Leonardo da Vinci mente at være kommet op med en helt banebrydende opdagelse, der kunne få folk til at trække vejret under vandet.

Hvad denne faktisk bestod i, er stadig et mysterium, siden Da Vinci holdt opdagelsen hemmelig indtil sin død, og så til at alle manuskripter om den ble brent. Folk, mente han, var onde skabninger, og ville kun bruge en sådan viden, så snart de ervervet den, til at sænke skibe ved at bore huller i dem.

Om andre bare var lige så fremsynet.

Mikhail Kalashnikov, der døde i 2014, var i slutningen af sit liv fuld af beklagelse og sorg for all død og elendighed hans riffel havde forårsaget verden. Som ortodoks kristen frygtede han den relaterede møde med sin Skaber, og spekulerede på, om han ville blive holdt ansvarlig for, hvad andre havde udført med hans opfindelse.

Albert Einstein fortrød på sin side at have overbevist præsident Franklin D. Roosevelt at etablere Manhattan-projektet, der producerede den første atombombe. Lederen af projektet, Robert Oppenheimer, udtrykte også nogle kvaler i en tale til The American Philosophical Society i november 1945, blot tre måneder efter ødelæggelsen af Nagasaki og Hiroshima:

We have made a thing, a most terrible weapon, that has altered abruptly and profoundly the nature of the world … a thing that by all the standards of the world we grew up in is an evil thing. And by so doing … we have raised again the question of whether science is good for man.

Stalins hemmelighet

Med hensyn til atomvåbenet, er der en interessant anekdote fra Potsdam-konferencen 24. juli 1945, uger før Nagasaki og Hiroshima, der er værd at påpege.

Tyskland var allerede besejret, og Japan meget tæt på kollaps, efter general Douglas MacArthurs styrkers sejr, i juni, i slaget om Okinawa. Præsident Harry Truman ønskede at afskrække Sovjetunionen i at vedtage en alt for aggressiv position i Europa og Østasien. Under konferencen forsøgte han derfor at skræmme Josef Stalin ved at fortælle ham om det magtfulde våben USA for nylig havde udviklet.

Stalin syntes dog at være helt uberørt af praleriet til den amerikanske præsident. I sin bog Speaking Frankly (1947) genkalder udenrigsminister James Byrne hændelsen:

I was surprised at Stalin’s lack of interest. I concluded that he had not grasped the importance of the discovery. I thought that the following day he would ask for more information. He did not.

Winston Churchill mindes også den eiendommelige episode i Triumph and Tragedy (1953):

As we were waiting for our cars I found myself near Truman. “How did it go?” I asked. “He never asked a question,” he replied.

Hvad amerikanerne og briterne ikke vidste på tidspunkt var, at sovjetiske spioner for længst havde afsløret Manhattan-projektet, og teknologien bag. Nogle vil faktisk hævde at Stalin vidste af atomvåbenets færdiggørelse før Truman.

Allerede sidste år lancerede desuden Sovjetunionen sit eget hemmelige nukleare projekt, ledet af atomfysiker Igor Kutsjatov, der i 1949 resulterede i en vellykket atomprøvesprængning.

Spredning

Kernefysiske arsenal blev raskt placeret i hænderne til amerikanernes vigtigste allierede, Storbritannien og Frankrig. Sovjetunionen overførte på sin side teknologien til Kina.

Det skulle de bittert fortryde, og det af flere grunde end den påfølgende opsplittelse af den kinesisk-sovjetiske alliance, og Henry Kissingers diplomatiske triangulering af verdenspolitiken.

Før det officielle brudd mellem Moskva og Peking, hadde Nikita Khrusjtsjov blevet aldeles forskrækket efter et statsmøde han hadde hatt med Mao Zedong, der forsøgte at presse sin sovjetiske partner til at initiere en fuldskala atomkrig mod den kapitalistiske verden (lite visste hans mange vestlige beundrere om hans ønske om at annihilere dem og deres familier).

“Hvad så om amerikanerne atombomber mit folk?” avfeide Mao nonchalant indvendingerne til Khrusjtsjov med. “Det er så mange av oss uansett.”

(Om udsigterne for atomkrig kommenterte Bertrand Russell at slikt noget kanske ville efterlate seks mennesker i Vesten, fire i Russland og fire i Kina. Socialisterne ville da have to flere på sin side, og kunne selvfølgeligt regne dette som en sejr hvis de så ønsket.)

Israel og Indien snappet op atomteknologien i hovedsag fra Vesten, og fra Kina endte den op i Pakistan, der en viss Dr. Abdul Qadeer Khan, som interessant nok har fået status som en nationalhelt, solgte den videre på sortbørsen til nogle højst tvivlsomme kunder: Nord-Korea, Iran og Libyen.

Af disse var det kun Libyen der opgav sit program. Kort tid efter invasionen af Irak i 2003, ringede Muammar al-Gaddafi til Tony Blair i frygt for at han skulde ende op som Saddam Hussein, og meddelte at han ønsket at overgive atomprogrammet sit, som amerikanerne og briterne indtil da var uvidende om.

