Kommentar

Michael Ancher Ved bedstemorderens sygeseng 1879

Vi er i ørkenlandet. Der hvor ingenting kan gro. Der hvor der bare er sand så lang øjet rækker. Der hvor sandstorme raser og gør alting tørt. Ensomhedens sted. Ondskabens sted. Ødelæggelsens land.

Denne Ørken er også her hos os. Der hvor røg stiger op fra nedbrændte byer, der hvor intet kan gro, der hvor mennesker lider og hvor de kives og strides.

Og så er der sjælens ørken. Der hvor håbet visner, hvor kærligheden tørrer ud. Hvor mismodet tager over. Vor sjæls ørkens tørke.

Vi kender derfor ørkenen, selvom vi ikke lever i Orienten. For vi lever med den. Den er en del af vort liv.

Men da vi ikke kender den konkrete ørken, ved vi måske heller ikke, at selv i ørkenen kan roser pludselig blomstre, selv i ørkenen er der oaser med palmetræer og kildevand og selv i ørkenen kan den almægtige Gud vise sig, selv der når hans barmhjertighed ud.

ANNONSE

Hvis vi ikke vidste det, ved vi det nu efter at have hørt fortællingen om hvordan Jesus fristes i ørkenen. For den fortælling siger os jo, at selv i ørkenen er Jesus sammen med os. Her prøves han ligesom vi prøves. Han mærker sult og nød og fattigdom og afmagt. Han fristes til at undslippe. Til at opgive at være, der med os i ørkenen. Til at opgive at være menneske med os. Til at være menneske FOR os. Han fristes til at opgive det han var kaldet til – nemlig at gå med os i gennem dødsskyggens dal. Til tålmodigt at bære vores byrder.

Havde Jesus opgivet, havde der ikke været nogen tornekrone, intet kors, ingen grav og ingen opstandelse. Han ville i stedet stå på en balkon et sted og skue ud over rækker af mennesker med bøjede hoveder. Uden glæde, uden frihed og uden livsmod. Og ørkenen ville stadig være der. Håbet ville være borte og sjælen tørret ud.

Men Jesus modstod fristelserne. Han tog en tjeners skikkelse. Han valgte os i stedet for sig selv. Han valgte ydmyghed i stedet for overhøjhed og magt. Han valgte udholdenhed i stedet for det bekvemme. Han valgte ånd i stedet for brød for – mennesket lever ikke af brød alene.

Jesus sagde nej til fristeren og ja til os. Han sagde: Vig bort satan og samtidig sagde han ja til lidelse, afkald og død. Til at bære os. Til at bære al vor synd, sorg, skam og lidelse.

Da Jesus afviste Satan, gjorde han det også på vores vegne, for os når vi ikke kunne. Når han siger ”Vig bort til satan,” siger han også: Vig bort fra det menneske jeg elsker, som jeg lider og dør for.

For ved Gud vi fristes også – til at foretrække letheden i stedet for tyngden. Ansvarsløshed for ansvar. Vi foretrækker brød for ånd. Vi fornægter halvgudelivet, det liv vi er bestemt til som mennesker skabt i Guds billede. Der er en Adam og en Eva i os alle.

For vi kender alle til den ansvarsfralæggelse vi møder hos Adam og Eva. ”Det var ikke mig der gjorde det, det var nogle andre eller jeg blev lokket og det var ikke min skyld.”

Vi skyder skylden fra os og over på den anden vi var bestemt til at elske og ære. Vi siger nej til at passe på hinanden, at tjene hinanden. Vi gør andre til midler for vores mål. Vi går over lig for at nå vore mål og efterlader brændende byer og udtørret ørk bag os.

Men se nu, at der er håb midt i ørkenen. Midt i ødemarken. Adam og Evas fald er vendt. For er Jesus hos os når vi fristes, kan vi bede LED OS IKKE I FRISTELSE. Så kan vi sige ja til et liv i Kærligheds og sandheds Ånd, den Ånd der knytter hjertebånd. Det er et liv, hvor vi lader vores lys brænde og sætter os selv på spil. Måske endda vores sikkerhed og tryghed. Måske vores magelighed, for et liv i tjeneste, et kristent liv, er også et liv i risiko og kamp.

I brevet jeg læste fra alteret fra apostlen Paulus til en bange, splittet og forfulgt menighed hører vi om, hvordan vilkårene for et kristenliv var for urmenigheden. Det kostede nød, angst, pinsler og søvnløse nætter.

Så går det måske op for os, at der er en pris, at det koster noget. At det koster noget at være tro mod det Gud skænker dig helt gratis. Ja, for det koster at du opgiver noget af dig selv og giver det til andre.

Følelsesmæssigt overskud – tid til andre – skulle efter sigende være det vi er mest nærige med nu om dage. Hvorfor er det egentlig sådan, når vi materielt set har det bedre end nogensinde, hvor vi har bedre sundhed og lever længere? Det er som om jo rigere og sikrere vi bliver jo mindre tilbøjelige bliver vi til at dele.

Da det dansk-jødiske ægtepar Israel og Rachel Rachlin i 1956 vendte hjem til Danmark efter at have været tvangsdeporteret til Sibirien i 16 år varede det, på trods af glæden ved at være vendt hjem og glæden over at være fri, noget tid inden de vænnede sig til deres nye liv. De erfarede nemlig, at jo bedre folk havde det materielt, desto mindre syntes de at have brug for andre mennesker. De studsede over den optagethed og afhængighed af materielle ting som de oplevede og de fandt at mange mennesker faktisk følte sig ensomme.

”Vi har aldrig nogensinde savnet Sibirien”, skriver de i deres erindringer, ”men vi må indrømme at vi har savnet vores venner og det samvær vi havde med andre under deportationen i Sibirien.”

Du må ikke have andre Guder hedder det i de Ti Bud – det er hvad fristelsen i ørkenen handler om: du kan gøre livet, kærligheden til dit eget, du kan gøre rigdom, magt, selvopretholdelsen til din gud. Men da står du i fare for at miste din sjæl. Eller du kan lade Gud være Gud og da er livet ikke dit eget, men den andens.

Det er hvad Jesus gør. Jesus lader Gud være Gud og derved bliver hans liv – vores liv. Sådan er Gud selv for os: Den der giver sig selv. Den der tager al vor synd – vores indkrogede navlebeskuende selvkærlighed – på sig. Han befrier os fra frygt og fejhed. Til mod og handling. Han tænder ilden i os så vores forkullede sjæle liver op og vi får kræfter til at være gavmilde.

Når de gamle fiskere på vestkysten skulle ud med redningsbådene gennem brændingen for at hjælpe en nødstedt kutter sagde de ”Gud i vold.” De havde ikke andet end skrøbelige træbåde og årer.

Men at lægge livet i Guds hånd gav dem modet til at risikere deres liv for andre. Til at give noget af sig selv til andre.

Mod er derfor ikke andet end frygt der har bedt sine bønner.

Lad os også bede – så vores frygt kan blive til mod:

Led os ikke i fristelse.

For dit er riget magten og æren i evighed, amen.

 

 

Prædiken til 1. søndag i fasten

Læsninger

1 Mos 3,1-19

2 Kor 6,1-2; 2 Kor 6,10

Matt 4,1-11

336 Vor Gud han er så fast en borg

691 loven er

634 Du ved det nok

33 Han som har hjulpet

645 Stille er min sjæl

ANNONSE

Mest læst