Nyt

 

Verdensbanken har udarbejdet en rapport om uddannelsesniveauet i Afrika og resultatet er nedslående.

Rapporten «Facing Forward: Schooling for Learning in Africa» bliver lanceret i Norge af Norad torsdag.

Rapporten konkluderer, at selv om der er gjort store fremskridt med at sørge for at børn kommer i skole, halter Afrika bagefter. Omkring 50 millioner børn får ingen skolegang overhovedet. Derudover er kvaliteten af undervisningen alt for dårlig, og flertallet lærer ikke grundlæggende færdigheder, hedder det i rapporten.

Grundskoleelever kan ikke læse. Resultater fra undersøgelser blandt grundskoleelever i flere afrikanske lande viser blandt andet at:

* tre ud af fire ikke kan tælle til mere end 80

* 40 procent af elevene kan ikke løse regneopgaver på førsteklasses niveau, som f.eks. 3+4

* mellem 50 og 80 procent kunne ikke svare på et eneste spørgsmål fra en tekst de havde læst, og en stor andel magtede ikke at læse et eneste ord.

Hvis 40 procent ikke kan lægge 3 plus 4 sammen og 50-80 procent ikke kan klare at svare på et eneste spørgsmål fra en tekst, de lige har læst, er de i realiteten analfabeter. Hvad betyder det for Afrikas fremtid? Vi ved at Afrika oplever en eksplosiv befolkningstilvækst. Hvad betyder det, hvis ungdommen er analfabeter? Hvordan kan de opbygge og fungere i et moderne samfund? Tallene bringer tankerne hen på ungdomspukkelen i Mellemøsten: En alt for stor del af befolkningen er unge og der findes ikke arbejde eller fremtidsmuligheder for dem. Hvad gør de?

Drager til Europa? Europa burde i aller højeste grad følge med i udviklingen i Afrika. Men det virker ikke som om det har første prioritet hos Norad.

Meget af uddannelsesbistanden har indtil nu handlet om at sikre børn ret til gå i skole. Men det er ikke nok, mener Norad-direktør Jon Lomøy.

– Når vi ser, hvor mange børn, der går flere år i skole uden at lære helt grundlæggende færdigheder, viser dette vigtigheden af at satse endnu mere på indholdet i skolen, siger han til NTB.

Norad satser på digitale læremidler i samarbejde med lokale skoler og universiteter. Men er det nok? Tyder problemenes alvorlige omfang ikke på at noget mere fundamentalt er galt? At de som regerer ikke tager tingene alvorligt. At skolesektoren går for lud og kaldt vand. At pengene havner de forkerte steder.

 

Norske politikere hænger fast i ulandsmodellen og vil ikke fornærme modtagerlandene. Burde disse tal ikke fortælle Nikolai Astrup, at det er på tide at tage skeen i den anden hånd?

ANNONSE

Regeringen har længe haft uddannelse som et af sine hovedområder i bistandshjælpen. Udviklingsminister Nikolai Astrup (H) mener det er vigtigt at holde hjulene i gang i Afrika.

– Både adgangen til uddannelse og kvaliteten i læringen må prioriteres i udviklingssamarbejdet. Vi må bidrage til at landene selv kan styrke deres uddannelsessektor så der bliver færre elever per lærer, bedre læremateriale, godt skolemiljø og kompetente lærere, konstaterer han. (NTB)

Dette er altså de unge mennesker som kommer til Europa i flere hundredtusinder. Det er det de har med sig bagagen. Ingenting! Hvordan skal de kunne fungere i vore samfund?

De som styrer os ønsker ikke at snakke om hvor galt det er fat. Politibetjent Janne Stømner som har haft ansvaret for de unge i Groruddalen, siger at mange af de unge har «for lidt i bagagen». Hvad betyder det? Det er hun politisk forhindret i at uddybe. Men vi forstår det når vi læser rapporten om Afrika.

De som kommer til Oslo og bosætter sig i Groruddalen og har så lidt med sig i bagagen har en kumulativ effekt. Der bliver mere og mere Afrika og Mellemøsten i Oslo.

Hvilken slags fremtid går vore samfund i møde?

 

ANNONSE

Skriv et svar