Kort



Da kronikøren i begyndelsen af 1980’erne betegnede Fremskridtspartiet som ‘mere eller mindre fascistisk’, var partiet liberalt, nogenlunde det modsatte af Benito Mussolini, socialisten der indledte sin lokalpolitiske karriere som redaktør af La Lotta di Classe, ‘Klassekampen’. At kere om sit fædreland er ikke ’stærk nationalisme’, ligesom det ej heller har noget med ‘racisme’, ‘fascisme’ eller ‘nazisme’ at gøre, at bruge færre skattekroner på den enkelte udlænding der søger asyl i Danmark.

Noget indikerer at Morten Kirkskovs ideologiske kompas trænger til et eftersyn, for det er på alle måder en historieløs kronik skuespilchefen har fået optaget i borgerlige Berlingske – ‘Må jeg foreslå, at man også klipper håret af langhårede flygtninge og sælger det til parykker’.

“… Omkring samme tid fulgte så Martin Henriksens (DF) tilkendegivelser om flygtninge og deres værdigenstande, som regeringen siden i flere udgaver har bekræftet, at politiet gerne må tage fra dem. En åbenlys hån mod folk i nød og bare ét tiltag i rækken af grumheder fra vores ledere.

Må jeg foreslå, at man også klipper håret af langhårede flygtninge og sælger det til parykker – der ligger en formue og venter på statskassen der? Efterhånden trænger det ellers fortrængte f-ord, fascisme, sig mere og mere på, og jeg savnede det på Brinkmanns liste. …

Tilbage til det lille f-ord. Vi ved, at kombinationen af stærk nationalisme og racisme, eller fremmedhad i bred forstand, er en hovedingrediens i fascismen, som den væltede frem i Europa i 1930erne, hvor arbejdsløshed og fattigdom gav massiv tilslutning til bl.a. nazisternes syndebukkeridt. Lande, som ellers havde mulighed for at udvikle sig til den slags demokratiske velfærdssamfund, som vi i dag forsvarer med næb og soldater, styrtede i grus.

Lige nu synes det i lige så høj grad at være åndeligt armod, dårligt forklædt som frygt og selvglæde, der ligger til grund for fascismens spirende succes. Men er vi ikke på vej det samme sted hen? Er støjen af dumhed ikke bare for høj til, at vi kan høre alarmklokkerne?

I gymnasiet – i begyndelsen af 1980erne – skulle vi skrive dansk stil om fascisme, en enkelt A4-side, og jeg skrev noget om, at Fremskridtspartiet nok var ‘mere eller mindre fascistisk’. Min dansklærer havde en note: ‘Kan man tale om mere eller mindre i denne sammenhæng?’ Måske havde hun ret. Når det gælder fascisme, er en spade så ikke en spade? Du kan ikke bare være hygge-fascist eller bare gå til det om formiddagen. Enten er du det, eller også er du det ikke. Fascist.

… Ikke bare i det sydøstlige Europa, men nu også i Danmark har de senere års udvikling vist, at det ikke længere er en hysterisk overreaktion at trække fascisme- eller nazismekortet. Flere har gjort det i den seneste tid. Og jeg melder mig gerne i det blandede kor. Nok er nok. Det er ikke engang rettidig omhu, det er stærkt påkrævet at trække de store kort. Det er blevet gjort mange gange siden Anden Verdenskrig i en slags overdrivelse-fremmer-forståelsen-strategi. Nu er overdrivelsen ikke længere overdrevet, den er blevet overhalet indenom af virkeligheden.”

ANNONSE