De gamle grækere vidste noget om politik, som vi har glemt. Tragediedigterne – Sofokles, Aeschylos, Euripides – skildrede ikke en verden, hvor det gode sejrer over det onde, hvis vi bare er kloge og velmenende nok.

De skildrede en verden, der er falden og ufuldkommen. En verden, hvor selv de bedste intentioner kan føre til katastrofe, og hvor de valg, vi står over for, sjældent er valg mellem godt og ondt, men mellem onder.

Det er denne indsigt, jeg har forsøgt at genoplive i min og Frederik Christensens nye bog ”Tragisk realisme”. Bogens tese er enkel, men vil sikkert provokere mange: Den liberale forestilling om, at verden kan indrettes efter vores værdier, hvis vi bare er beslutsomme nok, er ikke blot naiv, den er farlig.

Den glemmer, hvad grækerne vidste.

Ødipus og den tragiske ironi

Kong Ødipus er en af verdenslitteraturens mest gådefulde skikkelser. Han er klog, modig og handlekraftig. Han vil alt det rigtige. Og alligevel ender han med at dræbe sin far og ægte sin mor, præcis det, han forsøgte at forhindre. Det er, hvad vi kalder tragisk ironi i sin reneste form: Helten gør det onde, han ikke vil.

Genkender vi mønsteret?

I 2003 invaderede USA Irak for at udbrede frihed og demokrati. Resultatet blev et kaos, der banede vejen for Islamisk Stat. I Afghanistan kæmpede Vesten i tyve år for at skabe en form for retsstat. Da det hele kollapsede i 2021, var Taliban stærkere end nogensinde. I Libyen fjernede NATO Gaddafi i frihedens navn og efterlod også der en fejlslagen stat, hvorfra migranter hjemsøgte Europa.

Det mest iøjnefaldende eksempel er måske Kina.

I årtier fulgte Vesten en strategi, der gik ud på at integrere Kina i den liberale verdensorden. Tanken var, at handel ville føre til velstand, og velstand til demokrati. Vi fodrede bæstet i håb om, at det ville blive tæmmet. I stedet er Kina blevet verdens næststørste militærmagt, truer med at dominere sin del af verden, og danner akse med Rusland og Iran mod Vesten. Hybris avler nemesis – overmod avler hævn. Det vidste grækerne.

NATO-udvidelsen mod øst er et særligt smertefuldt eksempel.

Udvidelsen skete med det bedste formål: at udbrede stabilitet og demokrati, at give Ukraine og andre lande sikkerhed og frihed. Men set med realistiske øjne fremtvang udvidelsen præcis den krig, den skulle forhindre. Rusland betragtede nemlig NATO’s fremrykning som en eksistentiel trussel.

Vejen til krig blev brolagt med gode intentioner.

Antigone, Agamemnon og valget mellem onder

Sofokles’ tragedie om Antigone handler om kollisionen mellem to legitime krav. Antigone vil begrave sin bror. Det kræver gudernes lov. Kong Kreon forbyder det, for han vil opretholde statens orden. Det kræver hans pligt som hersker. Begge har ret. Og alligevel fører konflikten til undergang. Der er intet godt valg. Der er kun det mindst dårlige.

Aeschylos’ tragedie om Agamemnon er endnu mere nådesløs. For at flåden kan sejle mod Troja, må Agamemnon ofre sin egen datter Ifigenia. Han kan ikke gøre det – og han kan ikke lade være. Hvad end han vælger, går det galt. Det er dilemmaets væsen: ikke at vælge mellem godt og ondt, men mellem to onder.

Se igen på Ukraine.

Ukraine kan kæmpe videre, men det vil koste mere ødelæggelse, flere dræbte, og der er en reel risiko for, at Rusland i sidste ende erobrer mere land. Eller Ukraine kan indgå fred og afstå territorium, men det ville være dybt uretfærdigt. Begge veje fører igennem mørke. Det er ikke en fejl i vores analyse. Det er virkeligheden i en falden verden.

Og så er der Iran.

Vi kan føre krig mod det iranske regime, men omkostningerne vil være gigantiske: ustabilitet i en hel region, oliepriser der skyder i vejret, og en reel risiko for en bredere konflikt, måske en tredje verdenskrig. Eller vi kan se til, mens Iran myrder sin egen befolkning, sponserer terrorisme fra Hamas til Hizbollah, allierer sig tættere med Kina og Rusland og udvikler en atombombe.

Der er ikke et godt valg. Der er kun valget om, hvilket onde vi er mindst parate til at bære.

Realisme, ikke pessimisme

Tragisk realisme er ikke pessimisme. Det er noget langt sværere: Det er kravet om at se verden, som den er, ikke som vi ønsker, den var. At anerkende, at internationale relationer ikke er en moralsk fortælling med helte og skurke, men et strukturelt spil, hvor selv velmenende aktører kan drive hinanden mod katastrofe.

Vi skal derfor tænke tragisk, så vi kan undgå det tragiske, som Robert Kaplan har formuleret det i bogen ”The Tragic Mind”.

Det betyder ikke, at værdier er ligegyldige. Det betyder, at værdier uden fornuft er farlige. Og det betyder, at det mindst dårlige valg – truffet med åbne øjne – er det eneste, politik realistisk kan tilbyde os.

Grækerne skrev alt dette ned for 2500 år siden. Det er på tide, vi begynder at lære af dem.

Af Kasper Støvring, forfatter