Kommentar



Sørine Gotfredsen giver en beskrivelse af et møde med en imam der ikke ville give hende hånden. Bagefter sad han og brokket sig over at han ikke blev aksepteret som en fuldværdig dansker.

Hændelsen er en skole i frækhed og underkastelsesteknik: Man overrumples. Det som sker er så hinsides det man er vant til, at man mister fatningen.

For første gang i mit snart 49 år lange liv har jeg prøvet at føle mig seriøst diskrimineret.

Det er ikke tale om et enkelt møde med en speciel person. Det er tale om en ideologi som denne imam er talerør for. Slig skal alle kvinder behandles.

Imamens opførsel krænker ikke blot den enkelte kvinde. Den afslører også en problematisk negligering af den kultur, man er del af.

Ikke at give kvinden hånden er selvfølgelig en fornærmelse mod det samfund imamen lever i og sandsynligvis af.

ANNONSE

Idet imamen afviser en kvindes hånd, presser han et muslimsk normsæt ned over alle i lokalet, der rykkes ud af en fælles grundfæstet tradition og tvinges ind i en anden. Og alle finder sig i det. Alle vi, der ellers er opdraget til at identificere selv mikroskopiske tegn på forskelsbehandling, står bare dér og ser til, mens en mand kontant rangordner kønnene for øjnene af os.

Ja, hvordan er/var det mulig, vil eftertiden spørge. At mennesker der havde viet hele deres generation til “frigøring” fandt sig i at friheden blev taget fra kvinderne?

Hvad slags mænd var det i denne kulturen der tillod at deres kvinder blev ydmyget på denne måde? Opfattet de ikke at det også var en ydmygelse af dem selv?

Vi er nemlig formet af en moderne rummelig og også temmelig passiv mentalitet, hvor man accepterer andres normer, nærmest uanset hvor malplacerede de er. Vi føler os ikke berettigede til åbent at forholde os til en andens opførsel, for den enkelte må jo gøre, hvad han vil, og vi lærer i disse år, hvordan den intense individdyrkelse desværre er beslægtet med en vis ligegyldighed overfor værdien af det fælles.

Tolerance er kommet til at stå for noget andet: fejghed, undfallenhed, og en type laissez-faire, hvor til slut all gør hvad de vil. Også de der vil tugte andre.

I den efterfølgende debat beklagede imamen sig over altid at blive forbundet med en religiøs minoritet fremfor at blive opfattet som fuldgyldigt dansk.

Det er toppen af det hele: At spille offerkortet der automatisk giver adgang til at få forrang.

Igen: Der er nogen der siger ja, der går med på det. Uden flertallets passivitet ville det aldrig gået.

Først hæver han sig op over en forankret dansk norm ved ikke at give kvinder hånden, og øjeblikket efter beder han om selv at blive favnet ubetinget. Han fører et kulturelt dobbelt bogholderi og synes ikke selv at kunne se det problematiske ved det.

Det her skuespil har pågået i årtier, og ligevel har vi ikke gennemskuet det. Det Gotfredsen siger, er jo indlysende for den der vil bruge hovedet og være sig selv. Men det er det. Vi er ikke længere os selv. Så bliver vi som de andre.

Mødet med imam-tricket

ANNONSE