Man må spørge, om Zohran Mamdanis kommunisme er tænkt som et middel til at fremme New Yorks islamisering, eller om islam skal hjælpe med hans kommunisme. Svaret er nok, at de to ideologier lever i et symbiotisk forhold og suger næring af hinanden. Vi ser det jo også i Europa, hvor venstrefløjen til enhver tid vil støtte islams udbredelse, mens islams forkæmpere hævder, at deres hjerter banker for alle mulige kommunistiske ønskemål.

Blandt de konklusioner, man kan drage af gårsdagens lokalvalg i USA, er, at de politiske modsætninger er blevet så skarpe, at man skal mange årtier tilbage for at finde noget lignende. Det vil sige: Der er egentlig ikke tale om politiske modsætninger i klassisk forstand, man snarere om en stadigt tydeligere opdeling efter stammetilhørsforhold. Sådan er det i ethvert demokrati på vej mod undergangen. Man afgiver sin stemme som konsekvens af at tilhøre et bestemt befolkningssegment eller ideologisk eller kulturel gruppe – ikke fordi man nødvendigvis tror, at det ene eller andet parti er bedst til at varetage sine øvrige interesser.

Vi lever i hadets tid, hvor alt drejer sig at komme hadeobjekter til livs. Økonomiske interesser spiller fra nu af kun en underordnet rolle, når folk går til valg. Sandheden er også ligegyldig. I stedet for politik har vi nu menneskejagt.

Den konstant grinende Mamdani er bl.a. kendt for at have støttet en global intifada, dvs. eliminering af Israel og udryddelse af jøderne. Og det siger han i New York City, der er hjem for den største jødiske befolkning uden for Israel.

Man skulle tro, at en sådan holdning ville få byens millionstærke jødiske befolkning til at vende ham ryggen, men faktisk viser det sig, at betydelige dele af byens jøder erklærer, at de vil stemme på ham. Hvem har brug for antisemitter, når jøderne hader sig selv?

Jeg blev her til morgen ringet op af en mand i begyndelsen af 30’erne, som havde noget vigtigt på hjerte. Det kommer jeg til. Men først fortalte han, at han ligesom næsten alle andre i sin generation mente, at jeg var rundt på gulvet med mine forudsigelser om effekterne af den muslimske masseindvandring, påfølgende islamisering og truende samfundskollaps. Nu indså han, at jeg havde haft ret hele vejen

USA’s demokratiske parti, der nyder opbakning af alle de danske medier og 90 pct. af befolkningen, fremstår i stigende grad som en ondskabsfuld formation, der ikke har andet på programmet end at bevare magten – uanset om omkostningen bliver landets undergang.

Nu tror jeg ikke på en eneste politiker. Det er gået op for mig, at politik er en særlig afart af skuespillerkunsten. De bedste skuespillere bliver valgt og kan glæde sig over den rigelige hyre som folketingsmedlem, og andet går de ikke op i.

Politikernes vej til korruptionen og landsforræderiet er kort, med mindre vi har en vågen presse, men det har vi ikke. Vi har en presse, der hepper på og dækker over de mest skurkagtige politikere – hvis de vel at mærke lover at fremme landets islamisering.

Hvis vi ser på politikernes løgnagtighed, retsvæsenets fremmedkærlighed, universiteternes og akademikernes galskab, kunstens degeneration og den lokale kristendoms svælgen i alskens ukristelige påfund og modeideologier, peger pilen på medierne. Gammelmedierne har intet gjort, men tvært imod koncentreret sig om at bagtale og forfølge enhver, der vovede at bringe vores islamiske fremtid på bane.

Hvis de havde været rigtige medier, ville denne udskridning ikke have fundet sted. De ville have anholdt enhver anløben politiker og spurgt, hvorfor hun ikke har gjort noget for at beskytte det danske folk.

En kommentator anfører, at han ikke kan finde beviser på, at medierne har villet fremme islams sag, forfulgt fædrelandssindede eller agiteret for den muhamedanske massetilstrømning.
I mit svar refererer jeg til mine egne oplevelser, for de er næppe meget anderledes, end hvad tusinder af mine landsmænd har stået model for. Jeg er i øvrigt den bedste kilde til, hvad jeg selv kan berette.

Under svenskekrigene i 1600-tallet gik den danske rigshofmester Corfitz Ulfeldt over på svensk side og konspirerede mod Danmark. Han deltog i 1657 i den svenske erobring af Danmark og var året efter en af de svenske hovedforhandlere, der gennemtvang Danmarks afståelse af Skåne, Halland og Blekinge. Hans kone, Leonora Christina Ulfeldt, var ikke meget bedre. Hun var også svenskvenlig og håbede på en svensk sejr over Danmark. Underligt nok er det lykkedes hende gennem sit ”Jammersminde” at skaffe sig et eftermæle som offer.