Gæsteskribent



Er der en sammenhæng mellem overgrebene i Köln på nytårsaften og tilstanden i Syrien? Svaret er: Ja, denne sammenhæng findes, og fællesnævneren er vold mod kvinder.

Mange af mine tyske samtalepartnere synes ikke at forstå den vold mod kvinder som man finder i den orientalsk-patriarkalske kulturens tradition. I orienten regnes ikke kvinder for at være subjekter, men som bærere af en mands ære. Overgreb mod en kvinde betragtes ikke som en sexforbrydelse mod hende, men som en ydmygelse af den mand, hun tilhører.

I den barbariske krig i Syrien, der fejlagtigt kaldes “borgerkrig” (det er ikke borgere, men religiøse kollektiver, der bekæmper hinanden), voldtager shia-alawittiske soldater i den syriske hær kvinder fra sunni-oppositionen som en del af krigsførelsen.

Med voldtægterne påfører alawitter sunni-oppositionens mænd et tab af ære. De sunnittiske “oprørere” gør det samme med alawittiske kvinder. Det er en krig mod alle med kvinder som gidsler.

ANNONSE

Köln var ikke et enkelttilfælde

Som syrer fra Damaskus forbavses jeg af den uvidenhed og naivitet kansleren og forsvarsministere hendes viser, når de tror, at man kan afslutte krigen med konferencer i Genève og München. Denne krig betragtes som en “protracted conflict” som vi fortsat vil opleve i årevis, af en type, jeg ville kalde “irregulær, ikke-statslig krig.”

Blandt krigsflygtningene finder vi ikke kun ofre, men også flere gerningsmænd, tilmed talrige islamister. Dertil må lægges til de overvejende unge mænd i alderen 14 til 20 år, som har med sig en en voldskultur, herunder mod kvinder, fra Mellemøsten til Tyskland. Nytårsnatten i Köln er kun et bevis på det, og ikke det enkelttilfælde, politikerne vil indbilde os for at bagatellisere, hvad der skete.

Uafhængig af krigen er kvindebilledet i den arabisk-orientalsk kultur patriarkalsk, og stort set menneskeforagtende. Dette billede af kvinder skal ikke accepteres i Europa under dække af respekt for andre kulturer.

Og for den arabiske mand dreje ikke den seksuelle chikane sig kun om “uimodståelige” europæiske kvinder, men også at vanære europæiske mænd. Det skete da også i Köln.

Köln var kun begyndelsen. Når Tyskland tar imod en million mennesker fra den islamiske verden, og ikke opfylder deres forventninger, er dette noget man må have i tankerne. Fra hvad disse unge mænd mener at vide fra reklamen, har alle europæere luksusboliger, biler og smukke blondiner til rådighed. De tror, de også de vil få det, og nyde godt af velstanden.

Når så disse unge mænd i stedet nødindkvarteres i skoler og idrætsanlæg, føler de sig snydt og diskrimineret. De opbygger hævngerrighed mod den europæiske mand. I Köln og Hamburg hævnet skuffede og rasende arabiske mænd sig på de tyske mænd, repræsenteret ved deres kvinder.

Som syriske talsmand for et oplyst islam og respekt for kvinder, siger jeg: Dette var en kulturelt forankret hævnakt. Hvad skal kritiseres, er ikke så meget misforstået tolerance, men snarere uvidenhed om andre kulturer.

Konflikten mellem syriske sunnier og alawitter, der har udviklet sig til en blodig krig, vil fortsætte i årevis. Dødstallet er steget til omkring en halv million syrere, deraf hundrede tusinde alawitter, resten er sunnier. Sådanne konflikter er vanskelige at løse. Et tidligere eksempel er konflikten mellem kristne og muslimer i Libanon, som varede i 15 år.

Religionen tilhører Allah

I Syrien har konflikten en lang historie. Syriens hovedstad Damaskus er verdens ældste by som stadig er beboet. Fra 661 til 750 var den hovedstad i Umayyad-riget, islams første imerialistiske kalifat, der strakte sig fra Spanien til de vestlige dele af Kina.

