Kommentar

Michael Ancher Den druknede (Skagen museum)

Som jeg spåede, ville Facebooks forsøg på ensretning give bagslag (Jeg håber, at udtrykket bliver forstået i Norge. Bagslag er, når man prøver at sparke nogen i røven, men rammer sig selv).

Facebooks hensigt var at lukke munden på Aia Fog og mig samt adskillige andre i håbet om, at vi ville blive usynlige.

De opnåede det modsatte.

Danske politikere fra flere partier har reageret med væmmelse på Facebooks censur.

Det glæder mig, fordi jeg ofte har fortalt udenlandske journalister, at Danmark nok ville blive det sidste sted, hvor det lykkedes den herskende klasse at undertrykke ytringsfriheden.

Da Danmark var besat af nazisterne i 1940-1945, og radioen og aviserne var underlagt besættelsesmagtens censur, gik danskerne over til at få deres nyheder fra illegale medier – små duplikerede skrifter, der i hemmelighed blev delt fra hånd til hånd.

Den frie ytring kan aldrig knuses, for tankerne er fri.

Derfor bemærker jeg med glæde, at danske politikere som Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, Rasmus Jarlov fra De konservative og Søren Espersen og Marie Krarup fra Dansk Folkeparti har rejst sig til forsvar for ytringsfriheden.

ANNONSE

Søren Espersen – en af Dansk Folkepartis skarpeste hjerner – siger, at dem, der skal udelukkes, er nogen, der prædiker vold eller virker ved vold. ”Alle andre skal have lov til at sige, hvad fanden de vil, i et frit land.”

Espersen går videre: ”Det næste skridt kan blive, at vi som frihedselskende nation forbyder Facebook i Danmark. … Hvis de ikke følger landets lovgivning, så får de ikke lov til at virke i Danmark.”

Det var nok ikke, hvad Facebooks danske chef, Peter Münster, havde håbet at kunne rapportere til sine udenlandske bagmænd.

Søren Espersens partifælle i Folketinget, Marie Krarup, vil spørge den danske justitsminister, om Facebook ikke overtræder forbuddet mod diskrimination i dansk lov.

En af Det Konservative Folkepartis mest eftertænksomme mænd, MF Rasmus Jarlov, skriver: ”Dette er simpelthen for meget. Lars Hedegaard og Aia Fog er blevet slettet fra Facebook. To vigtige samfundsdebattører. Facebook begynder at ligne et problem for den offentlige debat i Danmark.”

Pernille Vermund på Facebook:

”Vi bør tvinge dem [altså Facebook] til at forholde sig til, om de vil være markedsplads eller medie. Hvis de vil være markedsplads, der fungerer som en opslagstavle eller et offentligt torv, kan de ikke stilles til ansvar og bør heller ikke redigere i det, folk skriver. Men de skal stadig underlægge sig dansk ret. Hvis de til gengæld er et medie, så har de både ansvar og redigeringsret, men må også følge de regler, som andre medier er underlagt.”

 

Sidst jeg kiggede, havde Vermund fået 3.100 likes, 544 kommentarer og 414 delinger.

 

Til dagligt er Dansk Folkeparti, De konservative og Nye Borgerlige konkurrenter om stemmer og indflydelse på landets politik.

 

Så meget glædeligere er det, at de står sammen om det væsentlige.

 

Nemlig Danmarks frihed.

ANNONSE