Nyt

Kenyas Uhure Kenyatta og Rwandas Paul Kagame på G7-møtet i Canada. Foto: Yves Herman / Reuters / Scanpix

 

Rwanda er et af de fattigste lande i Afrika. Ulandshjælp udgør mellem 30 og 40 procent af landets statsbudget, og den jævne rwandeser er blandt dem, som modtager flest bistandskroner pr. capita i regionen. Landet er modtager af milliarder i bistand hvert år, hvor Storbritannien alene bidrager med over 700 millioner. Norges bidrag til Rwanda er ca. 25 millioner af de ca. 6,2 milliarder bistandskroner som årligt går til Afrika. Landet ligger som nummer 159 af 188 på FNs udviklingsindeks, og er helt afhængig af udenlandsk nødhjælp for at nationen skal kunne få enderne til at mødes. Det er ganske enkelt ludfattigt.

Men ikke desto mindre skal Rwanda nu sponsere den engelske fodboldklub Arsenal med 350 millioner kroner over tre år. For dette beløb får de et lille logo på spillernes venstre skulder – og håber i samme omgang at kunne lokke flere turister til landet for bl.a. at se på gorillaer.

Kritikken hagler nu ned over aftalen, som blev indgået mellem Arsenal og Rwandas turistråd 23. maj. Storbritanniens næst største avis Daily Mail er gået til frontalangreb på aftalen, og skriver at Arsenal nu har fået en «skammens dragt». Det konservative parlamentsmedlem Andrew Bridgen beskriver aftalen «som et selvmål for udenlandsk bistand»:

ANNONSE

This is absolutely astonishing. British taxpayers will be rightly shocked to learn that a country supported by huge handouts from the UK is in turn pumping millions into a fabulously rich football club in London. It’s ludicrous.

If this isn’t a perfect own goal for foreign aid, I don’t know what is. It serves to expose the complete idiocy this system is based on.

Tilsvarende reaktioner over den opsigtsvækkende sponsoraftale, finder man også i Holland. Joël Voordewind fra partiet ChristenUnie raser over at et land, hvor ca. 60% af befolkningen lever for mindre end 1,25 dollar pr. dag (det som World Economic Forum definerer som ekstrem fattigdom), i det hele taget kan tænke på at blive sponsor for en styrtende rig, engelsk fodboldklub.

NRK forklarer lidt om hvorfor:

At valget faldt på Arsenal da Rwanda først skulle bruge millioner på markedsføring, er næppe helt tilfældigt. Præsident Paul Kagame er en svoren fan af det han omtaler som «sit elskede» Arsenal, og har hyppigt delt sine synspunkter om London-klubben på de sociale medier.

Kagame har været præsident i Rwanda næsten lige så længe som Arsène Wenger har styret Arsenal. Den tidligere hærchef gik sejrende ud af borgerkrigen og blev præsident i 2000. For nyligt fik han ændret grundloven så han kunne stille op til valg for en tredje periode. Det valg vandt han med 98,8 procent af stemmerne.

London-klubbens kommercielle direktør, Vinai Venkatesham, siger følgende om partnerskabet i en pressemeddelelse:

– Dette er et spændende samarbejde, hvor vi som klub kan være med til at støtte Rwandas ambition om at vokse som turistnation. Landet har gennemgået store forandringer de seneste år, og ved hjælp af Arsenals store fanbase vil vi kunne bevidstgøre folk om Rwanda på en ny og dynamisk måde.

Sponsorering på en «ny og dynamisk måde» bliver det nok også for diktator Kagame og hans hof når de ankommer til London i en af Kagames privat-jets:

The astonishing deal will also give Rwanda’s despotic ruler Paul Kagame and his cronies the use of an exclusive hospitality box at the London club’s Emirates Stadium, piles of match-day tickets and access to star players for promotional work.

Rwandas befolkning er naturligvis taberne i dette svinske spil:

But despite the vast amounts of cash being given by the UK and other countries, hospitals, schools, businesses and homes are without electricity much of the time. […]

Meanwhile, teachers in some parts of Rwanda have not been paid for five months.

At Arsenal tager i mod diktator-penge er slemt nok. Deres røde fodbolddragt er herved blodrød. Men at alle lande som år ind og år ud yder milliarder i ulandshjælp – åbenbart uden tanke på at stille modtagerne til ansvar for brugen af pengene – fortsætter med at give og give, er et paradoks så stort at det snart er vanskeligt at forholde sig intellektuelt til det.

 

ANNONSE

Skriv et svar