Tavle

Jeg har netop set et både besynderligt og bemærkelsesværdigt interview med Søren Pind i anledning af hans nye bog. Og som altid i disse dage, gik en stor del af tiden med at diskutere udlændingepolitik. Den var desværre blevet til et spil, sagde den tidligere Venstre-minister – altså noget, som politikerne jonglerer med for at få magt.

Senere forklarede Pind, at sådan havde han også selv forholdt sig til udlændingepolitikken. På et tidspunkt havde han kontaktet Henrik Sass Larsen for at undersøge, om Venstre kunne lave en handel med Socialdemokratiet. Ikke for at løse udlændingeproblemet (for man forstod på Pind, at det allerede var løst), men for at de to partier i fællesskab kunne lægge sagen død.

Det skulle være slut med mere snak og flere indgreb, således at de to partier kunne gå til valg uden at høre mere vrøvl om islam og ghettoer. Det blev nu ikke til noget.

ANNONSE

Derfor var det også logisk, at Pind sluttede med at udnævne Stram Kurs og Nye Borgerlige til hovedfjenden, der havde saboteret Venstres muligheder for atter at danne regering.

Således har vi på bedste vis atter fået demonstreret, hvor den egentlige skillelinje går i dansk politik – nemlig mellem de pro- og anti-islamiske partier.

ANNONSE

Mest læst

Vestens triste eftermæle