Filosoffen Pascal Bruckner bor i centrum af Paris. Under kaoset den 17. oktober gik han en tur ud for at gøre sine iagttagelser, for senere at fortælle om dem til Le Figaro.
Bruckner var selv vidne til, hvordan politiet længe lod sig bemærke ved sit fravær, da en gruppe maskerede mænd brød ind i en luksusbutik midt i byens centrum. Naboerne ringer til politiet, som svarer, men ikke kommer, så indbruddet kan fortsætte uforstyrret i over en halv time.
Lidt tidligere på dagen har han set optog med sortklædte, maskerede mænd med palæstinensiske flag, og siden et sammenstød med politiet, hvor aktivisterne råber »Vi er alle børn af Gaza!«.
Brucker lægger mærke til nogle slagord, der går igen. Et af dem er wallah, ved Allah:
Midt på eftermiddagen strømmer det ind med ballademagere. Butikkerne lukker, den ene efter den anden, og det samme gør caféerne. Le Progrès på hjørnet af Rue de Bretagne barrikaderer sig, og tjenerne, bevæbnet med batoner, holder sig indenfor, klar til at slås med demonstranterne. Allerede klokken 18 er det et apokalyptisk syn: Bander af unge, der griner og morer sig, fortæller hinanden om deres bedrifter, mimer sammenstødene med politiet og leder efter nye mål. Det er netop dette, der slår en: den gode stemning blandt deltagerne, der råber »Wallah, wallah!«. De er glade, de har besat den terroriserede hovedstad, de er herrerne over den velstående og ligeglade hovedstad, der håner dem med sin rigdom.
En anden er bismillah, i Allahs navn.
På Boulevard du Temple brænder cykler, nogle få personer begiver sig op i etagerne i bygningerne og banker på dørene til livredde beboere; Kitsuné-butikken bliver plyndret, ligesom Salomon-butikken i Rue Vieille-du-Temple. Smykkebutikker, skobutikker og luksustøjsbutikker er de vigtigste mål for de indtrængende. […] Og overalt er det samme slogan sprøjtet på vægge eller butiksfacader: »Bismillah, det er mørket«, og her vil vi især huske slutningen: løftet om en mørk periode med plyndring, ødelæggelse og vold.
Skoleprotesterne blev kapret af »storebrødrene«, der erklærer krig mod samfundet og staten, konstaterer Bruckner.
En del af Frankrig ønsker at få den anden del til at betale for sig, og der findes politiske grupperinger tæt på den yderste venstrefløj, der støtter dette i social retfærdighedens navn.
Dette er punktum i en lang sætning, mener han:
Det, der skete den 17. oktober, er ikke et enkeltstående tilfælde; det er konsekvensen af en lang række svigtende forhold, som nogle af os har kritiseret i mindst tyve år: tolerancen over for indre forfald, for voldelige udbrud i forstæderne, der forklares med »racisme«, postkolonial skyldfølelse, en tilvænning til uhøflighed, der undskyldes med kapitalisme og »politivold«. Det, der skete sidste lørdag, vil uundgåeligt gentage sig som en forsmag på det kaos, der venter.
Bruckner tilhørte en intellektuelt respektabel venstrefløj, som der kun er nogle få gamle rester tilbage af, og den er dermed politisk hjemløs. Som tilhænger af en sekularisme, der tolererer religioner, så længe de holder sig i skindet, kunne man måske tro, at han ville sige noget om islam efter alle observationerne af »wallah« og »bismillah«, men selv han tøver med at gå den vej.
I stedet appellerer han til statsmagten. Den må virkelig skærpe sig:
Ellers vil de lattermilde bøller fra den 17. oktober fremstå som venlige statister sammenlignet med dem, der kommer efter: kriminelle bander ledet af den yderste venstrefløj for at tvinge vores land i knæ. Et stille statskup.
Bruckner er altså ikke bange for dristige prognoser, men måske for den potentielle virkning af de ord, han ikke udtaler.
