Oraklerne



Som de fleste nok véd, er et mantra en tom lyd, man gentager igen og igen under meditation, indtil bevidstheden er helt tom. Den slags er der i disse år en overflod af rundt omkring os.

I dag taler man fx om ”disruption”, selvom ingen ved, hvad det er, og selv ikke medlemmer af disruptionrådet kan forklare, hvad det går ud på. Tilsvarende gælder det om at være “omstillingsparat”, især hvis man er en del af “det grå guld”. Desuden bør man kunne ”indgå i et ungt dynamisk team”, samtidig med at man er “selvstændigt tænkende”, dog ikke mere, end at man “bevarer den eksisterende korpsånd, men med ledelsesmæssig pondus”, som det engang hed i en jobannonce.

I en anden annonce stod der, at den heldige udvalgte “skal udvikle en aftalestyringsmodel, en dialogstruktur og en kompe­tence­udviklingsplan” – og i øvrigt være “resultatorienteret, kende sit eget værd og bevare overblikket i kraft af systematisk og logisk tankegang”. Det er til at blive helt stakåndet af. Selvfølgelig bruges der i forskellige forgreninger af samfundet særlige sproglige koder; det gælder både sport og politik, jura og erhvervsliv, pædagogik og sundhedsvæsen, kultur og kirke osv. Men de sproglige koder dækker ofte ikke over noget som helst. Ligesom de religiøse mantraer jo heller ikke gør det.

ANNONSE

Værre er det dog, at netop religion tit gør mennesker til hyklere og bedragere: En gruppe mennesker istemmer alle de samme ord og gør det så tit, at de bliver til besværgelser: Således bliver lignel­sen om den barmhjertige samaritaner, som er prædiketekst til denne søndag, ofte draget frem af hvem som helst, der med betydnings­fuld mine ønsker at udbrede Jesu såkaldte budskab om næstekærlighed og tolerance.

Næstekærlighed er en af de kristne kernesager, man er mindst berøringsangst overfor. I modsætning til fx retfærdiggørelsen, frelsen, nåden og det evige liv er næste­kærlighed et populært samtaleemne ved mangt et kultiveret dansk middags­bord og i mangen tv-udsendelse på DR2. Men det er nok værd at bemærke, at næstekærlighed næsten altid er noget, man efterlyser hos andre, til trods for, at det dog forholder sig sådan, at hvis man selv praktiserede næstekærlighed, så ville man følgelig slet ikke have behov for at efterlyse den hos andre, men ville have rigeligt i selv at være næstekærlig.

Noget lignende gælder ordet “tolerance”. “Tolerant”, det er noget, jeg mener, du bør være; og er du ikke tolerant, så er du funda­mentalist. Jeg forlanger og forventer, at du er tolerant, det vil sige: ikke mener din mening helt alvorligt; for noget andet kan jo lige så godt være sandt. Når ordet tolerance bruges, så sker det ofte i en magtkamp, som et våben, der skal svække en anden: Du skal være tolerant, altså slække på din egen holdning, til fordel for min, lyder kommandoen.

I daglig sprogbrug udtrykker næstekærlighed og tolerance med andre ord ikke noget som helst virkeligt, men dækker ofte bare over farisæisme og selvgodhed hos den, der tager ordene i munden. Som en religiøs besværgelse: et skalkeskjul for magtvilje og selvhævdelse. Ordene ”næstekærlighed” og ”tolerance” lyder så smukke og tilforladelige; og den, der tager dem i munden, tager sig ud som et humanistisk sindet menneske, der hører til det gode selskab, hvor man holder sig for sig selv og lægger afstand til mindre pæne og dårligt renommerede mennesker. Hvad der dog næppe kan kaldes specielt næstekærligt, hvis ordet skal tages for pålydende og ikke bare aflires som et mantra.

Om farisæerne, sin egen tids gode selskab, datidens kulturelle elite, sagde Jesus, at de lignede kalkede grave: Udadtil var de pæne, noble og kultiverede, men indeni fulde af råddenskab og uhumskheder. Dermed har han sat en tommelfingerregel, som altid er til at stole på: Nemlig, at i samme øjeblik, du står over for et menneske, der vil belære dig om næstekærlighed og tolerance, står du over for en person, som vil tage sig ud, vil have magt over dig, gøre dig usikker, skamfuld – i den ene hensigt at hovere over dig. Du skal gøres lille, for at vedkommende kan blive stor, stor i slaget, de store ords missionær: Næstekærlighed og tolerance som skalkeskjul for religiøs frelsthed, for intolerance og foragt for næsten.

Selv talte Jesus aldrig om næstekærlighed; men han kom sin næste i møde med ubetinget kærlighed. Hans næstekærlighed var ikke tomme ord, men handling, ikke teori, men praksis. Kun på forespørgsel nævner han i dagens tekst kærligheden til næsten og knytter den da uløseligt sammen med kærligheden til Gud, nemlig da den lovkyndige spørger ham: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Og samtidig betones det så – meget sigende – på det sted, at den lovkyndige ville sætte Jesus på prøve – lokke ham i en fælde. I bagtanken med sit spørgsmål har den lovkyndige med andre ord allerede forsyndet sig imod buddet om at elske Gud af hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind og sin næste som sig selv.

Jesus, derimod, henviser dels til buddet, og lader dels spørgeren gå i sin egen fælde ved i lignelsens sprog at pege på, at den, der virkelig er en næste for sit medmenneske, altid er den, der handler i kærlighed frem for dem, der bare taler om, at man bør besidde den. Kun på foranledning henviser Jesus til buddet om at elske næsten. Aldrig taler han generelt eller abstrakt om det; for i samme øjeblik du gør det, er du som præsten og levitten. De, der til enhver tid nok kunne lire hele buddet af sig, men svigtede det, da det skulle omsættes til praksis, til levet liv.

Som teori eller program er buddet om næstekærlighed en uforskammethed, eftersom den, der påberåber sig det, uvægerligt bruger det imod dets hensigt, nemlig til at tryne og nedværdige andre med. I hvert et ord, Jesus siger, i alt, hvad han gør, afskaffer han som løgn og bedrag den religion, der ikke er andet end undertrykkelse og nedværdigelse, hule mantraer og tomme ritualer; og han gør det for livets skyld. For din og min menneske­ligheds skyld.

 

Merete Bøye er cand. theol og sognepræst i  Viborg Domsogn samt Tjele og Nr. Vinge.

ANNONSE