Oraklerne



En januarnat for et par år siden overnattede jeg sammen med konfirmanderne i Ribe Domkirke. Det var under en af januarstormene. Der var stormstød af orkanstyrke og klingrende koldt.

Den nat under kirketag, i ly for uvejret  – lå vi vågne og lyttede til stormens susen rundt hjørnerne og vinden som peb i krogene. Fra madrassen på gulvet, kiggede vi ud af de høje vinduer på den natblå himmel, hvor skyerne hastede forbi månen, der hang lysende klar over den lille gamle by på marsken.

Hovedengen stod under vand, for åen gik langt over sine bredder. Det var dér man i gammel tid henrettede folk, huggede hovedet af dem og satte det på stave til offentligt skue. Det flade marskland på begge sider vejen ud mod diget var oversvømmet. Og helt derude ved diget, hvor fårene græsser fra først på foråret stod himmel og hav i ét. – Og landet bag hav var ikke til at få øje på.

Det var sådan en nat i 1634, hvor vandstanden i Ribe målte 1,7 meter, skønt der er syv kilometer til kysten. Et mærke under prædikestolen i Domkirken viser hvortil vandet gik under den store mandedrukning. Det var buldrende mørkt over Ribe – ingen kunne kende det ene ansigt fra det andet. Mellem 8.000-15.000 mennesker druknede i stormfloden på marsken.

ANNONSE

Mennesker, der ikke var holdt vågen af hjertets hamren, blev vækket af havets brølen. Havets egen vilje, stormenes rasen, der sendte dødelige vandmængder indover det flade land, har sat sit præg i landskabet og kystboernes bevidsthed.

For 100-150 år siden byggede man digerne helt nede fra Hollands flade kyster til det danske marskland for at beskytte mennesker, dyr og land mod stormfloderne. Sådan har også de gamle vestjyder længere mod nord levet i pagt med havets kræfter. De små grønne redningshuse vidner om, at havet har hentet mange liv. På døren er malet to små Dannebrogsflag.

Det røde flag med korset i midten, der minder om, at nok  har vi hjemme her på jorden – i Danmark hvor vi lever vores liv under stormens susen – men også et evigt hjem – hos Vor Fader i himlen. Og det vidste de – de gamle på vestkysten. Kvinderne vidste at de måske en dag skulle iklæde sig deres sorte brudekjoler som sørgedragt. Mændene vidste det, når de sejlede ud i de små fiskerbåde af fattigt tømmer, at deres liv var i havets magters vold  – men i den Guds vold.

De vidste det måske ikke – disciplene – da båden skjultes af bølgerne på havet, som vi hører om i evangeliet til i dag. Måske vidste de ikke at de var i Guds vold – for de var lidettroende. Og alligevel vækker de Kristus: ”Herre frels os! Vi går under!” ”Hvorfor er I bange I lidettroende?” Siger han, til det lille menneske der skælver af angst, for at båden og livet skal gå under.

Da rejste han sig, truede ad storm og sø, og der blev havblik midt på dagen. Sådan har vi alle en plads i en båd som Vorherres lidettroende. I hvert vores lille liv, hamret sammen af fattigt tømmer – så godt som det nu blev. Båden er skrøbelig – kun nogle øjeblikke af livet holder den sig oppe. Og når bølgerne slår ind over den – når der er søgang i tilværelsen, søger vi alverdens midler, der kan stoppe uroen  – dæmpe angsten. Om disciplene havde skovlet vand op fra båden den dag på søen. Om de prøvede at sætte sejl og klare skærene selv, inden de vækkede den sovende Kristus melder fortællingen ingenting om. Mon ikke de, som ethvert andet lille menneske i havsnød prøver at kæmpe imod de kræfter, der kan knuse livet.

Sådan sidder vi – alle Herrens disciple i samme båd – der kan komme ud i stormvejr af forskellig art og styrke. Det kan synes så frygtelig endeligt – og Gud så frygtelig langt borte – som om han sover, mens vores liv ligger hen i skibskatastrofer og pludselig død, som Tom Kristensen skriver.

Når angsten er asiatisk i vælde og alverdens ulykke skyller ind som stormflodsbølgen over vores lille liv, stjernehimlen hilser os fra Den Almægtiges bolig – dér midt i stormens hærgen. Men dér tror vi så ofte som disciplene, at Han sover. – Mens økonomien krakelerer og familien går i opløsning. Når sygdommen tager livet ud af os. For Han får ikke økonomien til at hænge sammen for os – Han giver os ikke den forliste kærlighed tilbage.  Og i vores verden dør mennesker også af sygdomme.

