Analyser af primærvalget tyder på, at Mamdani især har hentet sine vælgere blandt velsituerede hvide, der har så få problemer, at de har overskud til at kaste sig ud i ideologiske eksperimenter baseret på følelser. At det før eller siden vil gå ud over dem selv, med mindre de flygter, falder dem ikke ind.

Men Trumps største sejr er formentlig den amerikanske højesterets forbud mod, at venstreradikale distriktsdommere kan udstede landsomfattende ”injunctions” mod implementeringen af den politik, som han blev valgt på. Efter at have tabt valget har det stadigt mere ekstremistiske demokratiske parti ikke haft noget andet redskab til at sabotere Trumps politik end dommere, der var villige til at negligere forfatningens bestemmelser om magtens tredeling og opkaste sig til ”kejsere”. Dommerne vil givetvis prøve at omgå

Foreløbigt kan vi konstatere, at mediernes trommeild af hadehistorier om Trump ikke har holdt stik. Det er ikke kommet til en verdenskrig, og USA har ikke engageret sig i atter en evighedskrig, som dem landets letsindige præsidenter førte i Irak og Afghanistan. Aktiemarkederne er ikke brudt sammen, inflationen er ikke løbet løbsk, og oliepriserne er ikke eksploderet.

Efter Trumps indtog i Det Hvide Hus den 20. januar er der vendt op og ned på amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den siddende præsident har i handling vist, at han ikke bluffer. Når han siger, at mullaherne ikke må få atomvåben, mener han det – som Irans ”øverste leder”, Ali Khamenei, og hans medsammensvorne til deres sorg må erkende.

Den iranske udenrigsminister har været i Geneve. Det gik som forventet. Det hele var et europæisk forsøg på at bilde EU’s befolkninger ind, at Unionen og dens ledende magter har nogen storpolitisk betydning, men det endte som sædvanligt med en offentlig ydmygelse. Ingen gider høre på europæiske ledere, uanset hvor meget de puster sig op.

Hvis Allahs mænd bliver siddende, vil de foranstalte massemord og massehenrettelser af enhver, der er kommet dem på tværs, eller som de opfatter som en trussel – som de har gjort, hver gang iranerne har rejst sig til modstand mod regimet.

Og det vil de ikke høre et ondt ord for i Information eller Danmarks Radio.

Donald Trump har gjort det klart, at han under ingen omstændigheder ønsker, at amerikanske soldater bliver direkte indblandet på slagmarken. Det har USA meget dårlige erfaringer med fra talrige krige siden 1950. Trump har heller ingen plan om at medvirke til et regimeskifte i Iran. Han ved, hvad han har, men ikke hvad han risikerer at få ved at eliminere landets ledelse.

Nogle talsmænd for den amerikanske højrefløj anfører, at hvis Trump beordrer det amerikanske luftvåben til at lade de såkaldte bunkerbusters regne ned over det teokratiske regimes nukleare installationer dybt under jorden, har han forbrudt sig mod sit løfte om ikke at involvere sig i fremmede krige.

Det er imidlertid en fejlslutning. Hvis Trump indsætter luftvåbenet, indleder han ingen ny krig, men afslutter den krig mod USA, som mullahstyret erklærede i 1979.

Der er sket noget afgørende i USA – og nej, det er ikke de larmende og i mange tilfælde voldelige optog under sloganet ”No Kings”, som fandt sted over hele landet den 14. juni. Venstrefløjens gadekæmpere og afsindige demokratiske politikere prøvede at bilde vælgerne ind, at den Donald Trump, som de stemte på den 5. […]

I korrupte stater er det normalt en smal sag for en fremmed magt at finde agenter og meddelere, som enten vil modarbejde regimet af overbevisning eller for penge. Og nu kan det iranske oppositionsmedie, Iran wire, meddele, at det i allerhøjeste grad er tilfældet i Den Islamiske Republik. ”Vores regering” siger diplomaten, ”er blevet korrumperet ind til benet. Det har Israel forstået og draget fordel af gennem mange år.” ”Tidligere gættede vi, men nu ved vi, at Israel har agenter blandt landets øverste embedsmænd. Mine venner i Revolutionsgarden og Efterretningsministeriet fortæller mig, at endog kontraspionagen er fuld af israelske agenter.”