Viktor Vasnetsov Moving House (1876)

Det er nytårsaften, og det betyder, at det er tid til nytårsforsæt. De løfter, vi giver til os selv og hinanden, om at bedre os på den ene eller anden måde i det nye år. Typiske forsætter er løfter om at tabe sig, om at holde op med at ryge eller rydde mere op i sit hus i den nye år. Bedre løfter kunne være at gå mere i kirke, bede mere til Gud, eller at man vil være mere til stede i det nære, hos dem der har brug for én. Uanset hvad vi lover, så sker det tit, at vi glemmer vores løfter, eller bryder dem. For vi er kun skrøbelige mennesker. Men, som vi sang i adventstiden: ”Julenat, da guds søn kom herned, da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed.” Og når vi bryder selv de mest højtideligt aflagte løfter, så er der trøst og tryghed i at vide, at Guds løfte til os står urokkeligt fast, og han glemmer ikke sit folk, sine børn.

Her i menigheden skal vi holde hinanden fast på vores løfter til hinanden, men først og fremmest skal vi mildt minde hinanden om Guds løfte til sit folk. Det handler dagens evangelium, som forresten er kirkeårets korteste, om. Her bliver Jesus indsat i den jødiske tradition og vi får bekræftet, at Det gamle testamentes gud, Den gamle pagts gud, også er den Gud, der er Jesu Far – og dermed vores Gud og vores far.

Otte dage efter sin fødsel, fortæller evangelisten Lukas, blev Jesus omskåret efter jødernes skik, fordi han var jøde. Og ved samme lejlighed fik han navnet Jesus. Ved at lade sig omskære, går Jesus ind under jødernes lov. Jesus viser dermed, at han ikke var universalmenneske, men jøde. Han blev født på et bestemt sted, i Israel, og på en bestemt tid, ind i en virkelighed, hvor det jødiske folk – som så ofte før og siden – var trængt. Jesus bekræfter Guds pagt med det jødiske folk, idet han selv lader sig omskære og dermed tage Abrahams pagtstegn på sig. Når omskærelsen er så vigtig for jøderne, som den er, så er det nemlig fordi den er tegnet på, at Gud har indgået en pagt med Abraham, om at han skulle blive til et stort folk, og at Gud ville være med dette folk og velsigne dem.

Jøderne er ifølge Bibelen Guds udvalgte folk, og denne særlige udvælgelse bæres af Abraham, den første patriark, som alle jøder ifølge Bibelen nedstammer fra. Nu er vi ikke jøder, men kristne, vi der er forsamlet her. Men at være kristen vil sige, at vi tror på, at Jesus er Kristus – Kristus er en græsk oversættelse af det hebraiske ord ”Messias”, som betyder ”den salvede”, eller man kan også sige, det betyder ”Guds udvalgte”. Jøderne ventede en konge, Messias, som skulle gøre Israel stort igen og frelse hele folket.

Denne Messias, tror vi som kristne, er Jesus. Den Gud, der har udvalgt og salvet Jesus til konge og givet ham navnet over alle navne, er den Gud, vi møder i Det gamle testamente, jødernes Gud. Kristendommen er på den måde udsprunget af jødedommen, og man kan sige, at forskellen på os og jøderne kun er, at vi har forstået, at Messias er kommet – jøderne venter stadig på ham.

Med Jesus sker der det, at Guds løfte til Abraham kommer til at gælde for alle, der tror på Jesus. Dvs ikke kun for jøderne, ikke kun for de omskårne. Også for dem – for Gud glemmer ikke sin første kærlighed – men altså også for os, der tror på Jesus som Messias, som Kristus ”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte”, som jeg læste fra Paulus’ brev til Galaterne.

Løftet blev nemlig givet til Abraham og hans afkom, og ifølge Paulus er dette “Abrahams afkom” netop at forstå lige præcis som Jesus Kristus. Jesus er bærer af arven fra Abraham – bærer af Guds løfte til sit folk, og det vil sige: alle dem, der tror på Jesus som Kristus. Hører vi Kristus til, er vi også Abrahams arvinger. Det vil sige, at vi ikke længere behøver gå ind under jødernes skik for at kalde os Guds udvalgte og elskede. Det har Jesus gjort for os. Han er ikke bare gået ind under Loven – han har opfyldt hele loven.

Det betyder ikke, at Loven er sat ud af kraft. Guds lov er stadig givet os som en gave, som noget, vi skal stræbe at leve efter. Frelse os kan Lovens gerninger ikke, men dermed er ikke sagt, at Loven ikke er god. Hvis alle blot ville leve efter De Ti Bud, så havde vi en meget bedre verden, og det kan de fleste godt indse. Loven er god, Loven udtrykker hvad der er Guds vilje, og derfor sætter Jesus heller ikke Loven ud af kraft, men radikaliserer den ligefrem. Han siger ting som: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle: ‘Du må ikke begå drab,’ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Tåbe! til sin broder, skal dømmes til Helvedes ild.”

Loven er ikke givet os for at vi skal frelses ved den, eller for at vi skal bruge den til at hævde vores egen godhed og anstændighed ved. Loven er god, og vi er altid under lovens fordring; men der er ikke frelse ved Loven. Når vi ikke kan overholde Loven – og det kan vi ikke, eller også vil vi ikke – så bryder livet sammen for os. Og fordi vi bryder Loven igen og igen, bryder livet hele tiden sammen, og vi efterlades knuste og nedbrudte under Lovens retfærdige dom. Og Loven nådeløs og uden trøst. Men der er givet os nåde, trøst, lindring og frelse ved troen på Jesus Kristus. ”Det, der kommer ved Loven er syndserkendelse”, siger Paulus i Romerbrevet.

Syndserkendelse vil sige, at man erkender, at man er en synder – og at være en synder betyder ikke, at man er ond eller uforbederlig, det betyder bare, at man ikke er fuldkommen. At man er et uperfekt menneske. At have syndserkendelse vil sige at føle på sin krop, at Loven er god, men at man har brudt Guds fuldkomne lov og dermed gjort sig fortjent til helvede. Den eneste, der kan trække os op af helvede – både det helvede, vi selv skaber, og det helvede, der retfærdigvis burde vente os efter vores død – det er Kristus; og derfor må man krybe til korset, til Kristi kors, når man erkender, at man ikke kan leve op til de krav, Gud har fastsat i sin Lov. Når man erkender, at man bare er en synder – at man ikke kan leve op til det, som man godt ved er det gode – så må man råbe: ”Herre, frels mig!”, og det er alt hvad vi skal.

Så rækker Jesus hånden ud og trækker os op af svovlpølen og planter os med fødderne på jorden igen. Sådan frelser han os. Én gang for alle – på korset på Golgata – og derpå, igen og igen, hver gang vi fejler og mislykkes og bryder Guds gode lov og knuses af dens ubarmhjertige retfærdighed. Vi er sluttet inde under Abrahams lov – og dermed også under Guds løfte til Abraham og til Abrahams afkom, Jesus Kristus. Det løfte er, at Gud er med os. Han er vores Far, vi er hans elskede børn, og vi skal arve hans rige. Det er et stort og ubrydeligt løfte, i modsætning til alle de små og letforglemmelige løfter, vi giver hinanden Nytårsaften. Det vil vi holde nytår på! Amen.