Et samfund, der ikke kan rumme dissidenten, mister sin vigtigste korrektionsmekanisme. Det er ikke aristokratiet som stand, der er brug for. Det er aristokratiet som ideal: Forestillingen om at et menneske kan og bør kræve noget af sig selv, der rækker ud over karrieren, konsensus og komforten. Raymond Ibrahim placerer sig i den samme konge- og dronningerække som en intellektuel, der har valgt konsekvens over respektabilitet. Her hjemme: Marianne Stidsen, Eva Selsing, Mikael Jalving, Naser Khader og Documents Lars Hedegaard.

Raymond Ibrahim læser ikke kun de moderne rapporter, men går tilbage til de klassiske islamiske kilder og de kristne øjenvidneskildringer, der beskriver det samme mønster over århundreder: jihad som legitim vold, dhimmi-systemet som institutionaliseret andenrangsborgerskab og en teologisk begrundet fjendtlighed mod dem, der ikke bøjer sig. Nutidens overgreb sættes ind i en 1400-årig kontinuitet.

Revolutionsgardens to hovedkvarterer i Teheran ligger klart adskilt fra civile kvarterer og udgør præcise militære mål. Hvis Revolutionsgarden neutraliseres, åbner det mulighed for, at den regulære iranske hær med sine 300.000 mand kan træde ind og overtage.  Hærens loyalitet til regimet er langt mere begrænset end Revolutionsgardens. Det er et helt andet scenarie end Iraks totale statssammenbrud i 2003, hvor hele det statslige apparat blev opløst på én gang.

Størstedelen af verden ville følge egne interesser frem for en vestlig moralsk fortælling. Realisme anser moral som overvurderet. Stater, der repræsenterer to tredjedele af verdens befolkning, har fastholdt neutralitet eller de facto samarbejde med Rusland. Indien, Kina og store dele det globale syd har ikke købt fortællingen om demokratiernes eksistentielle kamp. Den multipolære verden er ikke en trussel mod en liberal orden; den er dens afløser.

De etablerede medier, der engang satte dagsordenen, kæmper mange steder for deres overlevelse. Universiteterne, der fungerede som intellektuelle kraftcentre, er i stigende grad blevet ideologiske ekkokamre for venstrefløjen. Filmbranchen producerer i stigende grad indhold, som færre gider at se.

Institutionerne har ikke styrket sig ved at vende meritokratiet ryggen. De har fremskyndet deres eget forfald.

En ung, konservativ mand er blevet myrdet af venstreorienterede i Frankrig. Maskerede gerningsmænd sparkede den 23-årige studerende Quentin Derangue til døde på en gade i Lyon, da han ville beskytte kvinder fra den feministiske gruppe Némésis. Gruppen demonstrerede mod antisemitisme og islamisme.

USA vil ikke opretholde status quo med et svagt Europa plaget af skyld, med ødelagte grænser og en elite, der anser diversitet for en styrke. En elite, der frygter sine egne borgere. Men USA vil gerne samarbejde med et stolt, stærkt, suverænt Europa, der lytter til sine folk.

For Danmark og resten af kontinentet bliver spørgsmålet, om vores ledere kan gribe muligheden.

En halv million illegale indvandrere får nu permanent opholdstilladelse i Spanien. Ingen krav om sprogkundskaber. Ingen uddannelseskrav. Ingen dokumenteret indtægt. Spaniens socialistiske premierminister Pedro Sanchez har skabt en direkte motorvej ind i hele EU. For med spansk opholdstilladelse følger retten til fri bevægelighed over Schengen-grænserne.

Vi kender ikke disse mennesker. Vi har ingen garanti for, at en ren straffeattest i Spanien betyder noget som helst om deres fortid i oprindelseslandene.

Uden politisk dømmekraft og mod til at sige nej bliver statsborgerskabet en tom formalitet, og Danmark “et navn uden folk”. ”En af os” er et forsvar for, at nationen har ret til at definere sig selv, og at statsborgerskab er en gave og en forpligtelse, ikke en automatydelse. I en tid, hvor både venstrefløj og anstændige borgerlige helst vil undgå at tale om, hvem der faktisk skal regnes for “en af os”, er det befriende, at nogen tager Grundlovens ord og den historiske indfødsret alvorligt.

Vores almindelige sprog bærer ikke længere tilstrækkelig følelsesmæssig overbevisningskraft. At kalde noget uretfærdigt mobiliserer ikke folkemængder. At kalde det fascisme gør. At sige, at en politik har mangler, åbner for debat. At sige, at den er folkemord, lukker debatten øjeblikkeligt.

Man kan kalde det en slags art moralsk inflation