Kommentar



Janne Wenner, grundlæggeren af Rolling Stone, med Mick Jagger og grundlægger af pladeselskabet Atlantic Records, Ahmet Ertegun, i New York 2004. Popkulturens ikoner har haft immunitet for sin hedonisme. Nu er magien pludselig væk og de står tilbage, nøgne og grimme.

De falder som fluer – Charles Manson, Hugh Hefner, Johnny Holiday, Prince, David Bowie – eller de rammes af sex-skandaler. Det, som gjorde dem «great» er pludselig blevet en stor belastning.

Det er 68´ernes svanesang og det er ikke tilfældigt, at det sker samtidig som Clintons går ned og Trump rejser sig.

Hvis man ser sammenfaldet af omstændigheder, forstår man, at der er en indre sammenhæng mellem fænomenerne:

Otte år med Obama kom ikke til at udgøre springet ind i en fremtid, befolket af smarte mennesker, men en overgangstid, som camouflerede, at det hele var ved at bryde sammen. USA var mere polariseret end nogensinde før.

ANNONSE

Medierne forsøger at fremstille rockstjernerne som kulturelle ikoner, men når man læser om det liv, de levede, fulde af dope og (mis)brug af andre mennesker, drenge som piger, så er det som om stjernestøvet forsvinder.

I Skandinavien er antiamerikanisme ikke til hinder for hyppige rejser til New York og sværmeri for østkystliberalismen. Optagetheden af #metoo skygger for, at det er 68’er-kulturen som nu går i graven.

Det er ikke enkeltpersoner, enkelthistorier, men hele den seksuelle frigørelse, som nu fremstår hæslig. Aids og hiv var begyndelsen, men nu er det hele kulturen, som knager i fugerne.

Medierne troede, at de ville kunne knække Trump ved et konstant pres af sager. Men sex-skandalerne hjælper præsidenten. Folk ser, hvem det er, der sparkes på for at have midsbrugt sin magt til at tiltvinge sig sex: Det er alle de liberale stjerner, dem som er mest imod Trump.

Når en af anklagernei sagen mod den republikanske senator-kandidaten fra Alabama, Ray Moore, oven i købet tilstår at ha forfalsket dokumenter, er løbet kørt for anklagerne. Det er de liberale, som fremstår som hykleriske, dobbeltmoralske, – «jeg har ret til at forsyne mig»-mennesker.

Denne hedonisme har vært 1960´ernes rettesnor fra begyndelsen. Nu er den ved at nå et endepunkt. Der er grænser for, hvor længe man kan fortære omgivelserne uden at de slår tilbage, eller snarere: At man selv bliver så usympatisk, at det kan ses.

Det der sker i USA nu er stort: Det gælder ikke bare senator Al Franken (D), eller Charles Rose. Hovederne ruller bogstaveligt talt, og det er store navne i Hollywood, TV og politik.

Disney’s director of music publishing, Jon Heeley, has been charged with three counts of sexually abusing children, Variety reports.
Heely, is accused of abusing two underage teenage girls around a decade ago, who were aged 11 and 15 respectively. According to the charges, Heeley abused the 11-year-old until she was 15.

The 58-year-old Disney boss was initially arrested by authorities in Santa Clarita last month and released on a $150,000 bail. On Wednesday, Heeley pleaded not guilty to three counts of “lewd and lascivious acts on a child.”

His lawyer, Robert Helfend, denied all the charges against him. breitbart.com

Det er et helt raid:

Chefen for Pixar, John Lassiter, blev udstyret med en assistent, som skulle sørge for, at han ikke forgreb sig på damene.

Lasseter is now on a six-month leave of absence following reports of inappropriate touching. The Deadline report, however, opens up a whole new series of allegations and, if true, undoubtedly proves the enabling of Lasseter was institutionalized within the Walt Disney Company:

At the animator’s insistence, Disney flew the women to a New York event. One Pixar employee became the designated escort as Lasseter took the young women out drinking one night, and to a party the following evening.

“He was inappropriate with the fairies,” said the former Pixar executive, referring to physical contact that included long hugs. “We had to have someone make sure he wasn’t alone with them.”

Og listen fortsætter og fortsætter. Der tegner sig et mønster, og gamle historier får en dybere betydning.

Ted Kennedy kørte bilen i floden så Mary Jo Kopechne druknede, og stak derefter af fra åstedet.

The Chappaquiddick incident was a single-vehicle car accident on Chappaquiddick Island, Massachusetts, on Friday, July 18, 1969, that was the result of U.S. SenatorTed Kennedy‘s negligence and resulted in the death of his 28-year-old companion, Mary Jo Kopechne, who was trapped inside the vehicle.[1][2][3]

According to Kennedy’s own testimony, he accidentally drove his car off the one-lane bridge and into a tidal channel. He swam free, vainly tried to rescue Kopechne, left the scene, and did not report the accident to authorities for ten hours. Meanwhile, Kopechne drowned in the vehicle that was submerged underwater. The next day, Kopechne’s body and the car were both recovered by a diver. Kennedy pleaded guilty to a charge of leaving the scene of a crash causing personal injury; he later received a two-month suspended jail sentence.

Chappaquiddick skulle forfølge Ted Kennedy. Vi som levede samtidig med hændelsen fik at vide, at der var tale om en ulykke og at han havde udvist et øjebliks svaghed. Det var et år efter Robert Kennedy blev dræbt og hele verden havde ondt af Kennedy-klanen. Men i dag ser vi noget andet: Kennedy-brødrenes forhold til kvinder og alkohol, og hvordan de slap af sted med ting, som ville have afsluttet den politiske karrierer for enhver anden. Alt blev en del af Kennedy-myten, og det var en myte, som mindede om Hollywood og pop-kulturens: Larger than life, For guderne gælder der andre regler.