Med det forseglet diktatoren også sin skæbne.

Termittene

En interessant observation jeg har gjort, er at venstreaktivister som går ind for atomafvæbning i den vestlige verden, og pryder sine jakkekraver med “nej til atomvåben”-buttons, tilsyneladende ikke ser noget som helst ubehagelig ved atomambitionerne til det teokratiske dommedagsregime i Teheran.

De fremstår tvert imod fjendtlig indstillede til enhver som seriøst ønsker at modarbejde en slik udvikling, noget som indebærer at sanktioner, fordekte aktioner eller begrensede luftangreb umulig kan taes af bordet.

Nogle af dem, som kan sies at være venstreradikalere av en vis stribe, vil endog åbent argumentere for at det er retfærdig at Iran anskaffer atomvåben, siden USA, Storbritannien, Frankrig og Israel trods alt er i besiddelse af dette. Alt andet ville vistnok dermed være hyklersk.

Hvilket bekræfter, i hvert fald i mit sind, at det eneste denne type mennesker virkelig bryder sig om, er at rive ned sine egne land indenfra. Andre principper de hævder at holde, synes at være fuldstændig stedfortredende.

Minutter til midnat

Mennesker som udvikler den neste generasjon våben, og producerer stadig smartere missiler og bomber, er utvivlsomt nogen av de mest intelligente blandt os. De er også nogen av de mindst kloke.

En dag vil teknologien de udvikler uundgåelig havne i hendene på nihilister, lige sikkert som at maskingeværet, håndgranaten og TOW-raketten har gjort det.

Mens den norske exceptionalisme vil ha det til at Norge er en humanitær stormagt, er den statsejde Kongsberg-gruppe helt i verdensfronten inden udvikling af militær teknologi. Mon tro om disse mennesker, og det politiske lederskab som understøtter deres aktiviteter, nogensinde reflekterer over hvad de driver på med?

Glem ikke hvor nærme vi allerede er med dagens (eller skal vi si gårsdagens?) teknologi: I 2012 blev de skæggede, analfabete mulla-nisserne i Taliban slått tilbage fra en pakistansk lufthavn med kernefysiske stridshoveder. Pakistan, en ustabil stat som sværmer af radikale islamister, producerer årlig rundt tyve slike stridshoveder.

Mange virker at indbilde sig at atomtrusselen døde hen efter den kalde krig, men viseren på den ikoniske dommedagsklokke til Bulletin of the Atomic Scientists teller i dag kun tre minutter på midnat. Det er det nærmeste den har været siden 1953. (Før de rak at stille klokken i anledning Cuba-krisen i 1962, hadde denne alt nået sin resolution.)

Kan selv noget så indviklet som atombomben sprede sig slik som den har gjort, står der ingenting i vejen for at øvrig teknologi kan gøre det samme, uanset hvor eksklusivt ejerskabet af denne skulle være i nutiden. En skal ikke se bort fra at dronerne vi bruger mot terrorister i dag, kan ende opp med at benyttes af dem mot os i morgen.

Et andet mareridt-scenario, som desværre også er høyst plausibelt, er at kernefysiske våben med tiden skal blive en god del enklere at producere og armere sig med.

Skulle slike våben nærmest blive like billige og lett producerbare som en sykkel eller alarmklokke, hvilket er en af mulighederne George Orwell udforsker i essayet You and the Atom Bomb (1945), ville alternativene enten være slutten på civilisationen, eller begyndelsen på en særdeles undertrykkende politistat.

Det ustoppelige lokomotiv

Mennesket har selvfølgelig været besat af dommedagsprofetier siden tidenes morgen. Forskellen med vår tid, er at stadig flere kommer i besiddelse af midlerne til at give disse en selvopfyldende karakter.

Jeg anser dem som setter sandsynligheden for civilisationens undergang inden dette århundre til 50/50 for at være litt for pessimistiske. Dem der giver samme odds for millenniet, vil jeg på den anden side anklage for en enda større optimisme.

Millenniet vi har gået ind i ligger uanset an til at blive overmåde spennende. Om klokken er tre på midnat i 2016, hvad kan vi trods alt vente oss af 2516, for ikke at tale om 2816? Kan en virkelig klandre de av os som, i lighed med hvad den afdøde amerikanske konservative ledestjerne William F. Buckley jr. hevdet at befatte seg med, råber “stop!” mod historiens lokomotiv?

Det fortsetter naturligvis at tøffe ufortrødent videre langs sit spor, med en voldsom fart og kraft. At én amerikansk ubåt armeret med atomvåben har mer destruktivt potential end alle kriger i verdenshistorien kombinert, og 5000 ganger mer end bomben som ødela Hiroshima, er tydeligvis ikke nok. Som Ikaros ønsker menneskeheten at sveve enda litt nærmere solen.

Indtil videre vender en af Einsteins advarsler stadig tilbage for at hjemsøke os alle:

I know not with what weapons World War III will be fought, but World War IV will be fought with sticks and stones.