Venstrefløjens og dens borgelige allieredes projekt beror på en påstand om, at det kommunistiske samfund er bedre, end det vi har. Det er som Enhedslisten, der hyldede den venezuelanske kommunisme, men er mærkeligt tavs, efter at det viser sig, at deres kommunistiske yndling, Nicolas Maduro, er sprunget ud som narkobaron, og millioner af venezuelanere er drevet i landflygtighed.

I disse tider kan vi konstatere, at næsten alle førende gammelmedier i Danmark og globalt hælder til venstre eller det yderste venstre. De har nemlig fornemmet, at venstrefløjen af klimatosser, antisemitter, Muhamed-tilbedere, woke-entusiaster og Trump-hadere svinger taktstokken, og at der skal et overmenneskeligt mod til at bande i enhedskirken. Det samme gælder politikerne, der hver morgen står op for at høre, om DR har noget ufordelagtigt at sige om dem, eller om Politiken skriver noget, der giver dem tynd mave.

Venstrefløjen hader grundloven og optræder på præcis samme måde som Mussolinis Fasci italiani di combattimento og Adolf Hitlers stormtropper. Foreløbigt nøjes de venstrerabiate med enkelte henhenrettelser af deres modstandere eller attentater.

Men ligesom Mussolinis sortskorter og Hitlers brunskjorter blev betalt af nogen, bliver de 250 organisationer bag ”No kings” også.

Det er så godt som sikkert, at den 33-årige kommunistiske muhamedaner Zohran Mamdani vinder borgmestervalget den 4. november. Det sker i byen med den største jødiske befolkning uden for Israel. Mamdani, der gentagne gange har afvist at tage afstand fra barbarerne i Hamas, tilhører samme gren af shia-islam, som den, der regerer i Den Islamiske Republik, Iran, og som står bag de fleste af Mellemøstens terrorbevægelser, bl.a. Hamas. Så hvad kan gå galt for New York, ”byen der aldrig sover”?

Trump er forretningsmand og realist. Fra forretningslivet ved han, at skal noget lykkes, må det indebære, at der er fordele til alle. Denne indstilling indebærer storpolitisk, at Trump har opgivet USA’s tidligere moraliseren på verdensscenen. Man må tage landene og regimerne, som de er, i stedet at prøve at opdrage dem til at blive aflæggere af den amerikanske selvforståelse. Hvis de ikke er demokratier, hvis de ser stort på menneskerettighederne eller ligestillingen, er der ikke meget, USA kan eller skal gøre ved det.

Hamas har således lovet at lade sig afvæbne. Det kan man naturligvis skyde en hvid pind efter. Terroristerne er tvært imod begyndt at henrette gazanere, som de beskylder for at have samarbejdet med Israel. Vi afventer med spænding, hvad Trump har tænkt sig at gøre i Gaza. Får terroristerne lov til at fortsætte, vil det indebære et enormt prestigetab for præsidenten, så noget må han finde på.

Donald Trumps historiske sejr i Mellemøsten, som endog Politiken og Berlingske har måttet anerkende, har fået nogen til at fortælle om deres vanskeligheder ved at give Trump, hvad Trumps er.
De har i årevis oplevet, at et ethvert udtryk for sympati for Trump og ethvert forsøg på objektivt at beskrive hans handlinger, har ført til udstødelse. Familier er blevet splittet, folks karrierer er ødelagt, venner har smækket døren i.

Det er noget nært et mirakel, at ledere for såvel vestlige som islamiske regimer i går kunne mødes i den egyptiske by Sharm el-Sheikh for at besejle den fredsproces, som Donald Trump har indledt.

Men optimisme skal ikke forveksles med godtroenhed, og Trump er givetvis på det rene med, at vejen til fred bliver stenet og fyldt med forsøg på sabotage og trækken i land i samme øjeblik, Israel og USA slækker på deres årvågenhed og militære beredskab.

Skal vi regne med, at der vil ske fyringer i DR og på avisredaktionerne for deres ondskabsfulde og løgnagtige såkaldte journalistik? Ingenlunde. I morgen finder de på noget andet at hænge den amerikanske fredsmager ud for. Hadet skal plejes, når man har haft sit gode udkomme ved at have udbredt det dag efter dag, år efter år. Man kan ikke pludselig opgive en fremgangsrig forretningsmodel.

De seneste dage har budt på protester mod Hamas, som mange gazanere anklager for at have forvoldt to års voldshandlinger og ødelæggelse af store dele af enklaven. Livet er blevet uudholdeligt, siger en af de protesterende. Der er også udbrudt kampe mellem resterne af Hamas og lokale klaner med snesevis af døde som følge.