Faktisk mener toneangivende medier, at de iranske mullaher trods Trumps udmeldinger er ved at vinde krigen. Hvis iranerne og Trump kommer med stridende forklaringer, tror de på iranerne. Symptomatisk er f.eks. Berlingskes triumferende påstand om, at ”Trumps tilbagetog er Irans største sejr”. ”Tilbagetoget” er lig med Trumps nyeste udmelding om, at han har givet Teheran fem dage til at komme med så store indrømmelser, at man måske kan nå en forståelse. Den engang seriøse avis, Børsen, følger op med at kalde Trump ”TACO” – Trump always chickens out.

Når man hører ordet ”forhandling” i forbindelse med Iran, bliver man unægteligt nervøs. Men ikke desto mindre meddeler præsident Trump, at han har givet mullahstyret indtil ugens udgang, så der kan indgås en aftale, bl.a. om en åbning af Hormuz-strædet, som vil gøre alle tilfredse.

Det er uklart, hvem han forhandler med. Det kan også tænkes, at der ikke bliver forhandlet, og at Trump blot vil skabe forvirring blandt de overlevende iranske ledere, som sikkert spørger sig, hvem der mon er ved at sælge ud af, hvad der er tilbage af Den Islamiske Republik.

Politikerne er optaget af at sikre sig genvalg ved at behage vælgerne, mens statsmænd bekymrer sig om landets fremtid.

I Danmark kan vi i morgen vælge mellem et utal af partier, som fedter for forskellige vælgersegmenter. Enhedslisten og De Radikale har længe bejlet til de islamiske ghettoer. De andre partier er misunderlige og prøver at tale imamerne efter munden, så godt de kan. Ingen skal tro, at de ikke agter og ærer Allah.

Det er på tide at sige det lige ud: NATO findes ikke længere.

Hvis nogen savnede bevis, behøvede de blot at bemærke de europæiske landes reaktioner, da Trump for et par dage siden bad de såkaldte partnere om hjælp til at holde Hormuz-strædet åbent. Man kan indvende, at de iranske mullahers 47 år-lange krig mod USA ikke er et NATO-anliggende, men hvis gentagne angreb på alliancens vigtigste medlem ikke bør aktivere den såkaldte ”musketered”, hvad skulle så? Og hvis foreløbigt to iranske mordforsøg på den amerikanske præsident og adskillige iransk-inspirerede terroranslag på amerikansk jord ikke er angreb på et NATO-land, hvad skal der så til?

Før Trump kom til, havde syv amerikanske præsidenter bedyret, at de ikke ville tillade det iranske styre at erhverve sig kernevåben, men det blev ved snakken, og mullaherne havde gennemskuet, at USA ikke ville sætte magt bag disse erklæringer. Altså fortsatte de ubekymret udbygningen af deres atomprogram.

Trump er den første, der har gjort noget ved problemet.

Arvtagerne til 47 års fejlslagen appeasement af menneskeæderne i Teheran prøver i disse dage at redde et regime, der konkurrerer med Kina og Nordkorea om topplaceringen som verdens ondeste.
Om det så skyldes antisemitisme, had til Vesten eller blot had til Donald Trump. Under alle omstændigheder er det had hele vejen rundt – og et perverst ønske om at byde Satan velkommen.

Det bliver i stigende grad klart, hvad mullahernes strategi går ud på, nemlig at føre økonomisk krig beregnet på at tvinge verdensmarkedets oliepriser så meget i vejret, at amerikanske forbrugere vender ryggen til Donald Trump. Det er foreløbigt ikke sket, men præsidenten har ikke lang tid til at bringe olieprisen ned.

Folk, der hader og foragter Donald Trump, uanset hvad han udretter og håber at opnå, har travlt ved tastaturet i disse dage.
Ifølge disse lænestolsstrateger aner Trump ikke, hvad han har med at gøre. Hans lave IQ medfører, at han er dum som snot. Det eneste, han kan udrette, er kaos i verdensordenen. Han er så svag en mand, at han lader sig trække rundt ved næsen af Israel, forlyder det.

Jeg hørte i går en fascinerende udsendelse på en amerikansk radiostation, der næsten fik mig til at indse, at alt, hvad jeg havde troet om de seneste hundrede års historie var forkert. Alt forholdt sig omvendt. Israel har ikke været under angreb fra arabiske naboer siden 1948. Det er tvært imod de satans jøder, der ikke har kunnet unde araberne en fredelig stund. Og sådan har de jødiske labaner i øvrigt opført sig, siden oldefar satte træskoene.

Det er på tide at droppe demokraternes seneste øgenavn for Donald Trump: TACO – Trump allways chickens out.
Tvært imod har han også de seneste dage atter demonstreret en handlekraft og et mod, som man skal langt tilbage i den amerikanske præsidentrække for at finde magen til. Jeg skylder i den forbindelse at beklage den tvivl om Trumps intentioner i Iran, som jeg tidligere har luftet. Hvad jeg antog kunne være vankelmod, viste sig at være planlægning, før han slog til.