Som dagene går, bliver det iranske regimes strategi tydeligere. De hellige mænd kan ikke håbe at besejre den amerikansk-israelske offensiv, så deres bestræbelse bliver at overleve og holde sig på benene i håbet om at sprede så megen krigsmodstand i den amerikanske befolkning, at Trumps republikanere lider nederlag ved midtvejsvalget til Senatet og Repræsentanternes Hus den 5. november.

Det ville være letsindigt at affeje denne strategi. Den amerikanske regering og militære analytikere som Fox News- kommentatoren, general Jack Keane, udsender dagligt opmuntrende budskaber om Trumps snarlige sejr: Hurra nu vinder vi. Problemet er, at den iranske revolutionsgarde bliver ved med at at affyre missiler mod USA-allierede arabiske stater, senest mod Kuwait. Fra Pentagon forlyder det, at USA har elimineret de fleste af Irans missiler og droner, og det lyder godt, hvis man glemmer at fortælle, hvor mange mullaherne havde til at begynde med. Amerikanerne bomber løs, og alligevel formår Allahs mænd at affyre missiler mod USA’s allierede og Israel.

Måske er de iranske galninge ved at løbe tør for angrebsvåben (hvilket intet foreløbigt tyder på), men så har de kraftigere våben i form af stærke vestlige allierede. Det gælder de fleste af mainstream-medierne, der glæder sig over ethvert amerikansk tilbageslag, og USA’s demokratiske parti, hvis ledere på daglig basis fremholder, at Trump ikke aner, hvad han har rodet sig ud i, og som spår, at USA’s ”ulovlige” krig er tabt. Præsidenten har, siger de, drevet USA ud i et kviksand og en krig uden ende. De glæder sig til at udbrede budskabet op til midtvejsvalget og er ligeglade med mullahernes berigede uran.

Teheran får nu hjælp fra en uventet kant i form af tidligere prominente Trump-støtter, der har vendt ham ryggen. Det gælder bl.a. podcasteren Megyn Kelly, som har et betragteligt følge. For få måneder siden, harcelerede hun over de slapsvanse, der havde det hele i munden og intet foretog sig for at forpurre mullahernes planer. Nu, da Trump går fra snak til handling, siger hun, at alle har tabt alt for præsidenten – naturligvis uden at fortælle, hvordan hun så synes, at den civiliserede verden skulle have forhindret Teherans hellige mænd i at overdænge Europa og senere USA med kernevåben. Det er et mysterium. Hvordan kan en respekteret kommentator være gået fra forstanden på så kort tid?

Som sagt fortæller Trump-haderne ikke, hvad de ville have gjort for at forhindre mullaherne i at anskaffe sig kernevåben. Før Trump sagde syv demokratiske og republikanske præsidenter, at de iranske ekstremister skulle forhindres i at få fingrene i disse masseødelæggelsesvåben, nu synes medierne og demokraterne at være ligeglade.

Et andet våben, som mullaherne kan hælde deres hoved til, er de stigende oliepriser, som er et sikkert demokratisk trumfkort. Trump lovede billigere benzin, og se, hvad har nu har belemret os med. Nu koster det mere at fylde tanken, og alt andet er blevet dyrere. Mullaherne har glimrende efterretninger om amerikanske folhold og ved derfor, at hvis der er noget, som går amerikanerne på nerverne, er det højere benzinpriser og adgangen til benzin. Jeg oplevede det i 1980 i Los Angeles, da jeg flere gange måtte vente i timevis på at få en optankning. Dengang ville jeg stemt på enhver, som kunne sørge for, at jeg kunne komme på arbejde fra North Hollywood til 275 South Beverly Drive.

Trump har indladt sig på et voveligt forehavende, men det har medierne og demokraterne også. Hvis det lykkes præsidenten at vinde krigen og eliminere Irans teokratiske styre, får demokraterne og deres tro medier svært ved at forklare sig op til midtvejsvalget.