Forleden var jeg til reception for det konservative magasin Modstrømmen. Det er et glimrende magasin med gode artikler og dygtige skribenter, redigeret af den flittige Mitchel Oliver.

Særligt opløftende denne aften var det at se alle de unge mennesker, der var samlet om denne ”bevægelse”, som bagmændene kalder Modstrømmen. Der var tilmeldt 75, og det skal nok passe. Vel op mod 100 unge mennesker, mænd som kvinder, der diskuterede politik med en intensitet og intelligens, som ville få enhver halvgammel bandit som mig selv til at gå i selvsving. Optimistiske, engagerede unge, der talte om fremtiden med håb snarere end fortvivlelse.

Det kristne verdenssyn har altid skelnet mellem hjertets tilstand og statens opgave. Korset selv er beviset: tilgivelse og dom i balance. En nation, der kun tilgiver uden at straffe, bliver lovløs. En nation, der kun straffer uden at tilgive, bliver grusom. Amerikanske borgere behøver ikke en præsident, der kan omfavne alle. De behøver en, der kan skærme dem mod dem, der vil dem ondt.

Danmark er et af de europæiske lande, der går forrest i konflikten med Rusland, men er et af de svageste led i kæden. Det er rigtig dårlig småstatspolitik under en stormagtsrivalisering, når man ikke har de andre NATO-lande 100 procent bag sig. Den, der lever skjult, lever bedst. Nu fokuserer Rusland i stedet skarpt på lille Danmark.

Hvor er den offentlige debat om risikoen ved denne kurs? Hvor er diskussionen om, hvorvidt Danmark har den nødvendige rygdækning fra sine allierede til at indtage en så eksponeret frontløberrolle?

Jeg taler med romanforfatteren Birgithe Kosovic de dybe splittelser i det danske samfund, forårsaget af især muslimsk indvandring og kulturelle forskelle.

Kosovic introducerer begreberne ‘frivillig apartheid’ og ‘stater i staten’, som beskriver, hvordan forskellige grupper lever adskilt og med egne normer. Fjendskab og identitet spiller en central rolle i samfundets dynamik, og det kan føre til voldelige konflikter.

På sociale medier fejrede venstreorienterede miljøer Kirks død som en sejr. Fællesskabet skabt gennem et fælles fjendebillede kulminerer i kollektiv sadisme ved synet af drabet på fjenden.
Det drejer sig ikke blot om, at erklærede antifascister bruger fascistiske metoder. Nej, realiteten er endnu mere pervers: Antifascismens mest fascistiske træk er forvandlingen af politisk mord til folkefest.

Min gæst er den konservative politiker Roya Moore, der i mange år har arbejdet tæt på indvandrermiljøet. Hun er en kompromisløs frihedskæmper, der har betalt en personlig pris for at bekæmpe social kontrol, islamisme og bandekriminalitet. Med rødder i Iran har Moore en stor viden om, hvorfor sharia og muslimske normer fastholder indvandrere, særligt kvinder, i parallelkulturer, og hvordan islamistiske netværk har kunnet infiltrere kerneinstitutioner som politiet. Moore peger på manglende vilje til at gennemføre tiltag som hjemsendelser og stille krav til indvandrere.

Billederne fra London viste noget, som det liberale establishment havde håbet var forsvundet for evigt: et folk der rejste sig i fællesskab. De gik for deres børns fremtid. De gik for deres kulturs beståen. De gik for deres nations ret til at være sig selv. Det, vi var vidne til, var et folkeligt svar på civilisationens dybeste krise siden Anden Verdenskrig. Det åbne samfunds lækkende skib er ved at synke.

Iryna Zarutskas død symboliserer ikke blot den progressive politiks blindgyder i USA. Vi genkender det også i Europa. Her får udviste udlændinge lov til at gå frit rundt, og vi åbner grænserne for udlændinge, selv om de fylder markant i fængslerne.

Ethvert fornuftigt retssystem ville have beskyttet samfundet mod seriekriminelle som Brown. I stedet fik han skatteyderbetalt behandling, løfte på løfte om forbedring, og chance efter chance. Prisen blev betalt af en uskyldig kvinde.

Ti år efter Merkels katastrofale beslutning står Europa ved et opbrud. Radikale ting er ved at ske. Vi kan fortsætte med at administrere nedgangen og håbe på det bedste. Eller vi kan bane vejen for det kommende opbrud og lede det ind i konstruktive former. Remitter – de pengeoverførsler, som migranter sender hjem til deres familier – udgør ofte en væsentlig del af deres oprindelseslandes økonomi. Ved at forbyde disse overførsler til lande, der nægter at tage imod deres egne udsendte borgere, kan Danmark skabe et effektivt pres for samarbejde om hjemsendelser

At være højreorienteret, skrev skrev den tyske digter Botho Strauss i et profetisk essay i 1993, er “at opleve erindringens overmagt; som griber mennesket snarere end borgeren”, og “som ryster ham og får ham til at føle sig ensom midt i de moderne, oplyste rammer, hvor han lever sit gennemsnitlige liv.” Det er “en anden slags oprør: mod nutidens totale overherredømme, som vil udradere og frarøve individet hver eneste tilstedeværelse af uoplyst fortid, af det historisk tilblevne, af mytisk tid.”