Kort

Sublim kronik af Casper Gronemann i Berlingske – Facebook: Et forsvar.

“De sociale medier – og Facebook især – er det største fremskridt for den åbne debat i menneskets historie. … Den moderne teknologi har givet bonderøven, stilladsarbejderen og kældermennesket en direkte kommunikationskanal til savoir-faire-regimets samtalekøkkener. Til overklassens gru betyder det, at den nu må stå model til meningsdannelsen på samfundets bund, der som bekendt ikke altid er lige velpoleret. Det har ført til, at de sociale medier er kommet under heftig beskydning. …

Hertil kommer den ubekvemme sandhed, at underklassen aldrig har talt særligt pænt. At plædere for udelukkelse af dem, som ikke behersker ‘den pæne tone’, er per definition ekskluderende, fordi det opdeler debatten på baggrund af folks evne til sproglig indpakning. Samtidig er fokus på sprogets emballage en forbigåelse af indhold – en appel til, at formen i en udtalelse tillægges mere vægt end pointen. …

Der er intet nyt i, at sproget er det singulært vigtigste værktøj til at adskille de herskende fra de herskede. Det nye er, at den sproglige barriere, som før blokerede folk, som de er flest, fra landets debatplatforme – aviser, breve og politiske møder – ikke eksisterer på Facebook. …

Jeg sletter aldrig noget på min væg. Heller ikke selvom det er rigtig grimt. For det første fordi, det ville være som at stikke sine øjne ud og fornægte en virkelighed, der eksisterer, uanset hvor meget man forsøger at moderere den.

Men for det andet, fordi jeg er mit privilegium pinligt bevidst. Mit ordforråd giver mig adgang til aviser og andre medier, og en stærk platform på de sociale medier. At begynde at censurere folks adgang til debatten, fordi deres evne til at formulere sig er ringere end min egen, ville ganske enkelt være det ultimative udtryk for meningsarrogance.”

ANNONSE

Ét svar til “Casper Gronemann: Facebook er et demokratisk fremskridt, her er ingen sproglige barrierer”

  1. Britta Due Andersen siger:

    “underklassen” Nu er det sådan, at vi ikke rigtig har en underklasse, men snare en lavere middelklasse. Jeg er sikker på, at det er den betegnelse folk også selv vil bruge. Derfor har de også middelklassens idealer – og det er at tale et pænt sprog. Det lærer de deres børn.
    At vi i dagligdagssproget taler mindre pænt er en anden sag. Det at sætte ord på skrift, skal bare overholde andre normer, en det der kommer ud af munden ansigt til ansigt. At skrive på facebook er lidt som at skrive læserbreve / beskeder til fremmede og bør give anledning til samme refleksioner hos skribenten.
    I øvrigt hjælper det ikke ens sag at tale grimt Man opnår let det modsatte – at skubbe folk fra sig.