Nu udkommer bøgerne, som tager nådesløse opgør.

Howie Carr udkommer næste år med Kennedy Babylon: A Century of Scandal and Depravity.

Et uddrag på Breitbart.com giver en hårrejsende afsløring af en familie, hvor antisemitisme, racisme mod sorte, nepotisme, omgang med kriminelle, prostituerede og stimulanser – gik som en rød tråd, med faderen Joe som den værste. Han blev ambassadør i Storbritannien i 1938 og blev hurtigt en del af Cliveden-klubben som sværmede for Nazi-Tyskland.

Det er et bevis på de liberales mytemagt, at det lykkedes dem at fremstille et glansbillede af sig selv, som verden troede på. Men den tiden er forbi.

Pop-kulturen gjorde hedonisme til en livsform: Man kunne «fortære» hvad man havde lyst til, for industrien leverede stadig nye ambitiøse, smukke mennesker, som var villig til alt for en karriere.

Joe Hagan har skrevet bogen om Jane Wenner, grundlæggeren af bladet Rolling Stone:  Sticky Fingers: The Life and Times of Jann Wenner and Rolling Stone, omtalt af Ed Driscoll i pjamedia.com.

Tilfældet ville, at den skulle udkomme samtidig med, at Weinstein-skandalen eksploderede. Man skal være blind for ikke at se parallellerne: Rolling Stone blev symbolet på popkulturen, glorificeringen af stardom. Navnet var ikke tilfældigt. Mick Jagger efterlod sig mennesker i sit kølvand, som begik selvmord, som Rainer Fassbinder gjorde.   Charles Manson var en side af denne kultur.

Forrige sommer sendte Danmarks Radio en dokumentar om popgrupper og pædofili. Grupper som Led Zeppelin og Aerosmith var med til at normalisere sex med helt unge piger. Musikjournalister og omgivelserne lukkede øjnene. Almindelige normer gjaldt ikke for pop-legenderne.

På engelsk har man udtrykket enablers, tilrættelæggere. Det viser sig, at omgivelserne kendte til det, men ikke gjorde noget. Det var samme historie med Jimmy Savile. Hvordan kunne han fortsætte så længe? Fordi han havde glorien fra popkulturen om hovedet, og den gav immunitet.

British music journalist Mick Wall, in his 2010 history of Led Zeppelin, When Giants Walked the Earth, wrote that long before Zeppelin took flight, Elvis and the Beatles were taking full advantage of women on the road. “John Lennon later told Jann Wenner about the Beatles’ on the road adventures: ‘If you could get on our tours, you were in. Just think of [Fellini’s film] Satyricon. Wherever we were there was always a whole scene going on. [Hotel rooms] full of junk and whores and fuck knows what.’”

Det er sandhedens time og sandhed er the new junk. Skandalerne og hovederne som ruller, kommer til at skabe en efterspørgsel efter bøger, som udstiller alt og alle.

Det vil få en effekt. Et sobering moment. Kulturen vil prøve at blive ædru.

Folk vil ikke at bo i et samfund, hvor alle mulige seksuelle afvigelser bliver normaliseret. De ser en sammenhæng mellem det, de hører om kendisers seksuelle «forbrug» og opløsningen af biologiske køn.

I så fald er dagens politiske korrekthed ved at miste et vigtigt våben.

Nogen vil prøve at se sig i spejlet og beskrive, hvad de ser.

Det er ikke noget kønt syn.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)
  • Margrethe

    Nu mangler vi bare at få sparket benene væk under endnu et ikon. Forløberen for det hele, og af ældre dato en disse, hans proselytter. Måske den vigtigste aktør til dette seksualforstyrrede vanvid, der har redet Vesten som en mare siden pornoens frigivelse og som ser ud til at være en af de mange søm til Vesten dekadente ligkiste: Alfred Kinsey. Ingen ringere. Han er udråbt som den store befrier af folkets sande, ubundne lyster. Befriet for al bornerthed og jeg skal gi dig. Oven i købet “videnskabeligt funderet”.

    Ja det skal jeg love for. Læs bogen “Kinsey: Crimes & Consequences. The Red Queen & the grand Scheme”. Her kommer sandheden for en dag, der ikke lader ovenævnte noget tilbage: Kinsey lavede såkaldte “seksuelle forsøg”. Det vil sige filmede seksuelle akter begået mellem alt og alle, der i blandt børn ned til spædbørnsalderen.Rent videnskabeligt, naturligvis… Der til kommer afsløringer af snyd og bedrag med hans “videnskabelige” data, hvor blandt andet seksualforbrydere i fængslerne blev listet ind i hans statistikker for “normal seksuel praksis”. Alt samme bedrevet af en mand, som selv fik tilfredsstillelse ved at stikke en piberenser op i urinrøret og binde en line stramt om testiklerne…

    Ovennævnte har ikke forhindret ham i at blive udråbt til faderen for den store frigørende seksuelle revolution. For år tilbage, blev der sågar lavet en hyldestfilm om selvsamme. Lige så kritisk som kommunistiske ditto om Stalin, Mao, og hvad idolerne på den røde stjernehimmel ellers hed. Eller nogenlunde lige så forvredne, om man vil. Måske er tiden også kommet til et opgør med dette seksualsfærens rockidol?

  • Karsten S

    Nu skal man selvfølgelig huske på, at piger i stort set alle aldre stod i kø for at komme i lag med verdensstjernerne. Ganske frivilligt. Og det skulle ikke undre mig om de stadig gør det. De føler sig næppe misbrugt.