Niall Ferguson har engang lignet den historiske udvikling med en elastik, hvorpå de afgørende historiske begivenheder er placeret.

I nogle perioder er elastikken spændt ud, og der er langt mellem begivenhederne, der skaber historie. Men i andre perioder er elastikken derimod slap, og begivenhederne nærmest falder over hinanden i kort rækkefølge.

Den lange periode med fred op til Første Verdenskrig var en spændt periode. Årene fra krigen frem til afslutningen af den næste store verdenskrig var derimod en slap periode. Første verdenskrig betød afslutningen på store imperier, gennembruddet af nazismen og fascistiske regimer i Europa, imens Anden Verdenskrig betød afslutningen på det britiske og japanske imperium og etableringen af Sovjet som supermagt.

Dernæst fulgte endnu en lang periode med fred, der i grove træk har varet indtil nu.

Historien er uforudsigelig

Pointen er, at de afgørende begivenheder ofte opstår pludseligt, uden forvarsler, og spreder sig over enorme områder med så stor kraft, at vi er forsvarsløse over for dem. Den sidste store begivenhed var Murens fald. Det var en god begivenhed, men tilslører, at radikale brud på historien ofte er katastrofale.

Militæranalytikeren David Betz har profeteret, at Vesten er på vej ind i nye borgerkrige særligt på grund af masseindvandringen. En grund til, at så få tager ham alvorligt, er det, han kalder ”normalcy bias”. Vi er så vant til fred, at de fleste overhovedet ikke kan forestille sig krig og derfor heller ikke sørger for at forhindre den.

Jeg kom til at tænke på både Ferguson og Betz, da jeg så de massive uroligheder i Nordirland efter en udlænding havde forsøgt at halshugge en irer på gaden i Belfast.

Mit indtryk er, at noget voldsomt er på vej, selv om vi ikke helt er i stand til at forstå, præcis hvad det drejer sig om.

Anarkotyranniet

Derfor har vi brug for begreber, så vi kan forholde os til de nye begivenheder. Et velegnet begreb er ”anarko-tyranni”. Det begreb har jeg fra Matt Goodwin,   der har det fra den amerikanske forfatter Samuel Francis.

Goodwin indleder sin artikel om anarkotyranniet med fire aktuelle begivenheder i Storbritannien.

Udover den sudanesiske migrant, der forsøgte at halshugge en mand på en gade i Belfast, er det videooptagelser af mordet på Henry Nowak og et voldeligt overfald begået af muslimske mænd på en politibetjent i Manchester lufthavn. Sagen endte uden retsforfølgelse trods dokumenteret på video. Den sidste begivenhed omhandler syv afghanske statsborgere, der er blevet sigtet for 40 seksuelle overgreb mod børn.

Disse fire sager – og tusindvis andre – illustrerer begrebet om anarkotyranni.

Francis formulerede begrebet i 1994. Hans argument var, at en stat kan degenerere på en helt særlig måde. Ikke ved at opgive magten, men ved at forskyde den.

En sund stat kontrollerer grænserne, håndhæver loven og beskytter sine borgere. En anarkotyrannisk stat opgiver disse kerneopgaver, mens den til gengæld intensiverer sin regulering og overvågning af den lovlydige befolkning.

Alt dette genfinder vi i nutidens Vesteuropa, særligt Storbritannien. Staten formår ikke at udvise kriminelle udlændinge, standse butikstyveri eller beskytte borgerne mod vold. Men den formår til gengæld fint at arrestere folk for ytringer på de sociale medier, indføre såkaldte “non-crime hate incidents” og udvide overvågningslovgivningen.

Resultatet er en dyb og udbredt fornemmelse af uretfærdighed. Den lovlydige borger møder stadig flere regler og restriktioner, mens den, der bryder loven, alt for ofte slipper uden reelle konsekvenser.

Anarkotyranni er en strukturel fristelse i enhver stat, der har mistet grebet om sine grundlæggende forpligtelser og kompenserer ved at stramme kontrollen med dem, der adlyder loven.

Det kan ikke gå i længden. Elastikken er ved at slappes. Vi bliver nødt til at forberede os på urolige perioder.

Af Kasper Støvring