Gæsteskribent

“Who’s gonna pay for my kids?” råber en kvinde vredt til en hvid mand, der tæskes på åben gade af et par sorte yngre mænd. Den hvide mand, der også får sin bil stjålet i samme ombæring, bliver beskyldt for at have stemt på Donald Trump.

 

Donald Trump er en hadefuld, verdensfjern, sexistisk islamofob og jødehader” skrev Zenia Stampe, selv blottet for had, på sin Facebook væg.

Jeg vil ikke fortabe mig i en diskussion om alle disse udsagn. Had er en følelse, og jeg kender ikke The Donald godt nok til at udtale mig om, hvorvidt Zenia har ret.

Jeg synes også ,det er lige vel friskt nok at beskylde en mand, der har tjent milliarder – og tro mig, Trump er rig. Jeg mener virkelig, virkelig rig, okay? – på noget så jordnært, som sine mange forskellige forretninger, for at være verdensfjern.

ANNONSE

Men jeg vil dvæle lidt ved modsætningerne i udtrykket “sexistisk islamofob”, efter lige først at have anholdt beskyldningen om Trumps jødehad med et citat fra en alt andet end venlig artikel i det venstreorienterede jødiske Tablet Magazine, hvor det hedder

Trump has an intimate familiarity with Jewish practice and Jewish life. His daughter, Ivanka, converted to Orthodox Judaism in 2009; if elected, Trump would be the first president to be the parent and grand-parent of observant Jews. Ivanka’s husband, real-estate magnate Jared Kushner, is an Orthodox Jew and one of Trump’s top advisers. The Trump Organization’s longtime chief financial officer and general counsel are both observant Jews, and Trump has the support of perhaps the single most important political donor in the American Jewish world—Las Vegas casino mogul Sheldon Adelson. Though he is a deeply repellent political figure to many American Jews, Trump can plausibly claim that Jews and Judaism are closer to the center of his life and work than they are for his opponent, former Secretary of State Hillary Clinton.

Trump’s favored Jews have a seemingly limitless confidence in their benefactor’s personal qualities. The Trump they know is decisive, serious, tolerant, and generous, and they’ve formed their impressions out of years or even decades of personal experience with the man. Despite this special access, their belief in Trump himself—which is often independent of any deep ideological kinship—helps demystify exactly why the real-estate developer, who is so blatantly and viscerally unpalatable to tens of millions of Americans, appeals to tens of millions of others.

The Trump Jews also hint at some of Trumpworld’s defining organizational tendencies. With the possible exception of Sheldon Adelson, every one of the major Trump Jews has known Trump for years, is personally friends with Trump, or is connected to his family through marriage. One of Trump’s Jews is known to be a registered Democrat. One of them was a leading Democratic donor who has a tortured history with one of Trump’s most dedicated surrogates.

 

 

Trump talte til amerikanerne som amerikanere, et hele, modsat Hillary, der hele tiden talte om allehånde minoriteter, som skulle tilgodeses.

Hillarys beskrivelse af halvdelen af Trumps vælgere som ‘irredeemable’ og ‘deplorable’ (fortabte og begrædelige), som Obamas beskrivelse af mange amerikanerne som klyngende sig til deres bibel og skydevåben udkrystalliserer den pointe. Trump vil have det fælles, og det kræver lige muligheder og det kræver overholdelse af samfundskontrakten, som er ens for alle borgere, der er frie til at vælge en identitet i privatlivet.

Hillary lover mange forskellige vælgergrupper at tilgodese deres behov og fremtiden står på et evigt ekspanderende vælgerkorps af minoriteter.

Det er globaliseringen, det er hvad de unge vil have, det fortæller fokusgrupperne og det kommer væltende over grænsen.

På sigt vil der ikke være grundlag for at være konservativ, andet end at leve isoleret i en udørk, fortabt med sin bibel og knugende sit skydevåben. Men problemet er, at man tilgodeser kun nogen på andres bekostning. Så hvor Trump vil tilgodese amerikanerne som et hele på bekostning af Wall Street og konkurrerende nationer, der udnytter de unfair aftaler, så tilgodeser Hillary sine mange minoriteter på bekostning af flertallet. Det kan Hillary kun gøre så længe flertallet er til at dræne for flere specielle rettigheder.

Efterhånden som flertallet, amerikanerne flest, eroderes via indvandring og metastaserende identitetspolitik skal minoriteterne tilgodeses på bekostning af hinanden og der bliver nu ikke længere tale om at tage fra de rige/mange for at give til de fattige/mange få, men om omfordeling af de resterende ressourcer.

Og omfordeling slider på den gensidige loyalitet for alle var med da alle ville få. Og selv blandt de dele af flertallet, der holdt ved at dele ud af arven vil det akademiske spørgsmål, om det er appropriation at lære så meget af dem, trænge sig på. Det kulturmarxistiske paradigme vil bryde sammen under vægten af egne indre modsætninger. Og her er vi tilbage til det besynderlige “sexitiske islamofob”, for hvis man har et problem med sexisme og misogyne holdninger har man et problem med islam og så er man islamofob.

Problemet for Stampe, Hillary og venstrefløjen er at der ikke er noget, der kan samle minoriteternes interne modsætninger andet end had.

De hader the Donald og Dansk Folkeparti og højrebølgen, den hvide mand, historien og den klare tanke og tankens ærlige sprog. Og det er hvad der kitter venstrefløjen sammen: had. De hader ikke at have noget at indvende, mens der stadig er forpligtelser, så opfinder nye definitioner på sig selv og på undertrykkelse, som fritager dem deres forpligtelser. Så de hader majoriteten, der holder fast på den virkelighed, ingen kommer udenom.

De hader at tabe, men de ville gå til grunde hvis de vandt. Vi andre prøver at begrænse ødelæggelserne.

Drokles blogger på www.monokultur.dk

ANNONSE