De amerikanske ”demokratiske socialister” – eller som man plejede at kalde dem: ”liberale” eller ”progressive” – er på det seneste sprunget ud som rendyrkede kommunister af en slags og har sat sig på det meste af det demokratiske parti. Radikaliseringen er sket på ingen tid, og når et parti er slået ind på den vej, er den eneste udviklingsmulighed yderligere radikalisering. For uanset, hvor radikal, man er, vil der altid være nogen, der er mere radikale, og de har i praksis demonstreret overlegne evner til at skræmme de mere moderate til lydighed.

USA’s demokratiske parti, som vi kendte det i Bill Clintons og endog Barack Obamas præsidentperioder, findes ikke længere, men er overtaget af typer som New Yorks nyvalgte borgmester, kommunisten og antisemitten Zohran Mamdani, kongresmedlemmerne Aleksandria Ocasio-Cortez, senator Bernie Sanders og en fire-fem andre ekstremister, der har skræmt partiets traditionelle ledere fra vid og sans. Således har ingen ledende demokrat vovet at opponere mod Mamdanis afsindige politiske forslag om gratis alting, hans ønske om at afskaffe politiet og oprette kommunaldrevne dagligvarebutikker som i den gamle Sovjetunion. Jeg har været i nogle af dem og kan bevidne, at der ikke var meget at købe bortset fra nogle glas med henkogte og for længst mugne grøntsager.

Hvis nogen tror, at Mamdani vil besinde sig, nu da han kan sætte sig til rette i borgmesterstolen, kan de tro om.

Blandt hans vigtigste støtter er Linda Sarsour, som er af palæstinensisk afstamning og har medvirket til at styre New Yorks muslimske vælgere i Mamdanis retning, og nu forfalder regningen i form af krav om ubetinget støtte til hendes antisemitiske, anti-israelske og anti-amerikanske ideologi. Ifølge Sarsour er USA en folkemords- og slavestat, der ikke har ret til at eksistere.

Sarsour har udtalt, at enhver demokrat, der støtter Israel, vil blive fjernet fra det offentlige liv. Det mener hun åbenbart at have magt til. Hun er også sluppet godt af sted med at true Ayaan Hirsi Ali med en ”røvfuld” og har udtrykt ønske om at fjerne hendes vagina. (De fleste danskere vil tro, det er løgn, for den slags bliver aldrig omtalt i DR eller Politiken.)

Hvis Mamdani skulle finde på at slække på sin antijødiske og antiamerikanske politik, vil han have USA’s Demokratiske Socialister – som han er medlem af – til at puste sig i nakken.

Blandt disse ”demokratiske” socialisters krav er, at NYC afholder sig fra at entrere med virksomheder, der driver forretning med Israel. De vil også forbyde de kommunalt drevne supermarkeder, som Mamdani har lovet at indføre, at handle med israelske varer. Desuden forlanger de, at den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og aktive medlemmer af de israelske forsvarsstyrker skal arresteres for ”krigsforbrydelser”, hvis de skulle komme til New York.

Det er hvad der går for socialisme i dag.

Venstreekstremismens fremmarch kender vi også i Europa, hvor de traditionelle socialistiske og socialdemokratiske partier ganske vist normalt ikke bliver så yderligtgående som USA’s demokrater, men hvor der til gengæld opstår nye partier til venstre for f.eks. Enhedslisten i skikkelse af ”De frie grønne”, der ikke gør nogen hemmelighed af deres had til den jødiske stat og sympati for Hamas. Enhedslisten vil ikke vove at lægge sig ud med disse vilde af frygt for at tabe stemmer til dem og bliver derfor tvunget til at indtage stadigt mere ekstreme positioner og bøje sig endnu mere i støvet for islam.

Radikaliseringen trækker det meste af det politiske spektrum mod venstre og har gjort det i mange år. I Danmark har vi ikke længere de gamle ”borgerlige partier”. De er alle – måske med undtagelse af Dansk Folkeparti – rykket til venstre i en bestræbelse på at fedte for socialisterne/kommunisterne/muhamedanerne. De kan jo se, at Allahs mænd til enhver tid kan mobilisere til talrige demonstrationer og numsefremvisninger på Rådhuspladsen og nyder mediernes gunst.

Vi taler om et gammelt fænomen, der går tilbage til den franske revolution i 1789. Den startede som en imødekommelse af den jævne befolknings berettigede krav om ligestilling med adelen og præstestanden. De revolutionære påberåbte sig også frihed og lighed. Det gik imidlertid hurtigt over til at blive ensbetydende med ”menneskerettigheder” og påkaldelse af ”den højeste fornuft” – dvs. den fornuft, som de mest rabiate mente sig i besiddelse af.

Derefter gik det brat ned ad bakke med de høje idealer. I tidsrummet 1793 til 1796 udryddede revolutionære styrker op mod 200.000 indbyggere i Vendée, der ikke ville bøje sig for den nye statsreligion. I Paris, som vi hører så meget om, regner man med, at guillotinen kappede hovederne af et sted mellem 15.000 og 40.000. Men i Vendée var der hovedsageligt tale om bønder, og hvem interesserer sig for dem?

Når man som de venstrerabiate mener at have indsigt i historiens inderste mening, tåler man naturligvis ingen indvendinger, og man har let ved at benytte de mest afskyelige midler for at eliminere enhver modstand eller tvivl.

Vi så det i Lenins, Trotskijs og Stalins Rusland, i Maos Kina, i Pol Pots Cambodja og i Hitlers Tyskland, som var en anden afart af socialisme og på ingen måde et højrefløjsfænomen.

Hvor og hvornår den amerikanske galskab ender er ikke godt at vide, men der er ingen grund til optimisme, og når USA har pakket sammen, kan Europa også gøre det.