeligt sygdomssvækket Yahya Hassan på videoen.

Det viser sig, at imam Ghassan Edwan / Abu Khaled er onkel til Yahya Hassans mor.

Få måneder efter – i foråret 2020 – bliver den 24-årige Yahya Hassan fundet død i sin lejlighed. Det er Ghassan Edwan / Abu Khaled, der står for den islamiske begravelse af forfatteren, der solgte rekordmange eksemplarer af sin selvbetitlede debutdigtsamling. Martin Krasnik fra Weekendavisen deltager i begravelsen.

I sommeren 2023 bliver der afholdt et arrangement med hadprædikanten Khalid Yasin i Fredens Moske i Aarhus.

“Det bliver en stor dag i morgen, da Shaykh Khalid Yasin besøger os,” skriver Fredens Moske på Facebook i juni 2023.

Khalid Yasin er den føromtalte imam, der mener, at bøsser skal dø, og at kvinder skal tæskes.

Khalid Yasin er forbundet til den radikaliserede stormoské i København, ‘Hamad Bin Khalifa Civilisation Center’, der trækker tråde til Dansk Islamisk Råd, ‘Det Muslimske Broderskab’ og terrorgruppen Hamas.

I 2017 kom Khalid Yasin på myndighedernes hadprædikantliste, og han fik indrejseforbud i Danmark. Forbuddet blev ophævet i 2019, så han kan optræde i både stormoskéen og Fredens Moske i dag.

Trods deres tydelige forbindelser til de mest radikale udgaver af islam var imamerne Siad Dahir Ali og Khaled Edwan altså Kong Frederiks æresgæster ved den storslåede festgudstjeneste i Aarhus Domkirke.

Danskerne kan spørge sig selv, hvorvidt de stoler på Kong Frederiks dømmekraft.

ANNONSE