Af Ham får vi ikke alt igen, som tiden tog fra os. Nej ingenting. Af den stormfulde forelskelse, der har det med at lægge sig – lover Han os ikke kærlighed. Han standser ikke den krig, vi sender vores elskede af sted i – og Han lover os ikke, at nogen overlever. Men Han lover os, at være med sin skabning i de storme der rejser sig – Han lover at være med os, når vi har kurs mod afgrunden  – i angst og vantro gynger på livets bølger.

Men Han lover os at stilne andre storme – det stormvejr vi dagligt føler i hjertet. Nok stilner Han stormen, men lader ikke vindene løje af – nej, Han giver os sin fred til at være i livet trods storm og torden. For de største stormfloder er ikke dem, der skyller ind over os udefra livet – men det uvejr der kommer fra vores eget oprørte indre.

Det er en ustandselige uro, den stille storm vi bærer med os – som et medfødt fejlslag i pulsen. Det er et vilkår vi er menneske på. ”Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.” skrev kirkefaderen Augustin i sine bekendelser.

Uroen, blæsevejret der kommer af sig selv – men ikke går af sig selv. Vi kan gøre meget for at tæmme det, holde fast noget så vi ikke blæser omkuld. Ihærdigt arbejder vi på at finde årsagen til stormen – og få herredømmet over den med psykologiens redskaber og coachens dyre råd. ”Hvad gør jeg ved uroen – kender du til den?” Spurgte jeg engang en klog kvinde og præst. ”Du skal gøre det, du er bestemt til. Gøre pligten.” Svarede hun. Det vil sige: Passe dit liv – tage dig af det – og tage det på dig. Udfylde den opgave du hører dig kaldet til. Gøre dit arbejde og gøre det ordentlig. Lade være med at sjuske for meget med livet, men gøre dig umage. – For det kan dulme uroen. – Det kan ikke stilne stormen, men det, kan forhindre at vi ikke blæser bort med blæsten. Pligten Gud har pålagt dig sammen med livet han gav dig. Pligten, der holder os fast på livet – fast på jorden.

Men alligevel – selvom vi sætter alle sejl, skovler vand ud af båden og forsøger at holde os på rette kurs, kan stormen og uroen fylde hele horisonten. Vi kan arbejde af alle kræfter på at bygge diger og forhindre, at stormfloden lægger os øde. Prøve at opretholde noget, mens det langsomt forsvinder. Også diger bliver revet i stykker af den værste storm.

Men dog ved vi ikke, hvad der tjener vores fred midt i orkanens og livets øje. ”For Guds ærinde går hver en storm/om den er nok så vild” (DDS 655), som Grundtvig skriver, da Danmark og to af hans sønner var med i treårskrigen. I de timer hvor stormene susede, hvor mismod og modfaldenhed var ved at tage overhånd måtte han som enhver anden præst prædike for sig selv.

Grundtvig gjorde det allerbedst i poesi. Salmen blev virkelig skrevet til egen brug – ikke offentliggjort. Først trykt og brugt ved hans begravelse i 1872. Er du modfalden kære ven/som tror dog på Guds søn. – se du dig op til himmerig/højt over skyer blå”, skriver Grundtvig til den, der sidder bange i hjertet og blæst omkuld af livet. For Guds vilje finder alle steder hen – finder altid sit præcise mål – Han lægger sin hånd på menneskets lille liv og giver det fred.

Når stormene  spærrer for udsynet til Gud, når vi tror han sover  – når angsten er større end troen – må mennesket som enhver fattig fisker folde hænderne i bøn. For om vores tro er aldrig så lille – kan mennesket godt have med Gud at gøre. Alle Bibelens fortællinger at intet menneske kan have en tro, der er for lille til at Gud have med sin skabning at gøre. Det er det opbyggelige, det giver os midt i livets storme og bølgegang – at han tilgiver os vore lille tro og vores forliste lille liv.

Det er det Ord, vi kommer ind i Herrens hus, i redningshuset her på jord for at høre. Her finder vi ly, når der er vindstød af orkanstyrke, som den januarnat under kirketag i Ribe Domkirke. For hvor lille vores tro end er, da er den vor faste borg/dens spir det er vort håb – det håb vi skænkes i dåben. Det håb der åbner horisonten når stormen raser. Derfor tør vi, som de gamle fiskere ude vestpå sejle ud på hver en sø, hvor farlig den end bryder – derfor vi leve tør og dø/ på ordet som det lyder.

Amen.

 

Marie Høgh er sognepræst i Lynge-Uggeløse sogne – og tillige debattør

 

 

ANNONSE