Det er ikke underligt, hvis den brede offentlighed har svært ved at begribe, hvad Donald Trump prøver at udrette i Iran. Blandt årsagerne til forvirringen er de førende mediers monomane hetz mod den amerikanske præsident. I stedet for nøgternt at analysere hans politik, nøjes de med kaskader af kritik og hån. Den amerikanske krigsindsats i Iran fremstilles systematisk som fejlslagen.

Faktisk mener toneangivende medier, at de iranske mullaher trods Trumps udmeldinger er ved at vinde krigen. Hvis iranerne og Trump kommer med stridende forklaringer, tror de på iranerne. Symptomatisk er f.eks. Berlingskes triumferende påstand om, at ”Trumps tilbagetog er Irans største sejr”. ”Tilbagetoget” er lig med Trumps nyeste udmelding om, at han har givet Teheran fem dage til at komme med så store indrømmelser, at man måske kan nå en forståelse. Den engang seriøse avis, Børsen, følger op med at kalde Trump ”TACO” – Trump always chickens out.

Når Berlingske taler om ”Irans største sejr”, indebærer det rent logisk, at Iran har vundet en eller flere forudgående sejre, og hvad skulle det være? Det kan næppe være, at Israel og USA har kappet hovederne af flere lag af Den Islamiske Republiks ledelse, at de allierede har udslettet Irans luftforsvar og flåde og uskadeliggjort Irans produktionskapacitet, når det gælder missiler og droner, eller når Israel og USA stadig på daglig basis smadrer resterne af det iranske magtapparat. Ikke desto mindre må vi ifølge Berlingske forstå, at Iran er ved at sejre.

De hånlige danske meningsmagere synes ikke at have bemærket, at fem dage er den tid, der skal bruges til at deployere 3.000 mand fra USA’s berømte 82. luftbårne division, som nu er på vej til slagmarken. Hvad de skal bruges til, hvis resterne af det islamiske styre ikke giver sig, må man gætte sig til. Men man tager næppe fejl, hvis man antager, at de skal indsættes på Kharg-øen, hvorigennem 90 pct. af Irans olieeksport passerer, og/eller ved Hormuz-strædet.

Mens Trump fortæller, at forhandlingerne med en ukendt forhandlingspartner i Iran går godt, bliver det islamiske styre ved med at sende missiler og droner mod Israel og amerikansk-allierede arabiske lande. Den Islamske Republik fortsætter også med at udlægge miner i Hormuz-strædet.

Det er i den forbindelse afgørende at forstå, hvem der reelt har magten i Iran, og Behnam Ben Talebu fra Foundation for Defense of Democracies i Washington, er ikke i tvivl om, at det i stigende grad er den fanatiske revolutionsgarde, IRGC, eller hvad der er tilbage af den. Der er, siger han, mere IRGC-kontrol med staten end nogen sinde tidligere. Staten er svagere end på noget tidligere tidspunkt, samtidig med at Revolutionsgardens greb om magten er styrket.

Ben Talebu synes ikke at give meget for forhandlinger. Washington burde i stedet koncentrere sig om at sikre en militær sejr som vejen til en politisk sejr – med andre ord bør målet være et regimeskifte støttet af det iranske folks flertal. Han tilføjer, at en politisk sejr ikke kan vindes ved samarbejde med IRGC, som i stedet bør nedkæmpes på slagmarken.

Det bliver i så fald en kæmpeopgave, for der er næppe tvivl om, at hvad der er tilbage af Revolutionsgardens 200.000 mand vil kæmpe til det sidste, og at en endelig amerikansk-israelsk sejr vil kræve ”boots on the ground”.

Også general Jack Keane, som er militæranalytiker for Fox News, advarer mod at lade det islamiske styre slippe af krogen. Som han forklarer, er styrets prioritet lige nu at overleve. Hvis det kan forhandle sig frem til en våbenhvile, vil de islamiske fanatikere fremstille det som en sejr, uanset deres militære og økonomiske tab. De vil derefter kunne koncentrere sig om at komme til hægterne og genopbygge deres ramponerede magtapparat.

Alene det faktum, at der bliver forhandlet med dem, må de opfatte som en amerikansk indrømmelse, men Trumps planer er uransagelige.

Måske er hans tale om gode fremskridt i forhandlingerne et røgslør beregnet på at forvirre og narre resterne af Den Islamiske Republiks ledere, før han tilføjer dem dødsstødet.

Det skal blive spændende at følge.