Nyt

EU-parlamentet gav for nogle uger siden grønt lys til at indlede samtaler med EU-kommissionen om en mulig reform af den såkaldte Dublin-regel, som tilsiger at en asylansøgning skal behandles i det første EU-land en asylansøger kommer til.

Denne grundpille i EU’s asylpolitik har længe vært faldefærdig. Asylsøgere har omgået regelsættet ved at gøre det de kan for ikke at blive registreret i nogen andre lande på vejen til deres foretrukne destination, EU har dels omgået det ved at vedtage kvoteordninger for fordeling og dels lappet på det ved at love administrativ hjælp til frontstaterne, og Tyskland begik alle tiders vanvittige suspension af reglerne, da Angela Merkel udløste exodus i 2015.

Udfaldet af EU’s drøftelser mangler vi at se, men ifølge undersøgelser foretaget af Der Spiegel, kan reformen langt hen ad vejen handle om en ophævelse af Dublin-reglen.

Ifølge Der Spiegels oplysninger skal det ikke være det første EU-land en flygtning kommer til, der automatisk skal være ansvarlig for asylproceduren. Under visse omstændigheder skal det snarere være det land, hvor asylsøgeren allerede har slægtninge.

Noget skurrer voldsomt i ørerne ved dette forslag.

ANNONSE

Blandt verdens forfulgte mennesker skulle man tro det bare var en nok så overskuelig andel, som har familie i Europa. Dersom asylsøgningerne i det store og hele var reelle, burde forslaget således ikke betyde noget særlig fra eller til i praksis. Hvis forslaget indebærer betydelige konsekvenser, er det som om EU siger: Jada, vi ved at det ofte er familiemedlemmerne til fortroppen i Europa som søger asyl.

Unionen erkender altså nærmest, at hele asylsystemet bygger på en løgn.

Det er næppe nogen større kamel at sluge i så korrupte omgivelser som Bruxelles. Værre er det for landene som pludselig risikerer at mærke langt større konsekvenser af fortroppernes brohovedeffekt:

«Tyskland ville blive nødt til at tage imod betydelig flere asylsøgere», hedder det i et notat fra indenrigsministeriet. Enhver øvre grænse ville blive «tilintetgjort».

Ministeriets eksperter frygter ikke bare, at ankerpersoner vil udløse endnu mere familieindvandring og -sammenføring, men også at en ren påstand om familieforbindelser i Tyskland skal være nok til at blive sendt derhen.

Indenrigsminister Ole Schröder (CDU) siger i en kommentar at familieindvandringen vil antage helt andre proportioner, hvis de mere end en million asylsøgere som er kommet til Tyskland de sidste år bliver ankerpersoner. Samtidig har tyske politikere længe været på det rene med, at dette kan blive resultatet af EU-parlamentets behandling.

For unionspolitikerne risikerer dette at blive en alvorlig hovedpine: På den ene siden ønsker de ikke en konflikt med EU, på den anden siden vil de heller ikke åbne alle indvandringssluser på vid gab. Ikke bare vil man så have mislykkes med at lempe en større byrde over på Øst-Europa, man risikerer også at få en endnu større byrde selv.

Det sidste vil man for alt i verden undgå:

Tyskland sætter nu sin lid til at EU-rådet vil blokkere parlamentets forslag. Det er for tiden uklart, hvornår forhandlingerne med Rådet vil begynde, eftersom EU’s medlemsstater også er enige med hinanden om at ville reformere asylretten.

Nok en gang bliver man slået af forbavselse over unionens manglende evne til at håndtere sine egne vigtigste problemer. Sagen er omgivet af hykleri, dumme forslag, blokkeringsforsøg og ansvarsfraskrivelse. Hellere end at forsøge at standse invasionen, fortsætter man med at forsøge på at spille sorteper videre, hvilket i længden går ud over alle

Foto: Commons Wikipedia

Køb Hege Storhaugs bog her!

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)