LEDER



Journalist Jeppe Juhl sætter op tre ord som rammer ind løsningen på hvad der må kaldes “det muslimske problem” i Europa. Ligesom man i tiden rundt første verdenskrig talte om det sociale problem, dvs arbejderklassen, og det jødiske problem handlede om assimilering og national homogenitet, må man i høj grad kunne tale om et muslimsk problem i dagens Europa.

At det ikke er comme il faut at gøre det, at det tvertimod udløser arge blik, er et tegn på at den politiske klasse i Europa ikke våger benævne de problem som er ved at vokse dem over hovedet.

Juhl lægger som præmis at religionen må reformeres. I sin nuværende mainstream-form er den uforenelig med demokratiet. En udiskutabel påstand for alle der beskæftiger sig med temaet.

Hvis religionens fortalere ikke vil reformere, må de liberale muslimer opfordres til at forlade foreninger og organisationer som fastholder den tradisjonelle tolkning.

Jeppe Juhl tar udgangspunkt i at dansk lov nedlægger forbud mod forsøg på at ændre samfundets indrætning med vold eller forsøge at omstyrte demokratiet. Islam har et slikt program indebygget. Det er en lovreligion med totalitære ambisjoner. Islamisterne tydeliggør bare de ambitioner som religionen bærer på. De har ledet til krig i Mellemøsten og mange andre steder, og tegnene er tydelige på at det samme vil ske her. Krudttønden og synagogen er bare forvarsler.

ANNONSE

De som ikke vil reformere sin religion må stilles overfor et ultimatum. De må forlade Danmark, sier Jeppe Juhl.

Han gør sig så overvejelser: Alle hindringer på vejen: konventionerne, EU, domstolen i Strasbourg osv.

Alle disse hindre er ved at opløse sig under trykket av migrationsbølgen. EU går i opløsning foran vores øjne. Det som syntes umulig i går, er aktuel politik idag. Dermed ikke sagt at det vil ske over natten. Men debattens premisser må ændres. Man må begynde i den riktige ende, er Juhls ærend.

 

ANNONSE


  • Niels Larsen

    Islam KAN IKKE reformeres. Hvordan skulle folk kunne reformere noget, som de fuldt og fast tror på er afgudens egne ord fra ende til anden og dermed den fuldkomne og fuldgyldige højeste sandhed?