Hvorfor vildleder Lars Løkke? Hvorfor gør mange andre politikere, meningsdannere og journalister det samme?

Fordi det er politisk bekvemt. Fordi sandheden er ubehagelig.

Men hvad er prisen for denne grove vildledning? Fortsat indvandring fra MENAPT-lande. Øget kriminalitet. Milliardudgifter. Og en befolkning, der enten tror på det, de hører, eller mister tilliden til, at politikerne overhovedet vil fortælle sandheden.

Remigration er forventeligt blevet tidens store stridsemne. Få forsvarer hjemsendelser, indtil videre. De fleste er forargede. Her blot tre aktuelle lederartikler. Ekstra Bladet: ”Hjerteløst og lovløst”. Politiken: ”Afskyvækkende angreb på danske muslimer.” Jyllands-Posten ser en trussel mod retsstaten. Og Morten Messerschmidt stævner nu De Radikales Martin Lidegaard for at udtale, at DF vil sende folk i interneringslejre på baggrund af deres hudfarve.

Dansk og nordisk kultur er en konsensuskultur. Det kan der siges meget godt om. Men ikke, når vi ønsker fred og harmoni i debatten. For kulturelt set dør vi af det. Demokratiet trives ikke på enighed, men på konfrontation. Vi har brug for intellektuelle, der har den eksistentielle nerve, der driver en kultur fremad i stedet for blot at forvalte dens nedgang. Der skaber erkendelse frem for bekræftelse.

Lad dem gøre det. Lad Mamdani gennemføre sine løfter. Lad demokraternes byer og stater blive levende eksperimenter på, hvad progressiv politik fører til. Lad Mamadanis radikaliserede Gaza-sympatier komme frem. Lad det blive åbenlyst, at Mamdani og hans venstrefløjsbevægelse er så radikal, at selv mange demokrater afviser ham.

For virkeligheden er den bedste konservative kampagne.

I Storbritannien alene i den seneste uge: Den 27-årige mor Rhiannon Whyte blev stukket 20 gange i hovedet med en skruetrækker af en illegal migrant fra Sudan. En illegal migrant fra Afghanistan dræbte en togmedarbejder ved kvælning i en banal konflikt om en billet. Illegale migranter på et migranthotel jagtede hotellets personale med knive, fordi de var utilfredse med maden.

Alt dette er konsekvenser af en bevidst politik.

Når læreren ikke tør sætte grænser, overtager de stærkeste og mest aggressive børn magten. Klasselokalet bliver ikke et frihedens rum, men de stærkestes diktatur. De stille, sensitive børn – flertallet – kommer i klemme. Det er den mest subtile form for tyranni. Frihed opnås gennem rammer, ikke frihed fra rammer.

Politikerne har i årtier tilladt masseindvandring og ofret deres egne befolkninger. De har gjort europæiske byer til eksperimentarier for multikulturalisme. Med andres børn som forsøgskaniner.
Socialmyndighederne er lammet af frygt. Frygt for at blive kaldt racister får myndighederne til at holde kæft. Og borgerne selv? De fleste tier stadig. De stemmer på de samme politikere. De er bange for at sige højt, hvad de tænker, bange for at miste job, venner, anseelse.

Kun når vi forstår vores landskab gennem historier – gennem digtning, minder og traditioner – udvikler vi den kærlighed, der fører til reel beskyttelse. Johannes V. Jensen besang som ingen anden dansk digter vores land, ikke på grund af biodiversitetsmålinger, men fordi han så skønhed og mening i hvert bakkedrag, søer og sunde.

De danske velfærdsfag er under pres som aldrig før. Stadigt færre søger ind på uddannelserne som lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver, og mange oplever mistrivsel på arbejdet. Imens politikere og fagforeninger taler om bedre løn, kunne man spørge, om ikke løsningen på krisen stikker dybere: Måske kan en gammel forestilling om arbejdets kald blæse nyt liv i velfærdsfagene. Kald forstået som en stærk indre motivation, men også det at have et højre formål med arbejdet, at overskride sig selv og gøre noget godt for andre.

På et dybere niveau afspejler modstanden mod hjemsendelser et opgør med selve ideen om Danmark som kulturelt fællesskab. Venstreorienterede ser dansk kultur som en undertrykkende konstruktion, der skal dekonstrueres til fordel for mangfoldighed. Liberale ser kultur som et privat anliggende, der ikke må påtvinges andre.

Begge positioner fører til samme resultat: Danmarks forfald til en neutral ramme for globale eksperimenter.