Mod slutningen af 1800-tallet tog både kristne og muslimer op den europæiske idé om nationen, hvor begge grupper havde de samme rettigheder (og ikke som i et kalifat, hvor kristne betragtes som andenklasses troende). Ud af  dette sprang den sekulære pan-arabisme. Efter Det Osmanniske Riges fald var Syrien et fransk mandat fra 1920 til 1945, derefter en uafhængig, sekulære republik.

Jeg blev født i dette verdslige Syrien i 1944, som en efterkommer af den aristokratiske Ashraf-familien Banu al-Tibi. Vores motto var: Religionen tilhører Allah, men fædrelandet tilhører alle. Sådan tænkte sunni-flertallet på omkring 70 procent, og det levede sammen med et væld af religiøse og etniske minoriteter i gensidig respekt.

Blodig hævnlyst

Damaskus var en fredelig by med kristne og kurdiske kvartaler. Det ændrede sig i 1970, hvor den shia-alawittiske general Hafiz al-Assad tog magten. I de følgende år lykkedes det ham at bemande alle nøglepositioner i hæren og sikkerhedstjenester med alawitter.

Inspireret af det arabiske forår i 2011 var der en opstand af sunni-flertallet imod alawit-regimet. Det er oprindelsen til den igangværende krig. En blodig og hævngerrig antagonisme mellem sunnier og alawitter karakteriserer denne konflikt. Alawitter og sunnier har ingen fælles fremtid.

Denne konflikt kan hverken regionale eller internationale magter tage greb om. I Syrien-konflikten er det vigtigt at forstå, at Putin ikke indsætter russiske stridskræfter af sympati for Assad, men snarere som en del af bestræbelserne på at tvinge Vesten til at acceptere Rusland som en ligeværdig deltager. På sikkerhedskonferencen i München i februar 2016 stod det klart, at Putin havde nået dette mål.

Konflikten i Syrien er et godt eksempel på det igangværende sammenbrud af stater i Mellemøsten. Det sker også samtidigt i Irak, Libyen og Yemen. Som et resultat, vil vi i de kommende år opleve en enorm demografisk flodbølge mod Europa.

Takket være kansler Merkels invitation, er Tyskland hovedmål for flygtningerne. De andre europæere samarbejdede ikke. Den barnlige skænderi mellem alle de tyske parter, om øvre grænser og begrænselse af antallet viser, at tyske politikere ikke forstår omfanget af problemet.

Under en offentlig demontrasjon i Berlin efter mordene i Paris i begyndelsen af 2015, gik kansler Merkel sammen side om side med islamiske talsmænd, der er heftige modstandere af en europæisk islam – og hun forstår endnu ikke engang hvad hun gør. Syria- og flygtningepolitik hendes er på denne linje.

Mens tyske politikere og tyske Gutmenschen “med tysk patos for det absolutte” (Adorno) taler om tolerance og medfølelse med flygtninger, griner mange islamister af dette, og kalder sådanne debatter “byzantinsk skvalder”.

Kort og godt – ingen euro-islam

Oprindelsen af dette udtryk er tankevækkende. I 1453 var den byzantinske hovedstad Konstantinopel belejret af en tyrkisk-islamiske hær. I løbet af denne belejring hengav både byzantinerne og kristne munke sig til debatter omkring religiøse og magiske besværgelser, situationens alvor til trods.

Samme år, i 1453, erobrede den islamiske sultan Mehmed II og hans hær Konstantinopel, og forvandlede byen til det islamiske Istanbul. Islamiske historikere har siden da kaldte disse debatter for “byzantinsk skvalder”.

Som syrer fra Damaskus, jeg har siden 1962 boet i Tyskland, og jeg ved, at patriarkalske anlagte mænd fra en kvindefjendtlig kultur ikke lader sig integrere. En europæisk, civil islam, som islamiske talsmænd her til lands afviser, kunne have været et alternativ. For tiden er der ingen chance. Min lærer Max Horkheimer betegner Europa som “en ø af frihed i et hav af tyranni”. Denne frihed ser jeg i dag som truet.

 

Refugees Welcome to Denmark, kvinner tar imot rapefugees

Bassam Tibi (f. 1944) var professor i statsvitenskap ved Universitetet i Göttingen frem til han gikk av i 2009. Han har skrevet en rekke bøker om islam, Europa og internasjonale relasjoner. Denne artikkelen ble opprinnelig offentliggjort i Die Welt den 8. mai 2016.

ANNONSE