Kommentar

Je suis Charlie – eller på socialistisk dansk: On se fiche de Charlie (vi er ligeglade med Charlie).

Altså ligeglade med de modige, franske satiretegnere, der turde gå i døden for at fortælle os andre om sandheden bag Europas uhyggelige underkastelse af vel nok verdens mest formørkede invasion.

Disse tegnere tegnede deres egen død. Men trods det, at vi alle hyldede dem, forstod ikke alle deres tegninger. De fandt dem blot sjove. For de forstod aldrig, at satire, humor og sarkasme faktisk ikke er sjovt, men er en populær måde til at fortælle os andre, at det her er altså alvor.

Selv her i vort “frisindede” Danmark forstod vore journalister og kunstnere ej heller budskabet. For de havde for længst lagt deres berømte slogans i graven: “Pennen er stærkede end sværdet”. Eller: “Med vore tegninger eller kunstværker viser vi magthaverne, at vi tør bryde de grænser, som ingen andre tør”.

ANNONSE

Øh, de viste os ikke en skid.

For vore journalister og kunstnere tier stadigt. Eller rettere sagt, de skriver/tegner kun det, som den mørke bevægelse tillader. Omvendt hylder de et dansk museum, der ikke tør vise de fremmedes profet, men gerne viser kunstværket “Jesus nedsænket i urin”. For det glæder den mørke bevægelse – og de danske, røde journalister og kunstnere.

Tilbage ligger elleve franske, døde tegnere i den golde, mørke vinterjord, og tænker:

– Selv de frihedselskende danskere forstod ikke vore advarselstegn.

Billedtekst: – Alt er tilgivet, siger de døde tegnere.

– Men vi andre tilgiver aldrig de, der ikke tillod jer at sige sandheden, siger jeg. 

Peter Qvistgaard
ANNONSE

Mest læst

Tillader Koranen voldtægt?

Ansvaret dit, fru Andersen