Oraklerne



I 2016 har pressen jævnligt oplyst, at antallet af asylsøgere falder. I sig selv en ukorrekt oplysning, da der stadig kommer nye asylansøgere til landet, således at summen af flygtninge/indvandrere stadig stiger.

Antallet af nytilkomne er blot ikke så stort som i de tilsvarende måneder i 2015, hvor tilstrømningen var særdeles voldsom.

Men hvordan er udsigten til, at tilstrømningen standser helt?

De forenede Nationer har udgivet en rapport i 2015 (1 World Population Prospects. Key findings & tables. Revision 2015. United Nations). Heri er vist tabeller af befolkningsfremskrivninger fra 2015 til årene 2030, 2050 og 2100.

Ser man isoleret på befolkningsudviklingen i de såkaldte MENA-lande, hvorfra Europa overvejende får tilført asylsøgere, er der grund til særdeles stærk bekymring. Befolkningspotentialet her er voldsomt stort.

MENA-landene (MiddelEast-NorthAfrica) er landene i Mellemøsten og Nordafrika rækkende fra Algeriet i vest til Iran i øst. Altså langt overvejende muslimske lande.

I 1950 var der ifølge FN1 i de 20 MENA-lande et samlet folketal på knap 88 mio. mennesker. I 2015 var dette steget med 375 mio. til i alt 463 mio. i de samme 20 lande.

ANNONSE

FN regner med, at dette tal i 2030 vil være vokset med yderligere 122 mio. til 585 mio. Fra 2030 til 2050 vil antallet stige med andre 141 mio. til 726 mio.

I år 2100 skønner FN, at det samlede antal mennesker i de 20 lande vil være 902 mio. Der regnes altså med en tilvækst på 176 mio. mennesker fra 2050 til 2100. I samme årrække må man regne med, at den etnisk europæiske befolkning ikke vokser, men snarere falder i antal.

De fleste af MENA landene er fattige på naturlige ressourcer bortset fra olieforekomster i et mindre antal stater.

Store dele af landene i Nordafrika og Mellemøsten er prægede af nedbørsfattige områder, hvor Israel som et enestående eksempel har formået at kultivere større arealer i forbindelse med maksimal udnyttelses af landets vandforekomster.

Hvis man sætter denne befolkningsudvikling i relation til de naturlige ressourcer i de fleste af MENA-landene, er de økonomiske fremtidsperspektiver på længere sigt ret håbløse for en meget stor del af deres indbyggere.

Med udsigten til en befolkningstilvækst på 122 mio. de næste 15 år eller 263 mio. de næste 35 år er der grund til særdeles stor bekymring i landene nord for Middelhavet.

Desværre ser det ud til, at de europæiske politikere enten ikke er orienterede om disse demografiske forhold, eller ikke ønsker at gøre offentligheden kendt hermed, for ikke at forurolige deres vælgere.

Selv om det lykkelige skulle ske i en væsentlig del af MENA-landene, at fødselstallet falder til reproduktionsniveauet, dvs. 2,1 barn pr. kvinde, vil der gå mere end 50 år, før folketallet holder op med at stige.

Eksempler på sådanne (og oven i købet ret dramatiske) fald i fertiliteten er set i lande som Japan og Iran. I Japan faldt fødselstallet voldsom umiddelbart efter afslutningen på Den anden Verdenskrig, men folketallet fortsatte med at stige til ca. 2005. I Iran faldt folketallet brat nogle få år efter Khomeinis islamiske revolution i 1978, hvor Iran i en kort periode ønskede stor befolkningsvækst, men så forudså en række problemer med de store årgange og derefter iværksatte en række fødselsbegrænsende aktiviteter. I dag er fødselstallet i Iran under reproduktionsniveauet, men folketallet forventes på grund af de store unge årgange at vokse i yderligere 35 år, selv om nutidens unge iranere får færre børn end deres forældre.

Da nogle af MENA-landene er blandt verdens rigeste målt i BNP pr. indbygger (olielande), burde de europæiske politikere forsøge at overbevise lederne i disse lande om, at de selv har ansvar for at skabe og sikre egen økonomisk udvikling, der kan give deres befolkninger beskæftigelse og fremtid.

Selv om landene måske ikke kan brødføde sig selv på lang sigt, vil en fornuftig investeringspolitik kunne sætte en industriel udvikling i gang med den voldsomme menneskelige ressource, som disse lande har – og skaber.

Problemerne løses ikke ved at eksportere folkemasserne, men ved at skabe udvikling og økonomisk vækst. Så vil der være basis for et samarbejde med bl.a. fødevareproducerende lande om udveksling af varer.

Tilsvarende må de vestlige landes politikere forstå, at det er nyttesløst at prøve på at løse de muslimske landes demografiske og økonomiske problemer ved import af deres overskudsbefolkning.

Set ud fra de foreløbigt gjorte erfaringer ser det for en uforholdsmæssig stor dels vedkommende ikke ud til, at de ønsker at acceptere kultur og værdier i de lande, de indvandrer til. I stedet etableres parallelle samfund, og der skabes konflikter til det omgivende samfund.

Imidlertid vil det nok være mest sandsynligt, at de muslimske (herunder også de meget velhavende muslimske) landes ledere først vil forstå dette budskab, når de vestlige regeringer sætter hårdt mod hårdt og nægter at modtage flygtninge og indvandrere fra muslimske lande, men overlader dette til de muslimske landes regeringer selv at sørge for deres muslimske brødre og søstre.

 

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)
  • papers__please

    Sålænge vi har landsforræderiske politikere ved magten så vil de muslimske migranter kolonisere og overtage landet i ekspresfart.

  • Ole K. Ersgaard

    Og statsministeren udtalte i dag, at “tilstrømningen” var stoppet! Han udtaler sig som om, at de danske vælgere lever i en isoleret osteklokke. Hvor er det dog trist.

    Ole K. Ersgaard
    Erhvervsøkonom MDM, PD
    2016-10-04

  • Pingback: Roms forfald « Snaphanen.dk()

  • Ivan Dybdal

    God artikel der siger det, der skal siges. Tak.

    Problemstillinger er desværre ikke ny og vores førende demograf P.C. Matthiessen har gjort opmærksom på den i mange årtier nu.

    Der mangler politisk erkendelse, som der står. Som mange har nævnt som årsag til den manglende erkendelse, er nok, at politikeres tidshorisont er til det næste valg max 4 år, mens demografien er resultatet af flere generationers fertilitet og dødelighed. Religionen og dens magthavere i MENA-landene holder befolkningen i et åndeligt jerngreb, der forhindrer, at fertiliteten kan reduceres, når dødeligheden for længst er faldet. Dermed er befolkningskatastrofen uundgåelig.

    Men hvad kan vi gøre ved det, selv hvis vi erkender det?

    Mogens Lykketoft afsluttede sin politiske karriere som formand for De Forenede Nationers generalforsamlings halvfjerdsindstyvende samling fra september 2015 til september 2016. Som uddannet cand.polit fra Københavns Universitet – hvor P.C. Matthiessen i mange årtier var professor i faget – er Mogens Lykketoft givetvis bekendt med demografi. Jeg tror blot ikke han har fundet det politisk opportunt nogensinde at bruge sin viden om demografi i sit politiske arbejde. Det er der ikke mange stemmer i og hvis han havde markeret sig markant med advarsler om den ukontrollerede befolkningstilvækst i MENA-landene, var han nok aldrig blevet valgt til formand for De Forenede Nationers generalforsamling?