Gæsteskribent

Første gang jeg kom til London, da jeg var i begyndelsen af tyverne, oplevede jeg et adrenalinhop, som holdt sig gennem hele den uge, mit besøg varede. Aldrig siden har noget andet sted haft en sådan indvirkning på mig – ikke Paris, ikke Rom. Jovist, Rom var den vestlige civilisations vugge og Paris et centrum for vestlig kultur – men Storbritannien var det sted, hvor anglosfærens værdier, og fremfor alt tilsværgelsen til frihed, var kommet til fuld udfoldelse. Uden Storbritannien havde der ikke været nogen amerikansk uafhængighedserklæring, forfatning eller lov om menneskerettigheder.

De senere år er Storbritannien desværre afveget fra sit frihedsløfte. Udenlandske islamkritikere, så som den amerikanske akademiker Robert Spencer og i en periode endda det hollandske parlamentsmedlem Geert Wilders, har været forment adgang til landet. Nu er mindst én fremtrædende, indfødt islamkritiker, Tommy Robinson, gentagne gange blevet chikaneret af politiet, tromlet ned af domstolene og efterladt ubeskyttet af fængselspersonale, der har tilladt muslimske indsatte at tæve ham fra sans og samling. De britiske myndigheder opfatter tydeligvis Robinson som en ballademager og ser hellere end gerne, at han opgiver kampen, forlader landet (ligesom Ayaan Hirsi Ali forlod Holland) eller bliver myrdet af en jihadist (sådan som det skete med den hollandske filmskaber Theo van Gogh).

Fredag den 25. maj indledtes, som rapporteret her i lørdags, et nyt kapitel i sagaen om Tommy Robinson. Britisk politi pågreb ham på en gade i Leeds, hvor han i rollen som lokal journalist livestreamede en Facebook-video uden for et domhus. Inde i bygningen stod flere personer anklaget for angiveligt at have været del af en såkaldt “grooming-bande” – en gruppe mænd, næsten alle muslimer, som systematisk har voldtaget ikke-muslimske børn, i nogle tilfælde i hundredvis af dem, i årevis eller gennem hele årtier. Omkring ti tusind Facebook-seere fra hele verden var vidne til Robinsons arrestation live.

ANNONSE
Billedet: Politibetjente pågriber Tommy Robinson (i midten) på en gade i Leeds, England, hvor han i rollen som lokal journalist livestreamede en Facebook-video uden for et domhus. (Billedkilde: TommyRobinson.online video screenshot)

Politiet trak prompte Robinson for en dommer, hvor han, uden at have fået adgang til sin egen advokat, uden videre fik sin sag behandlet og blev idømt 13 måneder bag tremmer. Han blev derpå ført til Hull Prison.

I mellemtiden beordrede dommeren, der dømte ham, tillige de britiske medier til ikke at omtale hans sag. Aviser, som allerede havde bragt beretninger om hans arrestation, lukkede hurtigt disse ned. Selv almindelige borgere, som havde skrevet om arrestationen på de sociale medier, fjernede deres opslag af frygt for at lide samme skæbne som Robinson. Alt dette foregik på én og samme dag.

Først en selvbestaltet domstol, derefter en påbudt mundkurv. I Storbritannien, hvor voldtægtsforbrydere har ret til en fuld og retfærdig retsførelse, ret til at lade sig repræsentere ved en advokat efter eget valg, ret til tilstrækkelig tid til at forberede deres sag og ret til, mod kaution, at tage hjem mellem retsmøderne i deres sag. Den slags rettigheder blev Tommy Robinson imidlertid ikke tilbudt.

Den hast, hvormed uretfærdigheden mod Robinson blev udmålt, er forbløffende. Nej, mere end det: den er skræmmende. Ved flere lejligheder har jeg selv gennem årene været udsat for umiddelbare trusler om islamisk vold: et ungt bandemedlem trak en kniv imod mig, og jeg har været omringet af en gruppe krigeriske mænd i djellabaer uden for en radikal moske. Men det var ikke skræmmende. Dette er skræmmende – denne voldsomme krænkelse af fundamentale, britiske frihedsrettigheder.

Set i et vist perspektiv burde Robinsons lynhurtige arrestation, domfældelse og fængsling helt sikkert ikke være kommet som nogen overraskelse. “Der har været ført en kampagne om at ‘fange Tommy’ – eller noget der i bemærkelsesværdig grad ligner det – gennem nogen tid,” fortalte en kilde i England, som jeg vil kalde “L”, mig senere tidligt lørdag morgen.

