LEDER



 

Danmark har de senere år havnet i situasjoner hvor der er trukket noen valg som har fået store konsekvenser. Ved et tilbakeblikk kan man tydelig se et mønster. Større bevissthet om det spor man har fulgt kan styrke overbevisningen og selvtilliten.

Karikaturstriden berodde på en tilfeldighet og likevel ikke. Flemming Rose ville teste og belyse et reelt problem rundt sensur og frykt. Så eskalerte det hele. Rose og Jyllands-Posten ville aldri gjort det de gjorde, hvis de havde vidst hva det ville medføre. Men det vet man aldrig.

Smykkeloven som den nu hedder er et tilsvarende valg. Den er justert efter kritikk, men den vil fortsatte hede smykkeloven. Det hjelper ikke om andre land praktiserer en tilsvarende ordning, eller om danske sosialhjelpmottagere må underkaste seg samme krav. Smykkeloven fylder nemlig et behov.

ANNONSE

Europa har manøvrert seg ind i en situasjon det hverken ved ud eller ind af. Det har behov for en fall guy, en syndebukk. Det har allerede Viktor Orbans Ungarn og Polen. Danmark risikerer å bringe smitten til Vest-Europa. Smitten er brun.

Det er ubehagelig å bli møtt med ord og blikk som assosierer en med nazistene. Det sætter selvbildet på prøve. Det er her historien kommer til hjelp.

Den liberale elite og venstrefløyen som på ulike måter går inn i rollene som beskyttere av muslimer og islam, benytter de ultimate kort i en politisk kamp som er nådeløs.

Bruken av nazi-kortet er et udtrykk for svaghet. Men siden det benyttes av så mange i høye posisjoner, gør det fortsatt et vist indtrykk. På deres danske likemenn – jfr utbruddet til Louis Michel i Europa-parlamentet – og på vanlige mennesker som mærker den politiske korrekthed i deres hverdag.

Men det er et kort som blir svagere for hver gang det benyttes.

For øyeblikket fungerer det mer som en timeout, som en pauseknapp. Det sætter ud motstanderen en kort stund slik at han ikke rekker å samle seg.

Men Danmark har nu sagt  A og B og det blir nødt for å følge op.  Den kampanje Danmark udsættes for kan virke modsatt: At man oparbejder immunitet.

Danmark står bare op for sig selv. Siden Danmark er et velferdssamfunn har også socialdemokraterne valgt å slutte opp om innstrammingene. Det er denne logikk udlandet frykter.

Det er ikke den danske regjering som spekulerer i befolkningens frykt, det er den politiske klasse i land i de andre land som ikke aner hva de skal stille opp med. Den lar medier og den snakkende klasse gå amok i aggressiv og ondsinnet utpressing av mænnesker som velger en anden vej.

Danmark kan se seg tilbake og tænke: Måske det var en mening i de her valg? Måske det er hva og hvem vi er. Måske det er skæbne.

To gange har Danmark nu figurert på den internasjonale scene, innenfor samme kontekst: Som fanebærer for ytringsfriheden, og nu som bannerfører for nasjonen. Nasjonene er ikke noget som føder sig selv og ivaretar seg selv. Den må gødes. Det er det Folketinget gjorde tirsdag. Danskene vil opdage at i disse valg ligger friheden gemt.

ANNONSE


  • queuecumber

    Belgierens raserianfald i Europaparlamentet skyldes vel at han er på vredes-stadiet over at multikulten er død. Hans eget land er på vej til at blive en failed state, den eksporterer allerede terror til nabolandene. Nu skal det så være nogen andres skyld at hans ideologi er noget lort.