Kommentar



Donald Trump og Melania ler ikke. De har lige hørt Barack Obama gøre grin med Trump for hans birther-issue, hans reality-tv-rolle og hans præsidentambitioner. Dato: 24. april 2011. Seks år senere er det umulige sket, men pressen opfører sig fortsat som om Obama er præsident. Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Scanpix.

 

Det er en næsten fængslende oplevelse at observere, med hvilken nidkærhed pressen både ude og hjemme bestræber sig på at finde noget hver eneste dag,  som kan sætte Donald Trump i et dårligt lys.

En af disser sager det seneste døgn er den amerikanske præsidents afbud uden begrundelse til den årlige middag for korrespondenterne i Det Hvide Hus. Man skulle ellers tro, at et afbud til en middag ikke var en specielt vigtig nyhed, men en af aktørene i historien er jo pressen selv, så derfor er den måske vigtig alligevel. Hvem var det nu, som beskyldte hvem for at være narcissistisk?

ANNONSE


Alle er der, og alle beundrer Barack Obama for hans retorik, hans stil og vitser. Ikke bare pressefolk, men også Hollywood. Alle som betød noget. Da Hollywood vågnede op 10. november troede de ikke deres egne øjne. George Clooneys latter siger det hele. Hollywood går til krig mod præsidenten, med medierne. Foto: Larry Downing/Reuters/Scanpix.

 

I VGs og andres dækning af sagen kan man læse plus-ord om dette «traditionsrige» arrangementet – vi taler altså om et måltid. Præsidenten plejer at være «æresgæst». Hvem andre end en idiot kan takke nej til den ære? Obama (må hyldest følge ham) har tidligere brillieret som taler under arrangementet. Hvem kan matche denne gud i stil, klasse og elegance?

Pressens bestyrtelse handler mest om, at Trump nærmest har udråbt den til et samfundsonde, som om han hermed brød en slags hellig lov. Man skulle da ellers tro, at det til en vis grad stod politikere og statsmænd frit for at definere, hvad de opfatter som samfundsonder (skibsredere, højrepopulister…), og at pressen ikke har fået en fribillet i den henseende. Men er åben krig den mest hensigtsmæssige?

Hellige love til side: Den lov USAs præsident sværger at beskytte i sin embedsførsel, er den amerikanske forfatning. Det dokument handler først og fremmest om, hvordan landet skal ledes, om hvilke beføjelser, der ligger hos Kongressen, præsidentent og andre vigtige embeder. I den oprindelige tekst stod der ikke et ord om pressen. I den nuværende udformning står der kun i det første forfatningstillæg, at Kongressen ikke må vedtage love, der begrænser pressens frihed.

Men hvad betyder frihed i denne sammenhæng? Det betyder negativ frihed, altså frihed fra overgreb. Ikke positiv frihed, som for eksempel en priviligeret adgang til steder eller personer, som ikke også tilkommer den almindelige borger. Pressen består af almindelige mennesker, hvis arbejde det er at drive informationsvirksomhed rettet mod offentligheden. Der følger ingen aristokratisk status med jobbet – eller det bør der i hvert fald ikke gøre. Så kommer det til at lugte lidt af det europæiske laugsvæsen, som er USA fremmed. Adgangen til parlamenter, retssale mv. skal i lige så stor udstrækning gives til en landmand, en erhvervsmand og en hjemløs som til en journalist.

Dét er demokratisk og egalitært. For alle mennesker er vel lige gode, lige som alle kulturer angiveligt er? Hvis pressen skal bevare sin eksistensberettigelse som andet og mere end ren underholdning og frivillig hjernevask, så må den bringe noget mere til torvs end hvad offentligheden selv kan finde ud af. Gør pressen det? Bliver alle vigtige emner og sager belyst så godt og så objektivt som de burde? Det er nødvendigt at stille det spørgsmål for at kunne besvare det.

Præsidenten har altså ingen grundlovsfæstet forpligtelse til at behandle pressen på en bestemt måde. Han bryder ingen love ved at optræde som han gør. Ikke desto mindre fremstilles det som om hans handlinger nærmest er antidemokratiske.

Love er jo ikke alt, og der er ingen tvivl om, at Trump bryder en række sædvaner for amerikanske præsidenter. Men tror pressen, at det er en naturgiven rettighed at tingenes tilstand for evig og altid skal forblive de samme? Er forandringer noget kun andre må finde sig i? Fortalte virkeligheden ikke en noget anden historie, også før Trump indtog scenen?

Det er også en sædvane, at man omtaler pressen som «den fjerde statsmagt». Det er ingen lovfæstet magt, og pressen er i udgangspunktet ikke nogen institution.

I praksis er pressen alligevel blevet en slags institution, og da særligt i de lande, hvor pressen på den ene eller den anden måde tilgodeses af myndighederne. Man kan godt indtage det standpunkt, at alle organisationer, som finansieres af skatteyderne, mensom ikke direkte udgår fra de tre statsmagter er at anse for institutioner. Hvilket også medfører, at hærskarene af NGO-er har fået en magt som ikke er givet dem i kraft af konstitutionelle principper, men som politikerne alligevel har givet dem på offentlighedens bekostning.

Men nu er det altså præsidenten som er folkevalgt, og det er ham, som med demokratisk mandat legitimt kan udøve magt. Trump er ikke nødvendigvis en flink fyr, men det er heller ikke det, han er sat i verden for.

Enhver som i Vesten forsøger at udøve magt i den juridiske egenskab han eller hun er valgt til, støder med det samme på en modmagt bestående af medier, NGO-er og andre organisationer i ind- og udland. Denne modmagt har ikke altid vært negativ, men den har efterhånden udviklet sig til et af de største demokratiske problemer vi har. Og modmagten har ikke befolkningens bedste for øje. Den består hovedsagelig af en række lobbyer, som primært varetager egne interesser. Og der er overhovedet ikke vandtætte skotter mellem lobbyerne og embedsværket.

Der er grund til at tro, at team Trump ønsker sådanne konstruktioner til livs. Det er i hvert fald nærliggende at tænke i de baner, når Steve Bannon nævner «deconstruction of the administrative state» som et af præsidentens tre hovedmål.

Hvis det lykkes, vil der være tale om en stor forandring i selve statens virkemåde. Og mange af dem, som har været vant til at boltre sig i offentligheden, må se sig om efter et almindeligt lønarbejde. Lyder det helt skævt?

For dem som ikke kan lide Trump, for eksempel fordi de mister privilegier, falder det derfor naturligt at anklage ham for at være radikal – ikke helt med urette, eftersom dekonstruktion og oprykning med roden er lidt i samme boldgade (eller udtørring af sumpen, for nu at bruge den rette term).

Men det kan lige så vel indvendes, at den administrative stat er en anomali, som ganske vist har stået på længe, men som de sande konservative helst ser forsvinde, så man kan vende tilbage til forfatningens ånd.

For en som har sat sig så ambitiøse mål, er der ikke noget unormalt ved at melde afbud til en pressemiddag. Det er tværtimod ganske logisk.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)
  • KnudMadsen

    Jeg ville have haft tabt rigtig meget for Præsident Trump, hvis han var taget med til den åndssvage middag, med den flok røvhuller.
    De har rigtig fået en havkat i hyttefadet, og det MORER jeg mig voldsomt over! 😀
    Mit håb er, at Præsident Trump har kræfter til fortsat at “drain the swamp”, og måtte det dog brede sig hertil DK også, hvor der i den grad trænget til at blive ryddet op i sumpen af politisk korrekte galninge.