Kommentar

Islams talsmænd tåler ikke den ringeste kritik uden at få nervesammenbrud. Og ummaen – den muslimske nation – svarer med klynk og påberåbelse af århundreders kristne og jødiske overfald på de troende. Og fornærmelser af profeten. Og bagtalelse af diverse kaliffer, sultaner og emirer.

Det er godt at være dansker. Vi har heldigvis ikke fulgt Muhameds eksempel med at lade beklagelser over vores vanskæbne styre livet under bøgene – ledsaget af vilde anklager mod enhver, der har stukket en pind i Danmarks hjul.

Danmarks historie byder ellers på rige kilder til nationalt og kulturelt raseri. Hvad har vi ikke tabt de seneste 1000 år? England, Estland, Gotland, Sverige, Nordtyskland, Skånelandene, Norge, Slesvig. Vi står lidt afpillede tilbage.

Alligevel er vi ikke blevet fanatikere. Tabt er tabt, og det kan vi ikke lave om på. Vi kan derimod glæde os over, at der begravet i dansk kultur ligger en kerne, som har modstået de fleste ydre og indre anslag. Man kan vel beskrive fænomenet som en kultur, der hviler så meget i sig selv, at den ikke behøver at opføre sig som en glubsk hund.

Helt anderledes med islam, der er så skrøbelig, at den bryder sammen, hvis man fjerner så meget som en sætning fra Koranen, Muhameds sædvane eller hans biografi.

Her kommer Muhameds mænd på arbejde. De klogeste af dem er utvivlsomt på det rene med, at islam ikke holder for en nærmere historisk, arkæologisk eller tekstkritisk overhaling. Intet af hvad vi får bildt ind om profetens gøren og laden holder for en videnskabelig undersøgelse. Det er heldigvis en halv vind og digt fra ende til anden. Ellers måtte vi jo tro på de bloddryppende beretninger om Muhameds lystmord og voldtægter.

Hvad gør man så, hvis man lever af at promovere Muhamed som det perfekte menneske? Man indser, at islam ikke kan forsvare sig mod vestlig videnskabelig kritik, men kun overleve ved altid at være i offensiven. Og mange anledninger byder sig til. Enhver sharia-tilhænger har noget at brokke sig over. Skal de finde sig i at leve i et luderland? Skal de acceptere, at politiet trænger ind på deres muhamedanske enemærker? Skal de finde sig i den respektløse omtale af deres guru? Skal de finde sig i at leve under menneskeskabte love, når Allah en gang for alle har givet loven?

Sådan vil det blive ved, så længe der er muhamedanere i landet. Vi må lære at tage det for hvad det er: Små og bange mænds forpjuskede forsøg på at kalke det muhamedanske lig. Derfor puster de sig op med klynk og klage i håb om, at vi skal føre debatten på deres præmisser.

Desværre har de haft betydeligt held med det.

3 svar til “Islam – en faldefærdig konstruktion”

  1. rustad siger:

    kære Lars, smukt formuleret. Danmark har hvilt i sig selv. Men mener du at det fortsat er slik? Hvis ikke, hvad var der der gik galt og når? Det kan vel ikke bare være politikernes fejl? Folket kunde jo stemt på andre. Det samme problem gælder selvsagt alle vest-europæiske lande. Hvornår sluttet de at hvile i sig selv, når mistet de tyngdepunktet?

  2. Riisgaard, Danmark siger:

    Klassisk videnskabelig islamforskning er i vore dage livsfarlig og foregår derfor skjult og under pseudonymer. Resultaterne fra denne forskning, bl.a. at Muhammed er en konstruktion, skulle jo under normale omstændigheder formidles i DR som al anden interessant public service. Men omstændighederne er ikke normale og DR kender sine no go zoner. Så hellere indirekte støtte den ‘faldefærdige konstruktion’. Sandheden kommer dog for en dag, en dag. Danskerne er sønner af de slagne, lige siden Chr. 4 blandede sig i 30- års krigen 1625. Vi er vante til tab og kan endda kokettere med det. Bagtæppet til danskerne som verdens lykkeligste folk dækker over et unævneligt tab, nemlig af livsmod. Tæppet falder, og man aner hele snoreværket bagude. Danmark holdes endnu kørende. Med lodder og trisser, selvbedrag og lykkepiller. Hvad falder først, islam eller Danmark!

  3. rustad siger:

    Det er samme historie i Norge som i Sverige. Hvad er det der holder samfunnet sammen? Er det en ren konstruktion? Vil en dag en lille gruppe kunde skubbe det hele over ende? På en måde er det det terroren gør. Den viser at samfundet er forsvarsløst og myndighederne magtesløse. Antal ofre er en ting, men det største tab er demonstrationen af myndighedernes impotens.