Donald Trump har ved adskillige lejligheder gjort det klart, at der ikke bliver stationeret amerikanske tropper i Israel. Sådan er det ikke helt gået, idet uniformerede amerikanske soldater under kommando af en amerikansk general har taget ledelsen af en såkaldt ”våbenhvile-kommando” i den israelske by Kiryat Gat ikke langt fra Gaza. Den har netop haft besøg af USA’s udenrigsminister Marco Rubio, som pointerer, at styrken bl.a. får til opgave at sikre nødhjælp til Gazas indbyggere og indlede en proces, der skal føre til en genopbygning af den krigshærgede enklave

Når jeg ser billeder af demokraternes borgmesterkandidat i New York, den konstante grinende muhamedaner Zohran Mamdani, kommer jeg til at tænke på et af de tilnavne, som muslimer giver Allah: den smilende dræber. New York bliver den næste vestlige storby efter London, der kommer under muslimsk kontrol. Det tog kun muslimerne få årtier at gennemføre denne fundamentale og irreversible samfundsomvæltning. Hvad bliver den næste vestlige metropol, der falder i Allahs turban?

Jeg mindes en klog mand, der fortalte mig, at når kvinder møder en mand, vil de uvægerligt indlede en magtkamp. dDet begynder i det små: Hvorfor trykker du midt på tandpastatuben? Hvorfor slår du ikke WC-brættet ned? Hvorfor går du omkring os ser så dum ud? Men som min fornuftige hjemmelsmand forklarede: Hvis de – altså kvinderne – vinder, har de tabt. Hvorfor? Fordi de mister den beskyttelse, som de med rette forventer af deres mænd.

Venstrefløjens og dens borgelige allieredes projekt beror på en påstand om, at det kommunistiske samfund er bedre, end det vi har. Det er som Enhedslisten, der hyldede den venezuelanske kommunisme, men er mærkeligt tavs, efter at det viser sig, at deres kommunistiske yndling, Nicolas Maduro, er sprunget ud som narkobaron, og millioner af venezuelanere er drevet i landflygtighed.

I disse tider kan vi konstatere, at næsten alle førende gammelmedier i Danmark og globalt hælder til venstre eller det yderste venstre. De har nemlig fornemmet, at venstrefløjen af klimatosser, antisemitter, Muhamed-tilbedere, woke-entusiaster og Trump-hadere svinger taktstokken, og at der skal et overmenneskeligt mod til at bande i enhedskirken. Det samme gælder politikerne, der hver morgen står op for at høre, om DR har noget ufordelagtigt at sige om dem, eller om Politiken skriver noget, der giver dem tynd mave.

Venstrefløjen hader grundloven og optræder på præcis samme måde som Mussolinis Fasci italiani di combattimento og Adolf Hitlers stormtropper. Foreløbigt nøjes de venstrerabiate med enkelte henhenrettelser af deres modstandere eller attentater.

Men ligesom Mussolinis sortskorter og Hitlers brunskjorter blev betalt af nogen, bliver de 250 organisationer bag ”No kings” også.

Det er så godt som sikkert, at den 33-årige kommunistiske muhamedaner Zohran Mamdani vinder borgmestervalget den 4. november. Det sker i byen med den største jødiske befolkning uden for Israel. Mamdani, der gentagne gange har afvist at tage afstand fra barbarerne i Hamas, tilhører samme gren af shia-islam, som den, der regerer i Den Islamiske Republik, Iran, og som står bag de fleste af Mellemøstens terrorbevægelser, bl.a. Hamas. Så hvad kan gå galt for New York, ”byen der aldrig sover”?

Trump er forretningsmand og realist. Fra forretningslivet ved han, at skal noget lykkes, må det indebære, at der er fordele til alle. Denne indstilling indebærer storpolitisk, at Trump har opgivet USA’s tidligere moraliseren på verdensscenen. Man må tage landene og regimerne, som de er, i stedet at prøve at opdrage dem til at blive aflæggere af den amerikanske selvforståelse. Hvis de ikke er demokratier, hvis de ser stort på menneskerettighederne eller ligestillingen, er der ikke meget, USA kan eller skal gøre ved det.

Hamas har således lovet at lade sig afvæbne. Det kan man naturligvis skyde en hvid pind efter. Terroristerne er tvært imod begyndt at henrette gazanere, som de beskylder for at have samarbejdet med Israel. Vi afventer med spænding, hvad Trump har tænkt sig at gøre i Gaza. Får terroristerne lov til at fortsætte, vil det indebære et enormt prestigetab for præsidenten, så noget må han finde på.

Donald Trumps historiske sejr i Mellemøsten, som endog Politiken og Berlingske har måttet anerkende, har fået nogen til at fortælle om deres vanskeligheder ved at give Trump, hvad Trumps er.
De har i årevis oplevet, at et ethvert udtryk for sympati for Trump og ethvert forsøg på objektivt at beskrive hans handlinger, har ført til udstødelse. Familier er blevet splittet, folks karrierer er ødelagt, venner har smækket døren i.