Kommentar

Hizb ut-Tahrir udenfor Christiansborg 1. november. Foto: Snaphanen.dk

EU-landenes indenrigsministre mødtes fredag ​​til en videokonference, hvor kampen mod terrorisme var højt på dagsordenen efter terrorangrebene i Frankrig og Østrig i de seneste uger.

Blandt de aftalte foranstaltninger var at fjerne terrorindhold hurtigere fra sociale medier og styrke kontrol ved de ydre grænser.

I betragtning af at halshugningen af ​​fransk lærer Samuel Paty fandt sted efter at et pisk af had mod ham var blevet pisket op på sociale medier, og at terroren i Nice blev udført af en ulovlig indvandrer, er disse foranstaltninger logiske nok.

Ikke desto mindre er dette multinationale kollegium af sikkerhedsministre ikke i stand til åbent at anerkende, hvilken slags strategisk image det er, der letter mere terrorisme.

NTB citerer fra en erklæring efter mødet:

Vi er urokkelige i vores enhed og vores solidaritet i kampen mod terrorisme, siger EU’s indenrigsministre i en fælles erklæring efter de nylige angreb.

Hvad skulle de ellers være? Var det nødvendigt at mødes for at bestemme noget så åbenlyst banalt?

Officielle erklæringer peger imidlertid klart i den retning, at man ikke ønsker at se de virkelige trusler:

– Vi står sammen for at forsvare mangfoldighed og retsstatsprincippet. Vi vil bekæmpe ekstremisme, uanset hvilken form det tager, siger den tyske indenrigsminister Horst Seehofer, der var medformand for en videokonference på fredag.

Efter tre tilfælde af islamisk terror på rap, kunne man tro, at det var et dårligt valgt tidspunkt at nedjustere den islamistiske terrortrussel ved at tale generelt om alle former for ekstremisme.

Ikke desto mindre skal intelligent liv også have været til stede under mødet:

Der blev ministrene enige om en fuldstændig erklæring om kampen mod terrorisme i lyset af de nylige angreb i Frankrig og Wien. Henvisninger til islam og migration fra tidlige udkast blev fjernet eller skarpt nedtonet i teksten, der blev vedtaget.

Nogle havde således peget på islam og migration som de terrordrivende faktorer, som ethvert barn kan se, at de er. Ikke desto mindre valgte ministrene med sikkerhedsansvar at samle sig omkring en erklæring, hvor man bevidst undgår at se de største sikkerhedstrusler.

ANNONSE

For noget af den islamiske terror, der har hærget Europa i dette årtusinde, har lært os, er, at både muslimske indvandrere til Europa og efterkommere af sådanne har stået bag en række islamisk-motiverede terrorangreb på vores kontinent.

Enhver, der ikke tager en aktiv rolle i at stoppe med at observere virkeligheden, har dette i tankerne. Allerede terrorangrebet i London i 2005 illustrerede fænomenet.

Det samme gør terrorangrebet i Wien: terroristen blev født i byen muslimske forældre.

Indtil blindhed er der behov for ideologiske fanatikere for ikke at se islam og migration som faktorer for en øget terrortrussel. Men sådanne fanatikere leverer til gengæld varerne:

– Religion er ikke en trussel. Terrorister er derimod en trussel. Og terrorister kan basere deres forvrængede verdensbillede på både ekstrem islamisme og højreorienteret ekstremisme – og begge skal bekæmpes, understregede indenrigskommissær Ylva Johansson over for nyhedsbureauet TT inden mødet.

Problemet for Johansson er, at Koranen fungerer som en terroristmanual, og at Muhammad var en terrorist. Koranen og Muhammad er hellige for alle praktiserende muslimer, så det er svært at vide, hvilke enkeltpersoner, moskeer eller grupper, der tager dem bogstaveligt. Og med den ekspansionistiske muslimske fundamentalisme, der har blomstret både i og uden for Europa i løbet af de sidste fyrre år, har der ikke været nogen mangel på bogstavelige muslimer.

Hvor et tilstrækkeligt antal nidkære muslimer er samlet i et miljø, som de anser for korrupt, og det kræver ikke meget, vil der altid være en terrortrussel – og det uanset hvor mange fredelige og elskelige muslimer der kan være.

Pointen illustreres meget godt ved forskellen mellem de europæiske lande: faren for islamisk terror er omtrent proportional med størrelsen på de muslimske befolkninger.

Det er en slags politisk mode i disse dage at udråbe dem, der både ser og sætter ord på disse fakta som højreorienterede ekstremister. Når EU-kommissær advarer mod højreorienteret ekstrem terror, fungerer det som en slags intimidering mod at sige sandheden.

En offentlig samtale baseret på systematiske løgne er et dårligt udgangspunkt for formulering af politik. Så ender man med at tro, at en effekt skal fjernes uden at gøre noget ved årsagen.

Det er en form for galskab, der er desto mere nedværdigende, fordi de, der er berørt af det, også udfolder deres enkle mangfoldighedsretorik, mens almindelige mennesker trækker sig tilbage – både fra den mangfoldighed, de presses på, og propagandaen om den. Men det er ikke så let at flygte længere. Til dette formål er påmindelserne for mange og virkeligheden for påtrængende.

Bestil Lars Hedegaards nye bog her!

ANNONSE

Mest læst

Alle kan ikke bo i Europa