Den tilsyneladende retfærdiggørelse af Robinsons arrestation lyder på, at han i forvejen havde en betinget dom. I maj sidste år blev han arresteret, mens han rapporterede uden for et domhus i Kent, hvor en anden gruppe muslimer stod anklaget, ligeledes for “grooming.” Den arrestation var også uberettiget. Men i det mindste fik Robinson en betinget dom. Denne gang blev det antagelig besluttet, at selve handlingen med at rapportere igen uden for et andet domhus udgjorde en overtrædelse af betingelserne fra den første dom.

Den officielle kynisme her er åbenlys. L kom med en afgørende detalje: ofte, når en af disse “grooming-bande” retssager føres, står der et betydeligt antal familiemedlemmer og venner til de anklagede uden for domhuset og “kommer med tilråb og skræmmer” voldtægtsofrene samt disses familier og støtter. “Jeg har hørt beretninger om, at børn helt ned til fem år har kastet sten mod ofrenes familier,” sagde L.

“Denne skræmmetaktik fra større lokalgrupper indebærer også, at de går rundt til husene og chikanerer folk.” Hun har endda hørt om vidner for anklageren, som måtte politibeskyttes for at kunne benytte et toilet inde i et domhus. Jeg behøver vel ikke at sige, at den form for tilråb og chikane sjældent bliver rapporteret og aldrig straffet.

Ét potentielt positivt aspekt ved denne hæslige udvikling er, at den har åbnet nogles øjne, som for længst burde være åbnet. L bemærkede, at mange af hendes Twitter-kontakter havde ” tweetet, at de ikke nødvendigvis støtter Tommy generelt, men var bestyrtede over, at en person, som rapporterede om disse [grooming] forbrydelser, blev arresteret.” Nogle af hendes bekendte, sagde hun, “er forbløffede og fortvivlede.” Lørdag samledes i tusindvis af Robinsons støtter i Westminster. Men vil den slags offentlige protester gøre nogen forskel? En britisk eks-politibetjent reagerede på Robinsons fængsling med en video, hvori han opfordrede sine landsmænd til ikke kun at gå i demonstration eller samles, men at slutte sig til Ann Marie Waters’ parti For Britain og gøre det samme for ytringsfriheden i Storbritannien, som UKIP gjorde for at få briterne ud af EU.

L havde endnu flere interessante oplysninger. Mens Robinson bliver straffet for at gøre opmærksom på de muslimske voldtægtsbander, bliver Sikh Awareness Society, som også har fortalt om disse “grooming” retssager, ladt i fred. “De er som sendt fra himlen,” sagde L, “for de lægger ikke fingrene imellem, men synes ikke at blive udsat for den intimidering, som folk som Tommy oplever.” Selvfølgelig — britisk politi ville ikke turde arrestere en skægget mand med turban. L nævnte også en imam, som var blevet arresteret for nylig, blot for at blive løsladt af politiet, efter at “en stor gruppe støtter havde krævet hans løsladelse.” Mindst én politibetjent havde indrømmet, at imamen var blevet løsladt, fordi “de ellers ville få optøjer over hele landet.” L opsummerede de britiske myndigheders aktuelle reaktion på den islamiske situation således: “de har mistet kontrollen… og går simpelthen efter dem, som de tror, vil skabe mindst ballade. Klassens tyran har terroriseret læreren til at straffe de børn, der bliver tyranniseret.”

Man må formode, at myndighederne tror, at de ved at udfolde denne form for uretfærdighed på en eller anden måde kan bevare roen. Hvis jeg var en af dem, ville jeg ikke være så sikker. De mennesker, der samledes i Westminster i lørdags var vrede. Hvor mange andre briter deler deres vrede? L udtrykte sin ængstelse for, at denne sommer i Storbritannien kan vise sig at blive ganske uropræget. Vel, måske tjener det hele et godt formål.

Hvad mig selv angår, så fatter jeg ikke, hvorfor der ikke er en eneste fremtrædende og magtfuld person i hele det forenede kongerige som er trådt frem for at udfordre denne urimelige behandling af Tommy Robinson – og dermed forsvare ytringsfriheden.

Er hele det britiske establishment en flok kujoner? Jeg formoder, at vi kommer til at kende svaret på det spørgsmål ganske snart, hvis vi da ikke allerede kender det.

Bruce Bawer er forfatter til en ny roman: The Alhambra (Swamp Fox Editions). Hans bog While Europe Slept (2006; på dansk Sov Sødt, Europa) var en New York Times bestseller og finalist ved National Book Critics Circle Award. Hans øvrige bøger inkluderer A Place at the Table (1993), Stealing Jesus (1997), Surrender (2009), og The Victims’ Revolution (2012). Han er født i New York, men har boet i Europa siden 1998.

Se også: Petition to Free Tommy Robinson

Lynhurtig uretfærdighed: Sagen om Tommy Robinson
af Bruce Bawer
28. Maj 2018

Oprindelig engelsk tekst: Swift Injustice: The Case of Tommy Robinson
Oversat af Mette Thomsen

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)