Nyt



Historiker Henrik Jensen har skrevet flere interessante bøger, og selvom de ikke er udpræget politiske, så er de reelt et frontalt angreb på tidsånden, og det konsekvensløse samfunds arkitekter. Kommentar i gårsdagens Jyllands-Posten – Der må være grænser.

“Der har været megen snak om den midlertidige grænsekontrol, men hvor er det da godt at kunne trække en grænse, når det bliver nødvendigt. Trække den og kontrollere den. Og hvorfor blev det nødvendigt? Fordi EU’s Schengen-aftale ikke formåede at leve op til sin egen væsentligste forudsætning, nemlig at sikre sine ydre grænser. Man blev så grebet af grænseløshedens utopi, at man lod sig rive med og udvidede unionen over al måde og fornuft. Det er temmelig præcist, hvad Romerriget døde af.

Hvis alle mennesker på denne klode havde fælles mening og mål, ville grænser ikke være nødvendige. Men sådan er det ikke og bliver det heller aldrig. Derfor er det godt med grænser. … I Vesten har vi meget svært ved at sætte grænser og fastholde dem. Vi er konditioneret til at se dem som et onde – grænser er vendt imod nogen, grænser er aggressive, grænser postulerer forskelle i en verden, der tilbeder lighed. Grænser er noget, der skal udfordres, elimineres. De skal væk, særligt de personlige begrænsninger.

Det er en meget stor misforståelse… Grænser for den enkelte skaber ro, ikke blot i familien, men i skolen og i samfundet. Og internaliserede grænser er at foretrække, for vidste den enkelte selv, hvor grænsen går, behøvede staten ikke lovgive og kontrollere så pokkers meget, hvilket ville indebære størst mulig frihed for alle.”

ANNONSE


  • alsidig-akademiker

    Grænser er en god ting. Det er altid når vi ikke sætter grænser, at det går galt. Når der ikke er grænser mellem folkene udbryder der kaos og vold. Når der ikke sættes grænser for børn – det samme.
    Analogien virker måske overfladisk, men giver faktisk ganske god mening. For hvorfor er det egentligt, at vore tåbelige politikere i al deres umådeholdne dumhed ikke kan lide grænser? Måske fordi ingen satte grænser for dem i deres barndom.

    Det grænseløse menneske er i bund og grund en sociopat, og et land uden grænser, er et land hvor sociopater trives.