Midt i al opmærksomheden omkring EU-Parlamentets beslutning om at stramme asylpolitikken, ruller EU stadig kvotepolitikken ud. Men nu siger Letland nej. De nægter at acceptere kvoteindvandrere og vil ikke betale de daglige bøder, der følger med et afslag. Hvis EU tror, ​​at en Peter Magyar-sejr i Ungarn vil bringe hele EU til en indvandrervenlig linje, tager de fejl.

Udenrigsminister Baiba Braže har lige stemplet en bombe:

“Letland VIL IKKE ACCEPTERE NOGEN nye migranter fra EU-aftalen og VIL IKKE BETALE de 20.000 euro pr. migrant, som Bruxelles kræver!”

Vi beskytter vores grænser, ikke vores skattepenge, for at finansiere tvungen indvandring.

Politikerne skal genvælges. Så kan de ikke tømme statskassen for at importere udlændinge, der vil forårsage store problemer, hvis de overhovedet tillader sig at integrere sig.

Bruxelles lever på en anden planet.

Vi spørger Grok, som bekræfter historien: Letland siger nej. Det er modsætninger i EU, som vi hører meget lidt om i de nordiske medier.

Ja, det er sandt ifølge nylige officielle udtalelser fra lettiske regeringsrepræsentanter.

I januar 2026, under Letlands årlige udenrigspolitiske debat i parlamentet (Saeima), erklærede udenrigsminister, Baiba Braže, eksplicit, at Letland ikke vil acceptere omplacerede migranter under EU’s migrations- og asylpagt (også kendt som den nye migrations- og asylpagt). Hun understregede regeringens klare holdning om “nej til ulovlig migration” og fremhævede Letlands styrkede grænsebeskyttelse (herunder et færdiggjort hegn på grænsen til Hviderusland for at imødegå hybride trusler).

Det lettiske indenrigsministerium har forstærket dette ved at erklære, at Letland ikke vil deltage i omfordeling af personer og ikke vil betale de tilhørende økonomiske bidrag (ofte angivet til omkring 20.000 euro pr. afvist migrant som en alternativ form for “solidaritet” under pagtmekanismen). I stedet tilbyder Letland alternative bidrag, såsom deling af ekspertise, uddannelse og teknisk bistand om grænsesikkerhed med andre EU-stater.

Kontekst om EU-pagten

EU-pagten om migration og asyl, der blev vedtaget i 2024 og trådte i kraft fra midten af ​​2026, etablerer en permanent “solidaritetsmekanisme”. Frontlinjestater (f.eks. dem, der står over for et højt antal ankomne ved de ydre grænser) kan anmode om støtte, og andre medlemsstater skal bidrage gennem:

• Omplacering af asylansøgere.
• Finansielle bidrag.
• Operationel eller kapacitetsopbyggende støtte.

Letland argumenterer for, at det allerede bærer en betydelig byrde ved at sikre EU’s østlige ydre grænse mod hybridangreb (f.eks. migrationsforsøg instrumentaliseret af Hviderusland/Rusland siden 2021) og ved at støtte Ukraine, og søger derfor en fritagelse eller reduktion af omplacerings- og økonomiske forpligtelser. Letland undlod at stemme i Rådet i december 2025 om Solidaritetsfonden for 2026 og fortsætter forhandlingerne om anerkendelse af sin “betydelige migrationssituation” for at reducere eller udligne sine bidrag.

Denne holdning er i overensstemmelse med holdningen hos nogle andre central- og østeuropæiske lande, der er skeptiske over for obligatorisk omplacering, selvom selve pagten giver mulighed for fleksibilitet i, hvordan solidaritet ydes (ikke en fast kvote for hvert land hvert år). Letland har også udarbejdet en national implementeringsplan for andre aspekter af pagten, såsom grænseprocedurer og asylregler, mens de specifikt modsætter sig genfordeling.

Kort sagt har den lettiske regering offentligt og bestemt erklæret, at den vil afvise genfordeling af migranter og de tilhørende sanktioner i henhold til pagtens solidaritetsregler, og præsenterer dette som et spørgsmål om national suverænitet og sikkerhed. Om dette vil føre til formelle undtagelser, juridiske udfordringer fra EU eller andre resultater, er endnu uvist, når implementeringen intensiveres i 2026.