Kommentar



Bildet: Abu Laban – til højre for Ahmed Akkari – kan grine der hvor han måtte være. Han kan høste en posthum sejer. 

Flemming Rose var i sit es. Han er endelig en fri mand. Han kan si hvad han vil om konsernledelsen i JP/Politikens Hus og deres indblanding i det redaktionelle arbejd. Jørgen Ejbøl har groft brudt armlengdesprincippet der sier at konsernledelsen ikke skal blande seg ind i det redaktionelle.

Selv kalder Ejbøl og resten af ledelsen det for en personalsag. De reduserer en aflægger af den største sag i dansk pressehistorie efter krigen til en personalsag. Det duger ikke.

Rose kan hamre løs. Han sidder med de fleste kort.

Jørgen Ejbøl har en personlighed der gør at han tyranniserer sine omgivelser. Han er så kraftfuld at de finder sig i det. Men hvordan er det mulig? Er de ikke mænd? Hvor var deres selvrespekt?

ANNONSE

De trak ikke nogen grænse for sig selv, hvor det var nok, sa Rose. Han fik nok i september 2015, da han fik vide at Ejbøl havde forsøgt at standse hans sidste bog Hymne til friheden, der på toppen af alt udkom på avishusets eget forlag. Rose måtte ikke tale om bogen. Han måtte heller ikke blive intervjuet af sin egen avis! Der var megen parodi i Roses fortælling. Men ikke når Ejbøl smed Roses og Naser Khaders livvagter ud, minutter før Ejbøl skulle være med at uddele ytringsfrihedsprisen til Jacob Mchangama.

Ejbøls optræden bikket over i det bizarre. Med den ene hånd delte Jyllands-Posten ud ytringsfrihedspris, og med den anden satte Ejbøl mundkurv på Rose. Ejbøl optrådte sjofelt og ydmygede Rose. Når man læser om alle episoderne må man spørge sig hvorfor Rose fandt sig i at blive behandlet på den måden. Han indrømmer selv at han i 2013 var deprimeret og ikke havde lyst til at gå på arbejd.

Men journalister er junkies. De har ingen grænse mellem arbejd og privatliv. Rose lod sig lokke tilbage.

Den større historie handler om at Ejbøl og den nye redaktør Nybroe tror de skal kunne sætte en klamme rundt tegningerne, slik at de ikke længer hæfter ved avisen. Når Nybroe sier ved tiltredelsen at der skal blive mindre Muhammed og mer livsstil, viser han bare at han ikke har forstået noget som helst. Hverken af sin egen avis eller samtiden.

Tegningerne kostet Jyllands-Posten meget, men den gav også noget. Det er denne kapital Ejbøl/Nybroe vil smide væk.

Flemming Rose rejser til USA for at arbejde ved the Cato Institute i Washington. Han var allerede hyret til at holde foredrag om medierne under Trump.

De liberale medier har blæst til kamp mot Trump. Christiane Amanpour i CNN har erklæret det nye højre krig. Det er en kamp hun vil tabe, av flere grunder. Journalister skal ikke være aktivister. De skal formidle, analysere. De skal drive good faith-journalistikk. I det øjeblik de udelader eller fordrejer virkeligheten har de tabt.

Det er nok et ideal også Rose bekender sig til. Men kampens hede kan fordreje perspektivet. De liberale medier og et helt kobbel af akademikere og kulturpersonligheder mener det er en ny fascisme der står for døren. De marcherede i går til Ivanka Trumps hus i New York City og lovede at starte en kampagne mod den nye fascisme.

Men det er ikke 70’erne. Trump er ikke Nixon. Det blæser andre vinder. Vil Rose vove at fortælle liberalerne at de er nøgne?

Ejbøls nye linje er et nederlag, ikke bare for JP og dansk presse, men for Danmark som stat og nasjon. Muhammed-krisen er gået ind i historien. Den kan ikke gøres om.

Rose trækker mod afslutningen af sin bog frem Nic. Blædel. Udenlandsredaktøren på Berlingske der blev kneblet fordi han aldrig gik på kompromis med den sandheden om Nazi-Tyskland. Han blev sændt på orlov i 1938. Hans skriverier skadet danske interesser. Statsminister Stauning greb ind overfor pressen.

Det lød indtil for få år siden som noget ingen riktig troede kunne ske igen. Men det gør det. Det er ikke tilfældig at Rose tar frem Blædel. Den samme dynamikk er i virksomhed. Man bøjer af for vold og brand. Ikke fordi voldsmændene er så mange, men fordi der står en meget større person i rummet: Ummahen og den vokser for hver dag.

Rose er fortsat liberalist. Han er mod imam-loven der vil regulere hvad der kan sies i moskeerne. Han vil at også hadefulde imamer skal få slippe til.

Han viste til den kolde krig: Da praktiserede Danmark en rumslig ytringsfrihed og vandt på det.

Mon.

Det kan han si med facit i hånd. Men i dette tilfælde kan man bruge lidt kontrafaktisk historieskrivning.

Der var flere dansker der gik i Moskvas tjeneste. Nogle af dem gjorde karriere senere i livet, blant dem Olaf Olsen. Det er en historie Rose selv var med at afsløre:

Tid­li­gere rigs­an­tik­var og direk­tør for Natio­nal­mu­seet, Olaf Olsen, udar­bej­dede som ung kom­mu­nist under Den Kolde Krig en for­teg­nelse over 500 frem­træ­dende danske kunst­nere og videnskabs­mænd og videre­gav den til sov­jet­am­bas­sa­den i København.

Til 75 af nav­nene føjede han korte bio­gra­fier, oplys­nin­ger om hvor de stod poli­tisk, samt om de var Sov­jet­unio­nen ven­ligt eller fjendt­ligt stemt.

Oplys­nin­gerne om bl.a. atom­fy­si­ke­ren Niels Bohr endte siden hos den sov­je­tiske mili­tære efter­ret­nings­tje­neste. Dan­marks fjende i Øst kunne ifølge his­to­ri­kere bruge oplys­nin­gerne til spio­nage og påvirk­ning af den offent­lige mening eller som inter­ne­rings­lis­ter i til­fælde af en besæt­telse af Danmark.

Disse lister ville ved en invasion blevet proskripsjonslister, dvs likvidationslister.

Det kunne ha gået anderledes. Når det ikke gjort det var det fordi nogen stod imod. De skøtte deres arbejd. De havde mod.

Hvordan er det med modet i dag? Hvor mange er det der vover at stå imod islams indflydelse?

Det er dette historien om Rose og Ejbøl handler om. I så måde er ikke historien opløftende. Det var heller ikke Rose da han takket for sig: Han så ikke lyst på fremtiden.

Men man kan ikke undslippe fremtiden.

Hvad gør vi med den kundskapen vi besidder? Har vi styrke til at følge Nic. Blædels eksempel?

ANNONSE