Hovedprincippet i alt miljø og klima arbejde er, at det aldrig er godt nok. Uanset hvor samvittighedsfuldt man følger miljø reglerne, vil der altid komme nye og strengere regler, indtil man opgiver. Dette gælder ikke mindst for bilen, som er fundamentet for Norges spredte bosættelse, men dette er nu blevet et problem, der skal bekæmpes gennem omkostninger og regulering. Derfor er der konstant nye regler for EU-godkendelse.

Nu indføres Euro-7-kravene, og her er kravene så absurde, at man i praksis bør styre sig væk: Teknologien vil blive for sårbar og dyr. Samtidig truer EU med at indføre nye emissionskrav til EU-kontrol med tilbagevirkende kraft: Biler lavet før AdBlue-galskaben skal nu opfylde disse krav. Selv veteranbiler kan blive tvunget ind under EU-kontrol igen, eller få en 50-årsgrænse.

Desværre har det vist sig næsten umuligt at finde ud af, hvad de nye regler vil være, hvornår de vil blive indført, om de vil blive indført, og i hvilken rækkefølge. Ingen kilder giver klare svar, og alt tyder på, at reglerne vil blive indført “under radaren”, så ingen finder ud af det, før det er for sent. Dette er den nye form for EU-demokrati.

Altid nye og strengere regler for EU-kontrol

Hvis og når dette indføres, kan titusindvis af fuldt brugbare dieselbiler blive afvist, fordi de udleder for meget plantenæring og andre spøgelser. Disse biler skal derefter skrottes, fordi det vil være urentabelt – hvis ikke umuligt – at opfylde kravene gennem reparationer. Tal fra Belgien viser, at 17 procent af bilerne fejlede.

Europa-Kommissionen har også fremsat forslag om, at personbiler og varevogne, der er over ti år gamle, skal inspiceres hvert år, sammenlignet med det nuværende krav om hvert andet år. Dette har intet at gøre med sikkerhed, det har kun til formål at øge omkostningerne ved at eje en bil og sikre, at ingen bil lever længere end ti til tolv år. Dette er en del af planen om at presse folk over på kortlivede batteribiler, hvilket har været en succes i Norge takket være ekstreme skattelettelser. Men det er ikke en succes i EU.

EU ønsker også øget fokus på batteriernes tilstand, og kontrol af elektriske komponenter, samt strengere kontrol af bilernes automatiske lysniveau justering. Fra 2026 vil der også være krav om kontrolsystemer, der overvåger førerens blik og hoved for at registrere distraktion. (PS: Hvis du har brug for et sådant system, anbefaler jeg, at du afleverer dit kørekort. Generelt: Personer, der har brug for “fører-assistance”, bør ikke køre bil. Tag i stedet bussen. Det er, hvad der står.)

Biler var optimale i 2015

I 2015 var biler allerede optimeret af miljømæssige årsager, og lige på kanten af, hvad der kan opnås med renselses teknologi, forudsat at man ikke går på kompromis med bilernes kvalitet, driftssikkerhed, driftsomkostninger, vedligeholdelses evne og levetid. I 2015 burde politikerne have sagt “vi stopper der, for for nu er det godt nok”. Der er grænser for, hvor ren en forbrændingsproces kan være.

Men miljøpolitikken har ingen ende, og angrebet på Europas bilindustri begyndte for alvor gennem klimapolitikken. Det er derfor, “dieselgate” kom, og derfor de absurde Euro-6-krav, der førte til introduktionen af ​​AdBlue på dieselkøretøjer og -maskiner: et kompliceret, sårbart, dyrt og unødvendigt, vandbaseret “trick”, med en stor effekt på driftssikkerhed og omkostninger. Men det er stadig ikke godt nok.

EU-Kommissionen understreger, at målet er at “forbedre luftkvaliteten”, men denne overregulering har intet at gøre med miljøet. Det er bare regulering for reguleringens skyld, og for at fremtvinge et kunstigt behov for dyre batteribiler – som i sidste ende også vil få afgifter og strengere EU-kontroller. Vent og se.

Fordi klimapolitikken er det ultimative angreb på privatbilismens frihed. Bilbrugen SKAL falde! Ikke på grund af miljøet, altså. Det er bare så rige og velhavende kan køre forbi almindelige mennesker, der cykler, uden trafikpropper. Det er det ultimative mål med klimapolitikken.

Det eneste, der kan redde os fra vanvid, er, at europæiske bilister og organisationer træder på bremsen. De, der lever, vil se det.